Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-15-08 om formue - kontanthjælp - tilbagebetalingspligt - uforsvarlig økonomi

Resume:

En lønmodtager havde udvist uforsvarlig økonomi ved, at han efter arbejdsophør havde opretholdt sit hidtidige leveniveau på ca. 20.000 kr. om måneden, uanset at han ikke havde indtægter. Der var ikke særlige forhold, der med rimelighed begrundede, at han ikke nedsatte sit forbrug til kontanthjælpstaksterne, idet der ikke var oplysninger om, at han havde grund til at forvente, at han havde tilstrækkelige midler til at kunne klare sig uden at skulle søge om hjælp. Der forelå ikke oplysninger i sagen, som med rimelighed kunne begrunde, at hans formue skulle være opbrugt på kun 5 måneder.

Han skulle derfor tilbagebetale den kontanthjælp, som han havde modtog i perioden indtil 30. juni 2008.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 93, stk. 1, nr. 1

Sagsfremstilling:

Lønmodtageren blev opsagt pr. 30. juni 2007.

Pr. 27. juni 2007 fik han udbetalt feriepenge m.v. på 56.189,89 kr.

Desuden fik han den 21. september 2007 udbetalt 76.770,45 kr. ved salg af kapitalpension. Han indfriede lån på 22.043,40 kr., som blev fratrukket. Dette gav 54.727,05 kr., som kommunen betragtedes som formue.

Dermed var der en formue på 110.915,94 kr.

I forhold til kontanthjælpstaksterne ville han være berettiget til ej forsørgertakst svarende til 8.959 kr. brutto månedligt. Dette svarede til 11 måneder, hvor han kunne leve af formuen.

Eftersom det havde været uforsvarlig økonomi at bruge ca.100.000 kr. netto i løbet af 5 måneder, blev kontanthjælpen ydet mod krav om tilbagebetaling.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at det var uforsvarlig økonomi, at han i en periode, hvor han var uden løbende indtægter, havde forbrugt 100.915,94 kr. over en kort periode og således måtte søge kontanthjælp.

Nævnet bemærkede blandt andet, at kommunen havde foretaget en beregning af, hvor længe han kunne have forsørget sig selv af sin formue, og at kommunen ved denne beregning havde anvendt bruttokontanthjælpssatsen og ikke nettoværdien af kontanthjælpen. Nævnet havde ligeledes noteret sig, at kommunen ved beregningen havde anvendt kontanthjælpssatsen for 2007.

Lønmodtageren klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det blandt andet anført, at han ikke brugte sin formue på at komme på kontanthjælp. Han havde været jobsøgende og opretholdt alene sit hidtidige leveniveau.

Formålet med behandlingen af sagen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandlede sagen for at afklare, om ansøgeren havde udvist uforsvarlig økonomi ved at anvende sin formue på få måneder, når han ikke samtidig havde løbende indtægter, jf. § 93, stk. 1, nr. 1 i aktivloven.

Afgørelse:

Kontanthjælpsmodtageren skulle tilbagebetale den kontanthjælp, som han modtog i perioden indtil 30. juni 2008.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kontanthjælpsmodtageren havde udvist uforsvarlig økonomi og derfor skulle tilbagebetale kontanthjælp, som han modtog i 11 måneder.

Han havde udvist uforsvarlig økonomi ved, at han opretholdt sit hidtidige leveniveau på ca. 20.000 kr. om måneden efter arbejdsophør, uanset at han ikke havde indtægter.

Han fik derved behov for økonomisk støtte allerede efter 5 måneder og ikke først efter 11 måneder, som han kunne have klaret sig for, når kontanthjælpstaksterne blev lagt til grund.

Der var heller ikke særlige forhold, der begrundede, at han ikke straks ved arbejdsophøret nedsatte sit forbrug til kontanthjælpstaksterne, idet der ikke var oplysninger om, at han havde grund til at forvente, at han havde tilstrækkelige midler til at kunne klare sig uden at skulle søge om hjælp.

Hans husleje og varme udgjorde i alt 3.000 kr. om måneden. Hans formue bestod af 56.188,89 kr. i feriepenge m.v. samt 76.770,45 kr. ved salg af kapitalpension. I alt havde han således en formue på 132.959,34 kr. Kommunen havde dog bortset fra betaling af forfalden gæld på 22.043,40 kr. samt kontant formue på 10.000 kr., således at formuen var 100.915,94 kr.

Der forelå ikke oplysninger i sagen, som med rimelighed kunne begrunde, at hans formue skulle være opbrugt på kun 5 måneder.

Beskæftigelsesudvalget kom således til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet.

Klager havde blandt andet anført, at han ikke fandt, at han havde kunnet leve for 9.000 kr. i 11 måneder, da det svarede til hans faste udgifter. Han var ikke bekendt med, at der forelå uforsvarlig økonomi, og hvad der blev forstået ved det.

Beskæftigelsesudvalget fandt imidlertid, at han burde vide, at han havde pligt til at nedsætte sit forbrug under hensyn til sine nye økonomiske forhold, og at retten til kontanthjælp var betinget af, at ansøgeren ikke havde mulighed for at skaffe midler til sin forsørgelse.