Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse B-3-07 om børnetilskud - reelt enlig - formodning - samlevende forsørger - tilbagebetaling - landsretsdom

Resume:

Modtageren af børnetilskud m.v. havde ikke været reelt enlig i lovens forstand. Hun havde derfor pligt til at tilbagebetale de ydelser, som hun havde modtaget efter børnetilskudsloven. Ydelserne fandtes at være modtaget med urette og mod bedre vidende.

Der blev lagt vægt på oplysninger om modtagerens og den tidligere ægtefælles økonomi, herunder bankoplysninger, der viste et fortsat økonomisk fællesskab samt på oplysninger om den tidligere ægtefælles boligforhold og folkeregistertilmeldinger. *)

Love:

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 909 af 3. september 2004 - § 2, stk. 1, nr. 1, § 3, § 11, § 12, stk. 3 og § 24, stk. 2

Note:

Note *) Erstatter Principafgørelse B-6-05, som ophæves

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at i perioden 11. juli 1996 - 2. november 1998 boede ydelsesmodtageren A sammen med ægtefællen B på adressen S.gade, 2.sal.

I perioden 2. november 1998 - 1. juni 1999 var B tilmeldt en adresse på T.vej i en anden kommune (X-kommune).

Fra 1. juni 1999 - 1. oktober 2000 var B tilmeldt folkeregistret i X- kommune, men uden adresse.

I perioden 1. oktober 2000 - 19. oktober 2001 var B tilmeldt K.gade i X- kommune.

I perioden 19. oktober 2001 - 1. april 2003 var B tilmeldt H.vej i X-kommune. Lejeren af denne lejlighed var B's nevø. Udlejeren af denne lejlighed var ikke bekendt med, at B også var tilmeldt adressen og fremhævede, at der ikke måtte bo andre end den lejer, der stod anført i kontrakten.

Fra den 1. april 2003 var B tilmeldt med adresse i lejligheden under ydelsesmodtagerens i S.gade.

Kommunen havde oplyst, at kommunens pantefoged den 7. januar 1999 var på besøg hos A i dennes lejlighed på 2. sal i S.gade i forbindelse med en udlægsforretning. Pantefogeden bemærkede, at en del af den tidligere ægtefælles (B's) ejendele befandt sig i lejligheden, og at han selv også befandt sig ude på badeværelset i lejligheden i færd med at børste tænder. Samtidig fandt pantefogeden en masse breve og papirer tilhørende B, hvoraf noget var dateret helt tilbage til september 1998.

Den 16. marts 2000 erhvervede A kørekort til personbil. Der var ikke hævet noget beløb på hendes konto til dette formål.

Den 3. juni 2000 blev der hævet 5.000 kr. på A's konto og samme dag blev der indsat 5.000 kr. på B's konto.

Den 11. august 2000 optog A et billån på 40.000 kr. Hun erhvervede ikke selv bil, men B købte 2 biler, henholdsvis den 11. og den 22. september 2000.

Den 2. april 2001 oplyste ligningsafdelingen, at der var foretaget ændringer på A's selvangivelse, og at hun under en samtale oplyste, at B ingen indkomst havde haft i 1999. Ændring af B's skatteforhold var blevet sendt til A's adresse, han svarede på indkaldelsen, og der kom ingen post retur med oplysning om, at han ikke var tilmeldt adressen.

Den 18. september 2001 blev der sendt en varmeregning til B på A's adresse. Denne blev betalt uden meddelelse om, at han ikke boede på adressen.

Den 8. maj 2002 sendtes der til B en klage fra udlejers advokat, men til A's adresse. Der klagedes fra naboerne over, at han slog låsen fra hoveddøren.

Den 13. maj 2002 optog A et billån på 22.000 kr., og hun købte den 22. maj 2002 en bil i eget navn.

Der blev den 6. juni 2002 hævet 22.704 kr. i valuta på B's konto. Efterfølgende var begge i udlandet.

B foretog på denne tid en del bilhandler, som ikke registreredes at medføre udbetalinger fra hans konti. Handlerne blev foretaget omkring samme tidspunkt, hvor A fik udbetalt børnepenge.

Den 8. juli 2002 modtog B ifølge meddelelse fra Told & Skat under sit ophold i Kosovo 8.000 kr. fra Danmark. Dette beløb var blevet hævet på A's konto af B's nevø. Samme dag blev der fra A's konto hævet 4 x 2.000 kr. i en pengeautomat. A var ikke i Danmark på dette tidspunkt.

