Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-31-00 om tilskud til personlig og praktisk hjælp - hjælp pågældende selv antager - beregning - tillæg for forskudt tid og lørdag/søndag

Resume:

Kommunen skulle ved beregningen af tilskuddets størrelse til privat antaget hjælp betale tillæg for den del af hjælpen, det efter en konkret vurdering måtte anses for nødvendig at udføre på forskudt tid og lørdag/søndag, svarende til de overenskomstmæssige regler om aflønning af hjemmehjælpere, såfremt sådanne tillæg indgik i aftalen med den private hjælp.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 76, stk. 1 og § 76, stk. 4

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 95

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 59 af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. - pkt. 88

Sagsfremstilling:

En 59-årig kvinde, som på grund af nedsat psykisk og fysisk funktionsevne havde behov for personlig og praktisk hjælp, fik bevilget støtte til at ansætte privat hjemmehjælp i henhold til servicelovens § 76, stk. 1, i 15 1/2 time ugentligt. Bevillingen blev givet, fordi det ikke var muligt for kommunens hjemmepleje at stille den fornødne hjælp til rådighed i de ønskede tidsrum. Kommunen henviste til, at kvinden skulle tidligt op hver morgen, og at hjælpen om eftermiddagen og aftenen skulle gives i små portioner.

Kommunen gav i forbindelse med beregningen af tilskuddet afslag på at yde tillæg for forskudt tid og lørdag/søndags tillæg m.v. Kommunen anførte, at ved ansættelse af private hjemmehjælpere ydede kommunen et tilskud svarende til grundlønnen (inkl. evt. anciennitet), feriegodtgørelse, ATP-bidrag og eventuelle sygedagpenge m.v., men uden pension eller tillæg for forskudt tid, lørdag/søndag m.v.

Kommunen anførte endvidere, at kommunens generelle praksis ikke omfattede udbetaling af tillæg for forskudt tid, lørdag/søndags tillæg m.v., fordi der normalt er gode muligheder for selv at tilrettelægge

hjælpen, så udførelse af arbejdet på sådanne tidspunkter reduceres mest muligt. At dette ikke nødvendigvis var tilfældet i den konkrete sag gav ikke i sig selv anledning til fravigelse af den generelle praksis.

Kommunen anførte desuden, at hjemmelen for afslaget på at lade tillæggene indgå i beregningsgrundlaget for tilskuddets størrelse lå i formuleringen af § 76, stk. 1, hvor det fremgår at kommunen kunne udbetale et tilskud til hjælp, som hun selv antager. Der er ingen vejledende tariffer, og det er således kommunen, der selv på baggrund af et rimeligt skøn skal fastsætte tilskuddets størrelse. Såfremt ansøgeren som privat arbejdsgiver måtte ønske at udbetale sådanne tillæg kan dette ske enten ved at reducere det samlede tidsforbrug tilsvarende eller ved selv at supplere tilskuddet med et beløb svarende til tillæggene eller ved tilsvarende at reducere i de øvrige lønandele, der udbetales. Tilsvarende kan ansøgeren ved tilrettelæggelsen af de tidspunkter, som arbejdet udføres på, begrænse behovet for særlige tillæg.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med hensyn til tildeling af støtte til ansættelse af privat hjemmehjælp i 15 1/2 time om ugen samt det forhold, at der ikke i den udmålte hjælp skulle ydes tillæg for forskudt tid, lørdag/søndags tillæg m.v.

Nævnet lagde vægt på, at det tildelte timeantal måtte anses for rimeligt i forhold til kvindens funktionsniveau. Nævnet lagde herunder vægt på, at kvinden normalt var på beskyttet værksted på hverdage, ligesom kommunen havde tilbudt hjælp via hjemmeplejens personale i de dage, hvor kvinden ikke var på beskyttet værksted.

For så vidt angik afslag på at beregne tillæg for hjælp på forskudt tid og lørdag/søndag lagde nævnet vægt på, at arbejdet ikke var overenskomstdækket, og at der ifølge servicelovens § 76, stk. 1, var tale om et tilskud til hjælp, der i øvrigt maksimalt måtte udgøre et beløb, der svarede til kommunens faktiske omkostninger ved at udføre et tilsvarende tilbud.

Ansøgerens værge klagede over nævnets afgørelse under henvisning til bl.a. en statusattest fra ansøgerens egen læge.

Socialministeriet udtalte til spørgsmålet om beregning af tilskuddet, at principperne for beregning af tilskuddet fremgår af § 76, stk. 4, samt pkt. 88 ff, i vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. Kommunen kan herefter udbetale tilskuddet som et fast beløb på grund af anslåede udgifter. Det er forudsat, at tilskuddet beregnes med udgangspunkt i de udgifter, som er forbundet med de pågældende tilbud. Tilskuddet kan maksimalt udgøre et beløb, som svarer til kommunens faktiske omkostninger ved at udføre et tilsvarende tilbud. Ved beregningen af dette beløb skal kommunen tage hensyn til alle omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven, herunder også omkostninger til administration i forbindelse med udførelsen.

Der var efter Socialministeriets opfattelse ikke noget til hinder for, at kommunen anvender de overenskomstmæssige regler om aflønning af hjemmehjælpere som vejledende faktor i forbindelse med beregningen af de anslåede udgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af efter hvilke retningslinier tilskuddet til hjælp efter § 76, stk. 1, jf. § 76, stk. 4, skal beregnes.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren kun var

tilkendt støtte til ansættelse af privat hjemmehjælp svarende til ialt 15 1/2 time om ugen, jf. servicelovens § 76, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold og oplysningerne om hendes behov for hjælp til personlige fornødenheder og praktisk hjælp. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren normalt var på beskyttet værksted på hverdage samt at kommunen havde tilbudt hjælp via hjemmeplejens personale i de dage, hvor hun ikke var på værkstedet.

Ankestyrelsen fandt derimod, at ansøgeren ved beregningen af tilskuddets størrelse var berettiget til tillæg for den del af hjælpen, der efter en konkret vurdering måtte anses for nødvendig at udføre på forskudt tid og lørdag/søndag svarende til de overenskomstmæssige regler om aflønning af hjemmehjælpere, såfremt ansøgeren ved indgåelsen af aftalen med den private hjemmehjælp havde forpligtet sig til at betale disse tillæg.

Begrundelsen for denne del af afgørelsen var, at bestemmelsen i § 76, stk. 1, om udbetaling af tilskud til privat ansættelse af hjælp kun kan anvendes, hvis kommunen ikke selv har mulighed for at stille den nødvendige hjælp til rådighed og at foranstaltningen således skal træde i stedet for den hjælp, som kommunen skulle have ydet med aflønning af sit eget personale.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det er anført i pkt. 88 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m. fl. , at det er forudsat at tilskuddet beregnes med udgangspunkt i de udgifter, der er forbundet med det pågældende tilbud, men at tilskuddet dog maksimalt kan udgøre et beløb, der svarer til kommunens faktiske omkostninger ved at udføre et tilsvarende tilbud. Det er desuden anført i vejledningen, at kommunen ved beregningen af det maksimale beløb skal tage hensyn til alle de omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven, herunder også omkostninger til administration i forbindelse med udførelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse med hensyn til udmålingen af det antal timer, hvori ansøgeren var berettiget til tilskud til privat ansættelse af hjælp efter § 76, stk. 1, men ændrede afgørelsen med hensyn til spørgsmålet om beregning af tillæg for hjælp på forskudt tid og lørdag/søndag.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen med henblik på fornyet beregning af tilskuddets størrelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 4. juli 2018, da den ikke længere har vejledningsværdi.