Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-4-08 om personkreds - statens uddannelsesstøtte - sygdom - behandling - færdiggørelse af studie - revalidering

Resume:

En kvinde var ikke berettiget til revalideringshjælp til at færdiggøre sit universitetsstudie, som var blevet afbrudt et år på grund af sygdom.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en studerende i sygdomsperioder under et uddannelsesforløb som udgangspunkt skulle anvende de almindelige ordninger bl.a. Statens Uddannelsesstøtte, også i situationer, hvor studiet måtte forlænges på grund af sygdom.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke, at kvinden var i en så fastlåst situation, at det kunne begrunde, at der reelt var behov for en erhvervsmæssig revalidering, eller at der var grundlag for at yde hjælp til færdiggørelse af studiet efter revalideringsbestemmelserne.

Der var herved lagt vægt på den gunstige prognose for helbredelse, og at der ikke var tale om en meget betydelig forlængelse af studiet.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 46

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var 24 år, søgte i august 2005 kommunen om hjælp til revalidering til færdiggørelse af sit universitetsstudie.

Hun havde påbegyndt et studium i september 2001. Hun havde sideløbende med studiet 15 timers erhvervsarbejde som studentermedhjælper. Herudover forsørgede hun sig med SU stipendium. Hun ønskede ikke at tage SU lån.

Da hun gik på 2. år på studiet, begyndte hun at tabe sig og udviklede siden svær anoreksi. Hun var i behandling under indlæggelse 1 måned i foråret 2004. Blev udskrevet i april 2004 og fortsatte med ugentlige psykologsamtaler og gik til diætist indtil den 10. november 2004, hvor hun blev indskrevet på dagafsnittet på et hospital. Under forløbet afsluttede hun bachelorgraden i juni 2004.

Hun magtede ikke samtidig med ugentlige samtaleforløb hos psykolog og diætist at genoptage studiejobbet og ophørte i jobbet som studentermedhjælper august 2004.

Hun sygemeldte sig tillige fra september 2004 på Universitetet, idet der kun var kræfter til at arbejde med helbredelsen af anoreksien.

Medens hun var i behandling på daghospitalet fra november 2004, ønskede hun så småt at genoptage sit studium. Fra semesterstart februar 2005 tog hun et fag på overbygningen på studiet. Dette gik godt, og det blev således aftalt, at hun skulle fortsætte og færdiggøre 7. semester med start september 2005.

Hun var sygemeldt fra Universitetet i perioden fra september 2004 til juni 2005. Denne sygemelding på 1 år udskød således slutdato på overbygningsstudiet med 1 år. På 7. semester kunne hun således nøjes med at tage 2 fag, idet hun havde opnået 1 fag fra dette semester i den foregående sygeperiode.

Hun skulle samtidig fortsætte den igangværende behandling i ambulant regi.

Det fremgik af statusattest af 27. april 2006 fra overlægen på hospitalet, at ansøger havde været indlagt på dagafsnittet frem til juli 2005, og at hun fortsat havde brug for at fortsætte i et intensivt og krævende ambulant behandlingsforløb i de næste par år. Der var gode udsigter til, at hun kunne gennemføre den resterende del af studiet på normal tid, og at hun i løbet af nogle år blev fuldstændig rask og kunne deltage i normalt omfang på arbejdsmarkedet. Ansøger ville derfor næppe kunne overkomme supplerende indtjening udover SU.

Kommunen fandt ikke, at ansøger var omfattet af aktivlovens § 46.

Ved afgørelsen var der lagt vægt på, at der havde været et sygeforløb med indlæggelse forud for ansøgning om revalidering. Behandlingen for spiseforstyrrelsen var på ansøgningstidspunktet så effektiv, at ansøger igen påbegyndte uddannelsen på stort set almindelige vilkår.

Hun fandtes ikke at have en nedsat arbejdsevne af et sådant omfang, som berettigede til revalidering. Efter praksis antoges det, at arbejdsevnen skulle være nedsat længerevarende. Der henvistes til Principafgørelse O-114-97 (modsætningsvis).

