Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-41-00 om tilskud til hjælpere - særlige tilfælde - ekstra omkostninger forbundet med kortvarigt ferieophold i udlandet - hjælpers rejseudgift

Resume:

En handicappet mand var ikke berettiget til hjælp til ekstra omkostninger i form af rejseudgifter for hjælperen under ansøgers ferie i 1 uge i udlandet.

Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp bevares under ferieophold i udlandet. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om særlige tilfælde, må være beskrevet forhold i ansøgers situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Der var ikke i ansøgers situation beskrevet sådanne forhold, at der i forbindelse med ferien var grundlag for Ankestyrelsen til at pålægge kommunen at yde hjælp til de omhandlede ekstra omkostninger til hjælperens rejse på 2.395 kr. Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede situation. Heraf fremgik at der var bevilget 112 ekstratimer til hjælper, at 20% af bistandstillægget blev udbetalt til omkostninger ved hjælpeordningen, og at der var mulighed for at få tilskud til dokumenterede udgifter til hjælper nr. 2, såfremt det var nødvendigt at have 2 hjælpere med på ferie. Rejseudgifter på 2.395 kr. fandtes herefter ikke særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af ferieopholdet. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 2 og § 77

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 2, stk. 2 og § 96

Note:

*) Se også SM C-16-00

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 38-årig mand med børneleddegigt, som i mange år havde haft en hjælpeordning. Han var kørestolbruger. Han var tidligere blevet tilkendt højeste førtidspension, men

havde senere gennemført en uddannelse til arkitekt, hvorefter hans indtægtsgrundlag havde været henholdsvis arbejdsløshedsunderstøttelse og i perioder løn. For nogle år siden havde han søgt om etableringshjælp til start af egen arkitektvirksomhed og på ansøgningstidspunktet i august 1999 om ekstra hjælp under ferie i udlandet var hans forsørgelsesgrundlag etableringsydelse fra A-kassen. Han havde siden atter søgt om førtidspension med henblik på, at arkitektvirksomheden kunne drives som supplerende beskæftigelse. Han var tilkendt invaliditetsydelse og bistandstillæg. Bistandstillægget udbetaltes fuldt ud med henvisning til, at han selv sørgede for privat ekstra hjælp under weekendophold af privat karakter. Kommunen havde oplyst, at dette ikke udelukkede, at der kunne foretages en omprioritering med hensyn til anvendelse af tillægget til fordel for en ferierejse.

Han havde altid haft et meget højt aktivitetsniveau omfattende organisationsaktiviteter og ferier i udlandet. Indtil servicelovens indførelse var han flere gange bevilget hjælp til hjælpers rejseudgifter. I august 1999 ansøgte han om hjælpers rejseudgifter og om ekstra timer ved en ferierejse til udlandet en uge i august 1999. Han anførte bl.a, at der i "udlandsbekendtgørelsen" netop ved ferieophold ikke var nogen bestemmelse om, at der ikke kunne ydes hjælp til hjælpers rejse- og opholdsudgifter.

Ved kommunens afgørelse blev han bevilget 112 ekstratimer til en uges ferie i udlandet. Men han blev meddelt afslag på tilskud til hjælperens rejseudgift under henvisning til § 1, stk. 5, jf. § 5, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Kommunen henviste til, at 20% af bistandstillægget udbetaltes til omkostninger ved hjælpeordningen. Det blev udtalt i afgørelsen, at såfremt han var nødsaget til at have 2 hjælpere med på ferie for at det udmålte hjælpebehov kunne dækkes, var der i kommunen mulighed for at få tilskud til dokumenterede udgifter til hjælper nr. 2.

Det sociale nævn fandt ligesom kommunen, at han ikke var berettiget til hjælp efter servicelovens § 77 til dækning af hans hjælpers rejseudgifter i forbindelse med ferierejsen til udlandet.

Nævnet lagde vægt på, at det af § 1, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidigt ophold i udlandet fremgår, at der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarigt ferieophold i udlandet.

Nævnet anførte, at ifølge pkt. 214 i tilhørende vejledning kan sådanne ekstra omkostninger være enten tilskud til ekstra hjælpere eller hjælp til dækning af hjælpers opholds- eller rejseudgifter.

Der henvistes til, at kommunen havde vurderet, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, idet der var tale om en ordinær udgift i forbindelse med afholdelse af ferie i udlandet med en hjælper.

Der henvistes yderligere til, at efter retssikkerhedslovens § 69 kan det sociale nævn kun efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen, når der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge gældende regler kan ekstra omkostninger i forbindelse med ferie i udlandet kun ydes i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering. Hovedreglen er således, at der ikke kan ydes tilskud til dækning af ekstra udgifter ved ferie i udlandet.

Efter det oplyste om, at der i forbindelse med hans udlandsrejse var behov for en hjælper, uanset om der var behov for ekstra hjælpetimer, fandt det sociale nævn, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde i forbindelse med ansøgning om dækning af hjælpers rejseudgifter i forbindelse med ferierejse, at der var grundlag for at tilsidesætte det skøn, forvaltningen havde foretaget.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at amtet ikke havde taget stilling til hans klage over, at kommunen brugte § 1, stk. 5, jf. § 5, stk. 2 som begrundelse for afslag, og at mennesker med

handicap, der er nødt til have én og bare én hjælper med sig i forbindelse med afholdelse af ferie, er pålagt ekstraordinære udgifter, og at det ikke giver mennesker med handicap lige muligheder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af betingelsen "særlige tilfælde" i § 1, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, i forhold til spørgsmålet om en hjælpers rejseudgifter.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre kommunens og nævnets afgørelser, hvorefter ansøger ikke var berettiget til hjælp til dækning af hans hjælpers rejseudgift på 2.395 kr. i forbindelse med hans ferie til udlandet.

Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp efter servicelovens § 77 bevares under ferieophold i udlandet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der efter bekendtgørelsens § 1, stk. 5, ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i ansøgers situation var beskrevet sådanne særlige forhold, at der i forbindelse med den nævnte ferie ville være grundlag for at pålægge kommunen at yde ham hjælp til de omhandlede ekstra omkostninger til hans hjælpers rejse.

Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om "særlige tilfælde", måtte være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde det særligt påkrævet, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på den samlede beskrivelse af ansøgers situation. Heraf fremgik, at der i august 1999 var bevilget 112 ekstratimer til hjælper ved en uges ferie i udlandet, at 20% af bistandstillægget udbetaltes til omkostninger ved hjælpeordningen, og at der var mulighed for at få tilskud til dokumenterede udgifter til hjælper nr. 2, såfremt det var nødvendigt at have 2 hjælpere med på ferie.

Efter en konkret vurdering fandt Ankestyrelsen herefter ikke, at bevilling af rejseudgifter på 2.395 kr. i ansøgers situation var særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af ferieopholdet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen udtalte endelig, at styrelsen var enig med ansøger i, at det ikke i sig selv er afgørende for, om der er tale om et særligt tilfælde jf. § 1, stk. 5, i bekendtgørelsen, om der er behov for ekstra hjælpere under ferien, men at dette dog kunne indgå i den samlede konkrete vurdering af, om der i den konkrete situation var tale om et særligt tilfælde. Ankestyrelsen erklærede sig ligeledes enig med ansøger i, at § 5, stk. 2 i bekendtgørelsen ikke omhandler hjælp efter servicelovens § 77, men bekendtgørelsens § 1, stk. 5, henviser bl.a. til § 5, stk. 2.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 22. december 2016, da den ikke længere er gældende