Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse B-3-03 om tilbagebetaling af forskudsvis udbetalt børnebidrag - oprindelige tilbagebetalingskrav - væsentlige retlige mangler - mangelfuld begrundelse - forlængelse af klagefrist

Resume:

Nævnet var berettiget til at påse, om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav var korrekt, selv om sagen alene var indbragt for nævnet som en klage over kommunens afgørelse om tilbagebetalingsordning.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det umiddelbart kunne konstateres, at kommunens afgørelser om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav, led af væsentlige retlige mangler i form af utilstrækkelig begrundelse. De utilstrækkelige begrundelser af afgørelserne medførte en forlængelse af klagefristen, således at klagefristen først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelserne var tilstrækkeligt begrundet.

Love:

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 765 af 11. september 2002 - § 24, stk. 2

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19 og § 24

Note:

*) SM C-54-03 ophæves pga forkert SM-nummer. Indholdet i øvrigt uændret

Sagsfremstilling:

En kommune traf i september 1995 afgørelse om tilbagebetaling af forskudsvis udbetaling af børnebidrag for perioden 1. januar 1993 til 31. juli 1995. Afgørelsen blev begrundet med, at ansøgers datter fra 15. november 1992 ikke havde boet hjemme.

I juli 1997 traf kommunen afgørelse om tilbagebetaling af forskudsvis udbetaling af børnebidrag for perioden 1. juli til 31. december 1997. Afgørelsen blev begrundet med, at ansøgers datter var anbragt uden for hjemmet.

Der blev ikke klaget over afgørelserne. Der var løbende kontakt mellem ansøger og kommunen i forbindelse med fastsættelse af afdragsordning, udlægsforretninger, lønindeholdelse m.v.

I marts 2002 traf kommunen afgørelse om, at ansøgers tilbagebetalingsevne var 900 kr. månedligt fra 1. april 2002. Ansøger klagede over denne afgørelse.

I august 2002 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse om ansøgers tilbagebetalingsevne, men genoptog sagen, da det efterfølgende blev oplyst, at kravet vedrørte tilbagebetaling af forskudsvis udlagt børnebidrag.

Nævnet traf i november 2002 afgørelse om, at ansøger ikke for tiden skulle tilbagebetale i overensstemmelse med den af kommunen fastsatte betalingsordning vedrørende uretmæssigt udbetalt forskud på børnebidrag.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var stor usikkerhed om, hvorvidt ansøger skulle tilbagebetale det uretmæssigt modtagne, da kommunen havde udbetalt ydelsen uanset kendskab til, at ansøgers barn var anbragt udenfor hjemmet, hvorfor kommunen kunne have vanskeligt ved at statuere, at ansøger havde modtaget ydelsen mod bedre vidende og derfor var nærmest til at bære risikoen for fejludbetalingen.

Nævnets formand besluttede at dispensere for ankefristoverskridelsen i forbindelse med kommunens afgørelser fra september 1995 og juli 1997.

Nævnet besluttede at hjemvise sagen til fornyet afgørelse af, om der havde været fornødent grundlag for at kræve forskudsvist udlagt børnebidrag tilbagebetalt. Begrundelsen for hjemvisningen var, at kommunen ikke sås at have taget stilling til, om ansøger havde været i god tro eller i ond tro, herunder betydningen af, at der efter det oplyste må have været tale om en for kommunen undgåelig fejl, i hvilket tilfælde der skulle meget til at statuere ond tro. Hjemvisningen betød, at betalingssagen skulle sættes i bero, indtil kommunen på ny havde truffet afgørelse om kravets eksistens.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse, og anmodede Ankestyrelsen om at vurdere og tage stilling til, om en upåklaget afgørelse om betaling af uberettiget modtaget underholdsbidrag kunne genoptages 7 år efter, at klagefristen på 4 uger var udløbet.

Ved nævnets genvurdering anførte nævnet til det af kommunen anførte om genoptagelse efter klagefristens udløb, at nævnet ikke fandtes at være afskåret fra at efterprøve den afgørelse om tilbagebetaling, der lå til grund for den tilbagebetalingsfastsættelse, der blev klaget over - heller ikke selv om der ikke blev klaget, da afgørelsen om tilbagebetaling blev meddelt. Baggrunden herfor var blandt andet, at der i visse tilfælde forelå oplysninger, der viste, at kommunens afgørelse var eller kunne være forkert. I sådanne tilfælde fandt nævnet det rigtigst at foretage en mere indgående prøvelse af den afgørelse, der dannede grundlag for den fastsatte tilbagebetalingsordning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af nævnets kompetence til at efterprøve en upåklaget afgørelse vedrørende et tilbagebetalingskrav i forbindelse med genoptagelse af en afgørelse vedrørende en ansøgers tilbagebetalingsevne

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse. Det betød, at sagen blev hjemvist til fornyet afgørelse af, om der havde været fornødent grundlag for at kræve forskudvist udbetalt børnebidrag tilbagebetalt.

Det betød endvidere, at ansøger ikke for tiden skulle tilbagebetale i overensstemmelse med den af kommunen fastsatte betalingsordning vedrørende uretmæssigt udbetalt forskud på børnebidrag.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde været berettiget til at påse, om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav var korrekt, selv om sagen alene var indbragt for nævnet som en klage over kommunens afgørelse om tilbagebetalingsordning. Begrundelsen var, at det umiddelbart kunne konstateres, at afgørelserne om det bagvedliggende tilbagebetalingskrav led af væsentlige retlige mangler. Kommunen havde i sine afgørelser fra 1995 og 1997 om, at ansøger skulle tilbagebetale forskudsvis udbetalte børnebidrag, ikke taget stilling til, om ansøger både havde modtaget børnebidrag uberettiget og mod bedre vidende. Disse mangler medførte, at fristerne for at klage over afgørelserne blev forlænget.

Det var en betingelse for at kræve tilbagebetaling af forskudsvis udbetalte børnebidrag, at ydelsen var modtaget uberettiget og mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Ved en afgørelse om tilbagebetaling af forskudsvis udbetalte børnebidrag skulle kommunen således forholde sig til, om modtageren af ydelsen, da ydelsen blev modtaget, vidste eller burde vide, at vedkommende ikke opfyldte betingelserne for at modtage ydelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen i sine afgørelser fra 1995 og 1997 om, at ansøger skulle tilbagebetale forskudsvis udbetalte børnebidrag, ikke havde taget stilling til, om ansøger var i ond tro, da hun modtog beløbene.

Afgørelserne var således utilstrækkeligt begrundet og opfyldte derfor ikke betingelserne for begrundelser i forvaltningslovens § 24. Efter denne bestemmelse skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og i det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Endvidere skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. De mangelfulde begrundelser var en væsentlig retlig mangel i kommunens afgørelse, som nævnet var forpligtet til at kontrollere, selv om der ikke var klaget herover.

En utilstrækkelig begrundelse af en afgørelse medførte en forlængelse af klagefristen, således at klagefristen først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet. Det var således ikke fornødent at dispensere fra klagefristen. Ankestyrelsen henviste til Sociale Meddelelser SM O-76-97 og SM O-4-98, som begge vedrørte forlængelse af klagefrist ved mangelfulde begrundelser.