Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse B-3-00 om ordinært og ekstra børnetilskud - friplads i daginstitution - tilbagebetaling - passivitet - enlig forsørger - ægteskabslignende forhold - fælles husførelse - folkeregister - oplysningspligt - mod bedre vidende - bevis

Resume:

En kommune var ikke berettiget til at kræve børnetilskud og for meget ydet friplads tilbagebetalt, uanset at kvinden ikke havde været berettiget til at modtage ydelserne.

Ankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at kvinden i den omhandlede periode ikke havde været reelt enlig, idet hun havde levet i ægteskabslignende forhold med fælles husførelse med sin fraseparerede ægtefælle.

Ankestyrelsen fandt det imidlertid ikke tilstrækkelig godtgjort, at kvinden havde modtaget børnetilskud og friplads mod bedre vidende. Det ikke kunne afvises, at kvinden havde opfattet sine relationer til manden således, at hun var reelt enlig forsørger, da parterne havde levet sammen i flere omgange, og hun tidligere havde orienteret kommunen, når hun flyttede sammen med manden.

Love:

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 2, § 3 og § 24

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 15, stk. 4 og § 119

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 10, pkt. 8

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, som havde 3 børn med den samme mand. Parret levede sammen fra 1983 til 1987, og manden havde herefter været tilmeldt på 3 forskellige folkeregisteradresser, herunder 2 gange hos hans broder og i en periode var han tilmeldt en adresse, hvor der angiveligt samtidig var tilmeldt 10 andre personer. Der var ikke betalt husleje. Det andet barn blev født, mens manden havde adresse hos broderen. Parret havde over en længere periode været flyttet til og fra hinanden flere gange, 1/2

og kvinden havde hver gang oplyst kommunen herom, hvorefter udbetaling af børnetilskud m.v. var standset.

Parret blev gift i 1989 og separeret i januar 1992. Parret havde haft fælles bil, fælles budgetkonto samt en konto i et varehus, hvorpå begge havde indbetalt. Kvinden havde forklaret, at parret ikke fik orden på bankkontoen, idet man måske havde håbet, at samlivsophævelsen var midlertidig.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, hvorefter kvinden ikke havde været berettiget til at modtage børnetilskud fra 1992 og var forpligtet til at betale ydelserne tilbage, idet hun havde modtaget dem mod bedre vidende.

Nævnet begrundede tilbagebetalingskravet med, at kvinden havde modtaget ydelserne mod bedre vidende, fordi hun i forbindelse med modtagelsen af ydelserne havde underskrevet erklæringer, hvoraf fremgår, at det er en betingelse for at modtage ydelserne, at modtageren er reel enlig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen var helt eller delvist afskåret fra at kræve tilbagebetaling på grund af passivitet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen var berettiget til at kræve børnetilskud ydet i perioden den 1. januar 1992 til den 30. september 1997 samt for meget ydet friplads ydet i perioden 1. januar 1992 til 31. december 1993 tilbagebetalt, uanset at kvinden ikke var berettiget til at modtage ydelserne.

Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at kvinden i den omhandlede periode havde levet i ægteskabslignende forhold med fælles husførelse med sin tidligere ægtefælle.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden og den tidligere ægtefælle havde et langvarigt forhold. Endvidere havde de fælles bankkonto og fælles bil, og den tidligere ægtefælle havde i perioden ikke haft selvstændig bopæl og havde ikke betalt husleje. Parret genoptog endvidere samlivet i september 1997.

Ankestyrelsen fandt det imidlertid ikke tilstrækkelig godtgjort, at kvinden havde modtaget børnetilskud og friplads mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2 og servicelovens § 119, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden i perioden havde orienteret kommunen om, at der havde været tidspunkter, hvor hun havde forsøgt at genoptage samlivet med sin tidligere ægtefælle. Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne afvises, at kvinden havde opfattet sin relationer til sin tidligere ægtefælle således, at hun var berettiget til at modtage ydelserne.

Ankestyrelsen fandt det således ikke tilstrækkeligt for at statuere ond tro, at hun i forbindelse med ansøgning om ydelserne var gjort bekendt med betingelserne for modtagelse og med sin oplysningspligt samt løbende i forbindelse med udbetalingen af børnetilskud var blevet gjort bekendt med betingelserne for modtagelse af børnetilskud og med sin oplysningspligt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 19. februar 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.