Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-16-00 om særlige tilfælde - ekstra omkostninger forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet - merudgifter

Resume:

En familie bestående af et ægtepar med to børn, hvoraf det ene var stærkt handicappet, var ikke berettiget til hjælp til ekstra omkostninger i form af ekstraudgifter til leje af større bil, ekstraudgifter til bleer og vask på hotel og ekstraudgifter til hotelværelse til et handicappet barn under familiens ferie i 3 uger til udlandet.

Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp bevares under ferieophold i udlandet. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om særlige tilfælde, må være beskrevet forhold i familiens situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Der fandtes ikke at være beskrevet sådanne forhold, at familiens situation kunne betragtes som et sådant særligt tilfælde, at der var grundlag for Ankestyrelsen til at pålægge kommunen at yde familien hjælp til de omhandlede ekstra udgifter.

3 uger fandtes heller ikke at kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 2, stk. 2 og § 28

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 2, stk. 2 og § 41, stk. 1

Sagsfremstilling:

Et ægtepar med to børn, en handicappet pige på 7 år og en dreng på knap 10 år, søgte om hjælp til ekstraudgifter i forbindelse med afholdelse af ferie i Florida, USA, hvor de skulle køre rundt i en lejet

bil i 3 uger. Pigen led af følgevirkningerne af toxoplasmose i graviditeten. Hun var forsinket i udvikling på alle områder, var spastisk i arme og ben, kørestolsbruger og uden sprog. Hun kunne gå kortere distancer med personstøtte.

Familien havde beregnet ekstraudgifterne til at være 3.000 kr. for difference i leje af større bil, 15.500 kr. som difference ved leje af 2 hotelværelser, 860 kr. til merudgift til bleer, samt udgifter til ekstra vask af datterens hagesmækker og tøj på 500 kr.. Familien havde tre gange tidligere holdt ferie i Florida, sidste gang i sommeren 1998, hvor kommunen bevilgede hjælp til ekstraomkostninger med et beløb på 17.100 kr.

Kommunen havde givet afslag på dækning af merudgifter ved ferien i Florida. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap, pkt 74, hvorefter "der kan ydes tilskud til merudgifter til ferie, som familier i almindelighed holder. Dette gælder også kortvarig ferie i udlandet", og pkt 139 " der kan kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud efter § 28 til ekstra omkostninger, som er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. " Kommunen oplyste, at den tolker retningslinierne i vejledningen således, at den ferie, som familien søgte merudgifter dækket til, er en ferie som familier i almindelighed ikke holder. Kommunen anførte yderligere, at der efter tidligere regler blev ydet tilskud til merudgifter til ferie i Florida i 1998, og der derfor ikke var grund til at betragte denne sag som et særligt tilfælde. Kommunen så dog de to punkter i vejledningen som modstridende og anbefalede familien at anke sagen.

I familiens klage over kommunens afgørelse redegjordes for familiens og datterens behov for en aktiv ferie samt de særlige behov. Bl.a. at ferieformen krævede, at der skulle lejes en bil, hvor kørestolen kunne spændes fast, ligesom der skulle være plads til gangstativ og den øvrige bagage, så familien kunne ikke anvende en almindelig personbil, men skulle bruge en stationcar eller van.

Der blev yderligere redegjort for, at det var nødvendigt at forhåndsreservere hotelværelser i stueetagen, eller hotellet skulle have elevator, da familien ikke kunne bære datteren og hjælpemidler flere etager op/ned. Desuden at familien var nødt til at leje værelser/lejlighed med mindst 2 værelser og badeværelse af en vis størrelse, fordi datteren var vågen 2-4 timer hver nat, hvorfor en af forældrene var nødt til at sove sammen med hende, så den øvrige familie ikke blev vækket.

Da pigen ikke var renlig og fortsat savlede/gylpede var der udgifter til bleer og vask efter nogle dage, da barnet brugte adskillige store hagesmækker og flere sæt tøj om dagen.

Familien henviste til § 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om merudgifter og pkt. 74 i Socialministeriets vejledning. Familien anførte yderligere, at de to første ferier i Florida betalte familen selv, da de ikke vidste, at de kunne søge om støtte til merudgifter. Familien havde således kun fået hjælp én gang til ferien i juni 1998.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der kun i særlige tilfælde kan ydes hjælp efter servicelovens § 28 til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ophold i udlandet.

I klagen til Ankestyrelsen anførte familien, at den første gang i sommeren 1998 søgte kommunen om dækning af merudgifterne, da de i sommeren 1997 havde erfaret, at datterens handicap og hjælpemidler betød, at familien bl.a. ikke længere kunne leje en almindelig bil (Datteren havde en hjælpemiddelbil). De kunne heller ikke tage en tilfældig hotelbooking eller medbringe tilstrækkeligt med hagesmækker og bleer. Familien fik dengang bevilget 17.100 kr. til dækning af merudgifterne. Kommunen havde nu forklaret, at man gerne ville bevilge merudgifterne igen, men kommunen mente, at der var sket en stramning af muligheden for at dække merudgifterne ved ophold i udlandet efter lovændring den 1. juli 1998. Familien anførte yderligere, at det sociale nævn i sin afgørelse slet ikke havde forholdt sig

hertil, men kun citeret lovteksten og gjort opmærksom på, at familien ikke kunne forvente at få støtte, bare fordi den en gang tidligere havde fået dette. Familien følte derfor stadig, at de manglede en forklaring. Familien sparede op hele året for at komme på en god ferie. De sidste to år havde den været nødt til at tage imod et tilbud om aflastning nogle dage om måneden, da det var en krævende opgave at passe et multihandicappet barn. Familien anførte, at i yderste konsekvens kunne afslaget på merudgifter til barnets ferie betyde, at datteren skulle holde "ferie" på aflastningsstedet.

I et brev fra Spastikerforeningen var det bl.a. påpeget, at familien ikke søgte om dækning til merudgifter til flyrejse eller lignende, men udelukkende om dækning til den type merudgifter, der ville være uanset hvor familien holdt ferie i udlandet. Spastikerforeningen mente derfor, at der var tale om merudgifter til en ferie, som familier i almindelighed holder. Der henvistes til Ankestyrelsens praksis meddelt i SM 0-75-96.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der forstås ved særlige tilfælde i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet, jf. servicelovens § 28 og § 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Afgørelse:

Den Sociale Ankestyrelse fandt, at familien ikke var berettiget til hjælp efter lov om social service § 28 til ekstra omkostninger i form af ekstraudgifter til leje af større bil, ekstraudgifter til bleer og vask på hotel og ekstraudgifter til hotelværelse til datteren under familiens ferie i 3 uger til USA.

Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp efter servicelovens § 28 bevares under ferieophold i udlandet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der efter bekendtgørelsens § 1, stk. 5, ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om "særlige tilfælde", må være beskrevet forhold i familiens situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i familiens situation var beskrevet sådanne forhold, at familiens situation kunne betragtes som et sådant "særligt tilfælde", at der var grundlag for Ankestyrelsen til at pålægge kommunen at yde familien hjælp til de omhandlede ekstra udgifter.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at 3 uger kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at det sociale nævns afgørelse ikke opfyldte betingelserne i forvaltningslovens § 24, stk. 1, om begrundelseskrav.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 22. december 2016, da den ikke længere er gældende