Den 22. juli 2002 blev der på A's konto hævet 2 x 2.000 kr. samt 1 x 1.000 kr. Pengene blev af B's nevø overført til dennes broder i Kosovo. A var ikke i Danmark på dette tidspunkt.

Den 26. september 2002 modtog B varmeregning på adressen hos A. Den blev ikke returneret med oplysning om, at han ikke længere boede dér.

Den 3. oktober 2002 købte A en bil. Der var ingen bevægelser på kontoen i den anledning.

Den 19. november 2002 købte A igen en bil, uden at der var bevægelser på hendes konto.

19. februar 2003 skrev udlejeren til B, at han først nu erfarede, at B ikke længere boede på adressen i S.gade.

Den 28. februar 2003 blev det fra X-kommune meddelt, at en skatteyder havde oplyst, at B boede på S.gade i A's bopælskommune.

6. marts 2003 oplystes det fra cpr. -registret, at A og B nu var blevet skilt.

Den 1. september 2003 blev det fra A's sagsbehandler oplyst, at A havde holdt aktiveringsfri uge i uge 28 samt fri for egen regning i ugerne 29, 30 og 31.

Ifølge kontoudskrifter havde B hævet et større beløb på sin konto den 13. juni 2003, og der havde fra denne dag og indtil udgangen af juli ikke været bevægelser på kontoen. Det samme var gældende for A's konto. Kommunen konkluderede derfor, at parret havde været på ferie sammen.

9. november 2003 var der på adressen i S.gade besøg fra kommunen med henblik på at aflevere et brev til A. Kun børnene var tilstede i lejligheden. Da kommunens medarbejder spurgte efter far og mor, fulgte et af børnene medarbejderen 5 trappetrin ned til B's lejlighed, hvor både A og B sad.

Den 9. december 2003 konstateredes det, at der den 20. juli 2003 blev overført et billån på 15.000 kr. til A's konto. A købte ingen bil, men B havde købt en bil den 3. juni 2003.

Kommunen havde ved brev af 18. december 2003 partshørt A om ovenstående oplysninger med en frist for indsigelser den 10. januar 2004.

Det bemærkedes, at skatteforvaltningen i X-kommune, hvor B var folkeregisterregistreret, havde haft et møde med B vedr. pengeoverførsler m.v., klargøring af biler, faste prøveskilte m.v., og at han, da han blev bedt om at redegøre for sit råderum til diverse transaktioner, oplyste, at de penge, som han sendte ud, ikke var hans egne, men var nogle, som han havde fået af noget familie.

Af referatet fra mødet fremgik også, at det ved en telefonisk kontakt til udlejeren af adressen i S.gade kom frem, at B i begyndelsen af 2003 kontaktede udlejeren og spurgte, om han kunne leje den ledige lejlighed på 1. sal, fordi han skulle flytte fra sin kone.

Kommunen traf på baggrund af alle de foreliggende oplysninger afgørelse om, at A fra den 1. juni 1999 - 31. december 2003 ikke kunne vurderes at være reelt enlig, men derimod måtte anses for at leve i et ægteskabslignende forhold med sin tidligere ægtefælle, hvorfor der skulle ske tilbagebetaling af for meget modtagne ordinære og ekstra børnetilskud, økonomisk friplads samt boligstøtte.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå egentlig dokumentation for, at A levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse med den tidligere ægtefælle.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af indhentede bankoplysninger og af iagttagelser af borgerens adfærd og de faktiske forhold, sammenholdt med formel folkeregistertilmelding og de involveredes egen forklaring om det indbyrdes forhold.

Afgørelse:

Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger fandt Ankestyrelsen ikke, at ydelsesmodtageren fra den 1. juni 1999 havde været reelt enlig i de omhandlede loves forstand.

Hun havde derfor pligt til at tilbagebetale de efter børnetilskudslovens og servicelovens samt lov om individuel boligstøtte for meget modtagne ydelser i perioden 1. juni 1999 - 31. december 2003, idet Ankestyrelsen vurderede, at disse var modtaget med urette og mod bedre vidende.

For så vidt angår perioden fra og med 1. januar 2004 havde hun modtaget ydelserne på grundlag af nævnets afgørelse. Hun skulle derfor ikke tilbagebetale for meget modtagne ydelser for denne periode.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at i Principafgørelse B-1-99 havde Ankestyrelsen præciceret, hvilke kriterier, der skulle lægges vægt på ved bedømmelsen af, om en person var reelt enlig forsørger eller ej:

- karakteren af de involveredes indbyrdes forhold,

- boligforholdene hos den person, som mentes af leve sammen med modtageren af ydelserne

- om der var tale om tidligere ægtefæller eller samlevende, der fortsat havde hyppig kontakt, og om de havde fået børn sammen efter samlivets ophør,

- de involverede personers egen forklaring om det indbyrdes forhold.

