Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse B-2-03 om inddrivelse - børnebidrag - aftale mellem parterne - frivilligt aftalte bidrag

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet to sager om, hvorvidt adgangen til at inddrive beløb i henhold til bidragsresolution også omfattede frivilligt aftalte bidrag.

Ankestyrelsen fandt i begge sager, at kommunen var berettiget til at søge hele børnebidraget inddrevet hos bidragspligtige.

Begrundelsen for afgørelserne var, at det offentlige efter børnetilskudslovens § 19 skal søge hele det beløb, der ved resolutionen efter lov om børns forsørgelse skal betales, inddrevet hos den bidragsskyldige.

Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for adgangen til at inddrive beløbet, om bidraget var fastsat af myndighederne eller beroede på en aftale mellem bidragspligtige og bidragsberettigede. Ankestyrelsen fandt i begge sager, at aftalen mellem bidragspligtige og bidragsberettigede havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse.

I sag nr. 2 lagde Ankestyrelsen desuden vægt på praksis, hvorefter bidragspligtige ikke med frigørende virkning kunne betale til en anden end den, der var bidragsberettiget ifølge bidragsresolutionen. Ankestyrelsen fandt, at dette også var tilfældet, hvor bidragspligten beroede på en aftale mellem parterne.

Love:

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 765 af 11. september 2002 - § 18, stk. 1 og § 19

Lov om opkrævning af underholdsbidrag - lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986 - § 2, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 3700066-02:

Bidragspligtige og bidragsberettigede blev separeret den 14. marts 2001 og indgik i den forbindelse en aftale om, at bidragspligtige skulle betale 2.225 kr. pr. måned i bidrag til hvert af parternes to børn. Bidraget forfaldt forud hver den 15. Bidraget var aftalt i henhold til børnelovens § 17, dog således at aftalen kunne ændres af statsamtet efter børnelovens § 16, såfremt bidragspligtiges indkomst faldt eller steg væsentligt. I tillæg af 17. april 2001 til aftalen af 14. marts 2001 om børnebidrag fremgik, at børnebidraget forfaldt første gang den 15. marts 2001.

I tillæg af 16. august 2001 til aftalen af 14. marts 2001 om børnebidrag blev aftalen ændret, således at bidragspligtige betalte normalbidraget + 100 procent til hvert barn med virkning fra den 15. marts 2001. Bidraget forfaldt månedsvis forud hver den 15. Børnebidraget var en aftale i henhold til børnelovens § 17.

Bidragsberettigede søgte den 21. marts 2001 kommunen om underholdsbidrag, og kommunen besluttede i maj 2001, at børnebidraget skulle inddrives hos bidragspligtige.

Bidragsberettigede blev i juli 2001 bedt om at fremkomme med en udtalelse om, hvorvidt inddrivelse af procent-tillægget kunne berostilles, som følge af bidragspligtiges anmodning herom. Bidragsberettigede blev endvidere oplyst om, at inddrivelsessagen mod bidragspligtige ville fortsætte, indtil hun svarede. Bidragsberettigede havde ikke efterfølgende meddelt, at inddrivelsen af procenttillægget kunne berostilles.

Klage blev indgivet i juni 2002 over kommunens inddrivelse af børnebidrag.

Nævnet stadfæstede i september 2002 kommunens afgørelse, hvorefter kommunen forskudsvis havde udlagt normalbidraget til bidragsberettigede, når dette ikke var betalt på forfaldsdagen, og at kommunen dernæst, når bidragspligtige indbetalte, først tilgodeså procenttillægget, som var det private krav.

Nævnet havde lagt vægt på, at det af § 19 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag fulgte, at kommunen ikke kunne begrænse inddrivelsen til alene at gælde normalbidraget, når det af resolution eller tillæg til separationsbevilling fremgik, at underholdsbidraget var større.

Bidragspligtige klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen og anførte i klagen blandt andet, at bidragsberettigedes oprindelige henvendelse om inddrivelse ikke kunne danne grundlag for al fremtidig opkrævning, men at hun i hvert enkelt tilfælde ved forsinket betaling af procenttillægget skulle give accept til inddrivelse, og at § 19 i børnetilskudsloven ikke hjemlede inddrivelse af frivilligt aftalte tillæg, men kun omtalte beløb, der var fremkommet ved resolution efter lov - altså domstolsafgørelser.

Nævnet bemærkede i forbindelse med genvurderingen af sagen, at bidragsberettigede havde bedt kommunen inddrive det hende tilkommende bidrag. Inddrivelsesloven fandt anvendelse på inddrivelse af underholdsbidrag, som tjente til fyldestgørelse af en i dansk lov hjemlet underholdsforpligtelse, jf. lovens § 1. Heraf fulgte, at såvel en myndighedsafgørelse som en aftale vedrørende bidrag kunne danne grundlag for inddrivelse, blot der var tale om en lovhjemlet forsørgelses- eller bidragspligtsrelation. Nævnet fandt ikke, at en fortolkning af børnetilskudslovens § 19 kunne føre til et andet resultat.

