Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-2-08 om ung person - statens uddannelsesstøtte - handicaptillæg - begrænsninger i arbejdsevnen - revalideringsydelse - revalidering

Resume:

En ung revalidend på over 25 år med betydelige helbredsmæssige følger efter en ulykke, var berettiget til revalideringsydelse.

Han var ikke kompenseret tilstrækkeligt ved hjælp til uddannelsesbetingede udgifter ved siden af Statens Uddannelsesstøtte (SU) samt handicaptillæg. *)

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 51, stk. 3 og § 51, stk. 4

Note:

Note *) N-12-07 kasseres samtidig, da Principafgørelsen havde fået et forkert meddelelsesnummer

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en ung person på 25 år, der i januar 2004 havde været ude for en ulykke, hvor han var kommet voldsomt til skade. Som følge af ulykken måtte ansøgeren opgive sin uddannelse og påbegynde en ny uddannelse som lærer i august 2005.

Kommunen fandt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen for revalidering og bevilligede ansøgeren støtte til de uddannelsesbetingede udgifter med virkning fra 1. august 2005 ved siden af SU og handicaptillæg.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse til, at ansøgeren var berettiget til revalideringsydelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var 25 år og havde afsluttet gymnasiet i 2000. Han kunne således ikke anses for en ung revalidend, der netop havde forladt skolesystemet, jf. aktivlovens § 51, stk. 4. Desuden havde han så betydelige begrænsninger i arbejdsevnen som følge af ulykken i 2004, at betingelserne for udbetaling af revalideringsydelse var opfyldt.

Nævnet henviste endvidere til Principafgørelse A-36-05.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen henviste til, at ansøgeren var omfattet af aktivlovens § 51, stk. 3, hvoraf det fremgik, at en revalidend, der fik dækket sine leveomkostninger efter anden lovgivning, ikke samtidigt kunne få revalideringsydelse. Da ansøgeren modtog SU og handicaptillæg, anså kommunen ansøgeren for tilstrækkeligt at have dækket sine leveomkostninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af revalideringsydelse efter aktivlovens § 51 til en ung over 25 år, der var omfattet af personkredsen for revalidering og modtog støtte efter § 7, stk. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte (SU).

Afgørelse:

Ansøgeren fandtes ikke at være kompenseret tilstrækkeligt ved hjælp til uddannelsesbetingede udgifter ved siden af Statens Uddannelsesstøtte (SU) samt handicaptillæg og var derfor berettiget til revalideringsydelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at ansøgeren var over 25 år og havde afsluttet gymnasiet i 2000, hvorefter han var påbegyndt matematikstudiet, som måtte opgives i 2004 på grund af følgerne efter en ulykke, hvor han kom voldsomt til skade.

Beskæftigelsesudvalget lagde samtidigt vægt på, at ansøgeren var påbegyndt uddannelse til lærer i august 2005, og at han modtog SU og handicaptillæg.

Kommunen havde meddelt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen for revalidering ifølge aktivlovens § 46, og havde bevilget støtte til de uddannelsesbetingede udgifter.

Der forelå ressourceprofil og jobplan samt beskrivelse af bevilling til de uddannelsesbetingede udgifter.

Beskæftigelsesudvalget lagde til grund, at udgangspunktet i aktivlovens § 51, stk. 3 var, at en revalidend, der fik dækket sine leveomkostninger efter anden lovgivning, ikke samtidigt kunne få revalideringsydelse.

Beskæftigelsesudvalget fandt dog, at der var tale om så betydelige begrænsninger i arbejdsevnen og herunder erhvervsmuligheder som følge af ulykken i 2004, at betingelserne for udbetaling af revalideringsydelse var opfyldt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.