Det blev slået fast, at der dog altid skulle foretages en selvstændig, konkret og individuel prøvelse af, om betingelserne for at standse udbetaling eller kræve tilbagebetaling var opfyldt. Det afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse.

I 2 af sagerne i den omhandlede Principafgørelse fandtes dette godtgjort. I begge sager lagde Ankestyrelsen vægt på veldokumenterede oplysninger om de faktiske forhold, herunder oplysninger, der var tilvejebragt efter besigtigelse af boligforholdene hos den anden person. Derimod fandtes formel folkeregistertilmelding ikke at være af afgørende betydning. Modtageren af ydelserne og den person, der mentes at leve sammen med pågældende, havde forskellige adresser. Der blev ved afgørelserne lagt vægt på karakteren af den anden persons formelle boligforhold, samt på iagttagelser af, hvor vedkommende og dennes bil befandt sig og på hvilke tidspunkter.

I Principafgørelse B-12-96 fandt Ankestyrelsen det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der var tale om et ægteskabslignende forhold. I denne sag kom kæresten gennemsnitligt hos moderen 3 gange om ugen fra arbejdstids ophør og indtil næste morgen. Hver anden week-end tilbragte hun hos ham. Moderen havde anført, at der ikke var tale om nogen samlever, og at hun selv betalte alle udgifter til sig selv og børnene. Nævnet havde ikke fundet, at der var tale om et ægteskabslignende forhold, hvor parterne gennem kontante bidrag eller lignende bidrog til den fælles husførelse.

Ud fra en sammenligning med de ovenfor refererede sociale meddelelser vurderedes det, at nævnets afgørelse i den foreliggende sag ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Der fandtes i denne sag at måtte lægges vægt på den massive mængde af indhentede informationer, der vurderedes i tilstrækkeligt omfang at godtgøre den gensidige økonomiske afhængighed mellem de tidligere ægtefæller samt på iagttagelserne af den tidligere ægtefælles færden og faktiske opholdssteder. Når de indhentede informationer blev sammenlignet med de informationer, der i sag nr. 1 og 2 i Principafgørelse B-1-99 førte til, at Ankestyrelsen i disse sager fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at modtageren levede i et ægteskabslignende forhold med en anden person, vurderedes det i den aktuelle sag også at være tilfældet.

Til det af nævnet anførte om, at der ikke fandtes at foreligge en egentlig dokumentation for et ægteskabslignende forhold, bemærkedes det, at det af Principafgørelse B-1-99 fremgik, at der ikke skulle føres et egentligt bevis for, at der var tale om et ægteskabslignende forhold.

Det bemærkedes, at ydelsesmodtagerens advokat af nævnet fik medhold i, at ydelsesmodtageren ikke levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse, og at det, som advokaten klagede til Ombudsmanden over, var, at 1) kommunen uden samtykke havde indhentet og lagt vægt på bankoplysninger, 2) at der ikke har været opsættende virkning i forbindelse med anken til nævnet og 3) og at nævnets sagsbehandlingstid i denne sag havde været på omkring 1 år.

Folketingets Ombudsmand havde ved brev af 11. marts 2005 oversendt sagen til Ankestyrelsen som rette instans som en anmodning fra advokaten om, at Ankestyrelsen vurderede, om sagen havde principiel eller generel betydning, og i givet fald tog stilling til det af advokaten anførte.

Ankestyrelsen valgte at behandle sagen i sin helhed, jf. Retssikkerhedslovens § 68, stk. 1, hvorefter Ankestyrelsen som klagemyndighed ikke er bundet af parternes påstande, idet Ankestyrelsen ved anmodningen om principiel/generel behandling af sagen vurderede, at det sociale nævns afgørelse ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ydelsesmodtageren anlagde sag med påstand om, at Ankestyrelsens afgørelse var ugyldig eller forkert. Landsretten frifandt Ankestyrelsen og tiltrådte således både, at styrelsen ikke var bundet af parternes påstande, og at der var tilvejebragt en formodning om, at ydelsesmodtageren havde levet i et ægteskabslignende forhold i perioden juni 1999 - december 2003.