Ankestyrelsen indhentede til brug for sagens behandling en udtalelse fra Civilretsdirektoratet om, hvorvidt en aftale indgået mellem parterne om børnebidrag og dets størrelse, som var meddelt statsamtet, kunne sidestilles med en resolution i henhold til lov om børns forsørgelse.

Det fremgik blandt andet af udtalelsen, at det efter direktoratets opfattelse var uden betydning for inddrivelse af et børnebidrag, om bidraget var fastsat af statsamtet/ Civilretsdirektoratet - herunder om der var udfærdiget en bidragsresolution på baggrund af parternes aftale - eller om bidraget alene beroede på parternes aftale. Det afgørende i relation til inddrivelse af aftalte bidrag måtte efter Civilretsdirektoratets opfattelse være, om aftalen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse. Dette ville i praksis typisk indebære, at der forelå en skriftlig aftale mellem parterne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om adgangen i børnetilskudslovens § 19 til at inddrive beløb i henhold til bidragsresolution også omfattede frivilligt aftalte børnebidrag.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen var berettiget til at søge hele børnebidraget - det vil sige såvel normalbidraget som procenttillægget - inddrevet hos bidragspligtige, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 1, og børnetilskudslovens § 19.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det offentlige efter børnetilskudslovens § 19 skal søge hele det beløb, der ved resolutionen efter lov om børns forsørgelse skal betales, inddrevet hos den bidragsskyldige. Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for adgangen til at inddrive beløbet, om bidraget var fastsat af myndighederne eller beroede på en aftale mellem bidragspligtige og bidragsberettigede. Ankestyrelsen fandt, at aftalen mellem bidragspligtige og bidragsberettigede havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på den indhentede udtalelse af 27. marts 2003 fra Civilretsdirektoratet, hvoraf det blandt andet fremgik, at det efter direktoratets opfattelse var uden betydning for inddrivelse af et børnebidrag, om bidraget var fastsat af statsamtet/Civilretsdirektoratet - herunder om der var udfærdiget en bidragsresolution på baggrund af parternes aftale - eller om bidraget alene beroede på parternes aftale. Det afgørende i relation til inddrivelse af aftalte bidrag måtte efter Civilretsdirektoratets opfattelse være, om aftalen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse, hvilket i praksis typisk ville indebære, at der forelå en skriftlig aftale mellem parterne.

Ankestyrelsen havde lagt til grund, at bidragsberettigede i marts 2001 søgte kommunen om underholdsbidrag, at kommunen herefter udbetalte børnebidraget forskudsvis, og at bidragsberettigede ikke efterfølgende havde trukket ansøgningen tilbage. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at bidragsberettigede ikke havde meddelt kommunen, at inddrivelsen af procenttillægget kunne berostilles, selv om kommunen i juli 2001 bad om en udtalelse i anledning af bidragspligtiges anmodning herom, ligesom kommunen i den forbindelse orienterede bidragsberettigede om, at inddrivelsessagen mod bidragspligtige ville fortsætte, indtil hun svarede.

Bidragspligtige havde i brev af 29. april 2003 anført, at ændring af det frivilligt aftalte tillæg kunne ændres af parterne, hvilket kunne medføre tilbagebetaling fra modtagers side til kommunen, hvis den havde udlagt beløbet, hvilket han fandt meget uhensigtsmæssigt. Ankestyrelsen bemærkede hertil, at kommunen alene kunne udbetale normalbidraget forskudsvis.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 3700075-02:

Bidragspligtige og bidragsberettigede blev skilt den 10. november 1999. Der blev samtidig udfærdiget et tillæg af 10. november 1999 til skilsmissebevillingen, hvoraf det fremgik, at bidragspligtige med virkning fra 1. december 1999 og indtil videre betalte 2.000 kr. månedligt til datterens forsørgelse. Aftalen skulle kunne ændres af statsamtet i henhold til børnelovens § 17. Der blev endvidere henvist til parternes aftale af 13. september 1999.

Bidragsberettigede og datteren flyttede pr. 29. november 1999 til en anden bolig. Datteren fraflyttede denne bolig den 22. september 2000.

Bidragspligtige havde fra 1. december 1999 til 29. september 2000 månedligt indbetalte det aftalte beløb på datterens konto og ikke på bidragsberettigedes konto.

Bidragsberettigede rettede i maj 2001 henvendelse til sin kommune for at få bidraget til datteren for perioden 1. december 1999 til 29. september 2000 inddrevet hos bidragspligtige.

Kommunen traf i september 2001 afgørelse om, at bidragspligtige ikke med frigørende virkning kunne indbetale børnebidrag direkte til datteren.

Nævnet ændrede i december 2001 kommunens afgørelse og fandt, at bidragspligtige ikke var forpligtet til at betale børnebidraget til kommunen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå en bidragsresolution.

Nævnet genoptog sagen i marts 2002 efter en henvendelse fra bidragsberettigedes advokat. Nævnet annullerede i september 2002 sin tidligere afgørelse, og fandt, at kommunen havde været berettiget til at pålægge bidragspligtige at betale børnebidraget for tiden fra 1. december 1999 til 21. september 2000.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at bidragsberettigede var berettiget til bidrag efter den aftale, der var indgået imellem parterne og vedlagt som tillæg til skilsmissebevillingen, at bidragene ikke var udbetalt til bidragsberettigede men til datteren, og at det var tvivlsomt og altså ikke klart bevist, om der fandtes en bindende (stiltiende eller udtrykkelig) aftale mellem parterne om, at bidragene med frigørende virkning kunne udbetales til datteren. Afklaring af dette spørgsmål henhørte under domstolene.