Der fandtes ikke, at være nedsat arbejdsevne, idet hun efter kommunens vurdering ville kunne påtage sig arbejde.

Der var endvidere lagt vægt på, at unge burde henvises til SU med de muligheder, hvilket også havde været tilfældet i den konkrete sag. Der henvistes til Principafgørelse O-37-99.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at ansøger var berettiget til revalidering til færdiggørelse af studiet.

Begrundelsen var, at hun var omfattet af personkredsen for revalidering, jf. aktivlovens § 46.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens lægelige akter, hvoraf det fremgik, at ansøger i 2003 blev syg med svær anoreksi, og at hun siden foråret 2004 havde været i behandling først i form af indlæggelse på en Psykiatrisk Klinik og siden i et ambulant behandlingsforløb. Det fremgik endvidere, at der i hendes tilfælde først kunne forventes normal arbejdskraft efter 4-5 års behandling.

Nævnet fandt endvidere, at ansøger ikke kunne blive selvforsørgende alene med en bachelorgrad, men at det var nødvendigt med en kandidatgrad.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger, der led af anoreksi, var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46. Hvis dette var tilfældet, ville der tillige blive taget stilling til, om ansøger kunne blive selvforsørgende med en bachelorgrad i jura.

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i aktivlovens bestemmelse om revalidering.

Det betød, at hun ikke var berettiget til revalideringshjælp til færdiggørelse af studiet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved afgørelsen til grund, at sigtet med revalidering var erhvervsrettet. Udgangspunktet var således at kvalificere revalidenden til at klare et arbejde på normale vilkår.

Det er en betingelse for at få støtte til revalidering, at der skal være tale om

- en person med begrænsninger i arbejdsevnen,

- hvor der er en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse, og

- erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige for at bringe pågældende ind i eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse

Udvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke sås at have begrænsninger i arbejdsevnen i forhold til normalt arbejde.

Hun havde påbegyndt studiet på normale vilkår, og havde mellem bachelorgraden og påbegyndelse af overbygningen haft en sygdomsperiode, hvor hun havde været sygemeldt fra studiet. Hun led af en alvorlig anoreksi, en sygdom som ifølge overlægen kunne helbredes.

Hun var ved påbegyndelse af overbygningen fortsat i behandling med god effekt, og på ansøgningstidspunktet havde hun genoptaget studiet og forventede at afslutte den sidste del på normal tid.

Udvalget lagde endvidere vægt på, at revalideringshjælp var subsidiær i forhold til, at et beskæftigelsesproblem umiddelbart kunne løses gennem deltagelse i erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning eller ved tilbud om aktivering.

Personer, der ønskede uddannelse, omskoling eller lignende skulle derfor som udgangspunkt bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt derfor, at en studerende også i sygdomsperioder under et uddannelsesforløb, som udgangspunkt skulle anvende de almindelige ordninger inden for bl.a. Statens Uddannelsesstøtte, herunder i situationer, hvor studiet måtte forlænges på grund af sygdom.

Beskæftigelsesudvalget fandt ikke, at det kunne tillægges betydning, at hun ikke havde ønsket at tage studielån, eller at hun ikke kunne påtage sig studierelevant arbejde i samme omfang som tidligere, jf. også principperne i Principafgørelse O-37-99. I denne principafgørelse fandtes en person med en velreguleret diabetes ikke at være omfattet af personkredsen for revalidering. Af sagen fremgik, at personen ikke havde optaget studielån og ikke kunne påtage sig ekstra arbejde, da det ville overanstrenge hende og forværre sygdommen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke, at ansøger var i en så fastlåst situation, at det kunne begrunde, at der reelt var behov for en erhvervsmæssig revalidering, eller at der var grundlag for at yde hjælp til færdiggørelse af studiet efter revalideringsbestemmelserne.

Der var herved lagt vægt på den gunstige prognose for helbredelse, og at der ikke var tale om en meget betydelig forlængelse af studiet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Den hjælp, der måtte være udbetalt som følge af nævnets afgørelse, skulle dog ikke tilbagebetales.