Nævnet havde lagt til grund, at såvel en myndighedsafgørelse som en aftale vedrørende bidrag kunne danne grundlag for inddrivelse. Det var altså uden betydning for inddrivelsen, om bidrag var fastsat af statsamtet, eller om der forelå en aftale, der var godkendt eller ikke godkendt af statsamtet.

I klagen over afgørelsen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at der ikke var tale om, at amtet havde udarbejdet en bidragsresolution, og dette punkt fandtes at være af principiel betydning for, hvorvidt det pågældende bidrag overhovedet kunne inddrives via lov om inddrivelse af underholdsbidrag. Det blev endvidere gjort gældende, at sagen havde principiel karakter, idet der var tale om, hvorvidt passivitet fra moderen i 18 måneder kunne bevirke, at krav om indbetaling direkte ikke længere kunne rettes mod bidragspligtige. Endelig blev det anført, at nævnets behandling ved genoptagelsen af sagen alene burde have vedrørt spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en resolution eller ej.

Ankestyrelsen indhentede til brug for sagens behandling en udtalelse fra Civilretsdirektoratet om, hvorvidt en aftale indgået mellem parterne om børnebidrag og dets størrelse, som var meddelt statsamtet, kunne sidestilles med en resolution i henhold til lov om børns forsørgelse.

Det fremgik blandt andet af udtalelsen, at det efter direktoratets opfattelse var uden betydning for inddrivelse af et børnebidrag, om bidraget var fastsat af statsamtet/ Civilretsdirektoratet - herunder om der var udfærdiget en bidragsresolution på baggrund af parternes aftale - eller om bidraget alene beroede på parternes aftale. Det afgørende i relation til inddrivelse af aftalte bidrag måtte efter Civilretsdirektoratets opfattelse være, om aftalen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse. Dette ville i praksis typisk indebære, at der forelå en skriftlig aftale mellem parterne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om adgangen til at inddrive beløb i henhold til bidragsresolution også omfattede frivilligt aftalte bidrag.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at søge børnebidraget for perioden 1. december 1999 til 21. september 2000 inddrevet hos bidragspligtige, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 1, og børnetilskudslovens § 19.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det offentlige efter børnetilskudslovens § 19 skal søge hele det beløb, der ved resolutionen efter lov om børns forsørgelse skal betales, inddrevet hos den bidragsskyldige. Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for adgangen til at inddrive beløbet, om bidraget var fastsat af myndighederne eller beroede på en aftale mellem bidragspligtige og bidragsberettigede. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at aftalen 13. september 1999 sammenholdt med tillægget af 10. november 1999 til skilsmissebevillingen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på den indhentede udtalelse af 27. marts 2003 fra Civilretsdirektoratet, hvoraf det blandt andet fremgik, at det efter direktoratets opfattelse var uden betydning for inddrivelse af et børnebidrag, om bidraget var fastsat af statsamtet/Civilretsdirektoratet - herunder om der var udfærdiget en bidragsresolution på baggrund af parternes aftale - eller om bidraget alene beroede på parternes aftale. Det afgørende i relation til inddrivelse af aftalte bidrag måtte efter Civilretsdirektoratets opfattelse være, om aftalen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse, hvilket i praksis typisk ville indebære, at der forelå en skriftlig aftale mellem parterne.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på praksis, jf. SM B-4-90, hvorefter bidragspligtige ikke med frigørende virkning kunne betale til en anden end den, der var bidragsberettiget ifølge bidragsresolutionen. Ankestyrelsen fandt, at dette også var tilfældet, hvor bidragspligten beroede på en aftale mellem parterne.

Ankestyrelsen bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt der mellem bidragspligtige og bidragsberettigede oprindeligt eller efterfølgende, stiltiende eller udtrykkeligt var indgået en aftale, om at bidragspligtige med frigørende virkning kunne indbetale bidraget til datteren i stedet for til bidragsberettigede, var et spørgsmål, som Ankestyrelsen ikke kunne tage stilling til, men som henhørte under domstolene.

Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til det, der var anført i klagen om passivitet fra bidragsberettigedes side, at Ankestyrelsen - efter det konkret oplyste om bidragsberettigedes ukendskab til reglerne på området - ikke fandt, at bidragsberettigede havde udvist passivitet i forhold til at anmode kommunen om at inddrive bidragene hos bidragspligtige.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere med hensyn til det anførte i klagen om, at nævnet ved genoptagelsen af sagen alene burde have taget stilling til, om der forelå en resolution eller ej, at nævnet ved sin genoptagelse af den oprindelige sag ikke var begrænset til kun at forholde sig til dette spørgsmål, men netop ved at genoptage sagen skulle træffe en ny afgørelse, der trådte i den tidligere afgørelses sted.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.