Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-46-00 om husly - husvild - akut hjælp - boligløs - adresseløs - midlertidig bolig - indkvartering

Resume:

Ankestyrelsen fandt - ligesom nævnet - at ansøger ikke var omfattet af den berettigede personkreds for anvisning af husly, da ansøger på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke var boligløs.

Ankestyrelsen fandt det dog kritisabelt, at kommunens afgørelse først blev truffet knap 2 måneder efter ansøgningen om husly , idet formålet med husvildebestemmelsen er, at kommunen skal tilbyde akut hjælp til husvilde, eventuelt i form af en midlertidig bolig. Bestemmelsen forudsætter et umiddelbart tiltag fra kommunen.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen hurtigst muligt efter ansøgningen burde have tilbudt ansøger den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, såfremt ansøger da ikke selv havde mulighed for at skaffe sig indkvartering. I vurderingen af den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering burde i givet fald have indgået, at ansøger havde forældremyndigheden over et barn, som havde haft ophold hos ansøgeren.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 66

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 80

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne - Sindslidende stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. - kapitel 7

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 52-årig kvinde med psykiske problemer, som havde forældremyndigheden over en ca. 15-årig søn. Sønnen havde ophold hos ansøgeren ca. 5 dage om ugen og 2 dage om ugen hos faderen. Ansøgeren skulle udsættes af sin lejlighed. Grundet omstændighederne flyttede sønnen til sin far den 29. april 1999. Den 28. april 1999 henvendte en voksen søn sig til kommunen med henblik på, at ansøgeren havde brug for hjælp i forbindelse med udsættelsen af lejligheden. Den 3. maj 1999 søgte ansøger selv om husly. Den 6. maj 1999 udsatte fogeden ansøger af sin lejlighed. Ansøgeren var herefter uden registreret adresse og blev først den 2. juni 1999 tilmeldt sin voksne søns adresse. Der var ikke i sagen oplysninger om, hvor ansøgeren opholdt sig i perioden efter udsættelse af lejligheden indtil registreringen på sønnens adresse. På et tidspunkt i denne periode uden folkeregisteradresse efterlyste den voksne søn sin moder i kommunen.

I en afgørelse af 25. juni 1999 meddelte kommunen ansøger, at der ikke på daværende tidspunkt kunne stilles husly til rådighed, jf. servicelovens § 66, da antallet af lejligheder, kommunen disponerede over, ikke var tilstrækkeligt stort til, at alle kunne anvises en bolig. Kommunen forbeholdt derfor de ledige lejligheder til borgere med mindreårige, hjemmeboende børn, og da sønnen 29. april 1999 flyttede til sin far i en anden kommune, kunne der ikke anvises ansøger bolig. Ansøgeren blev opfordret til selv at søge passende bolig på det private boligmarked.

Nævnet tiltrådte den 4. januar 2000 kommunens afgørelse om afslag på anvisning af husly til husvilde, jf. servicelovens § 66 og med henvisning til Socialministeriets vejledning til bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at begrebet "husvild" forudsætter, at det drejer sig om en person eller en familie, der har mistet sin hidtige bolig og altså står helt uden tag over hovedet. Det er tillige en forudsætning, at den boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe indkvartering, og der kan ikke via § 66 skabes nogen varig løsning af ansøgerens boligproblem.

Nævnet lagde vægt på, at det var oplyst i sagen, at ansøgerens søn siden den 29. april 1999 var tilmeldt sin fars adresse, og at ansøgeren siden den 2. juni 1999 var tilmeldt en ældre søns adresse. Herefter lagde nævnet vægt på, at ansøgeren således ikke var omfattet af den berettigede personkreds i servicelovens § 66, ligesom der heller ikke i servicelovens øvrige bestemmelser var regler om boliganvisning.

Ansøgeren klagede herefter over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen i forbindelse med udsættelse af lejlighed, er berettiget til at afvise at anvise en person husly som husvild, herunder under hensyn til personens forældremyndighed over mindreårigt barn.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke var omfattet af den berettigede personkreds i servicelovens § 66 om anvisning af husly til husvilde.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke var uden bolig, da kommunen traf afgørelse den 25. juni 1999 og senere fastholdt denne i en afgørelse af 11. oktober 1999.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger på tidspunktet for kommunens afgørelser var tilmeldt adressen i kommunen. Ansøger kunne således ikke på dette tidspunkt anses for at være husvild, idet dette forudsatte, at man står helt uden tag over hovedet. I denne forbindelse henviste Ankestyrelsen til Socialministeriets vejledning om "Den sociale indsats for de mest udsatte voksne", kapitel 7 om tilbud til husvilde.

Ankestyrelsen fandt det dog kritisabelt, at kommunen først traf afgørelse den 25. juni 1999, jf. servicelovens § 66. Kommunen burde som følge af den telefoniske henvendelse af 28. april 1999 samt ansøgerens skriftlige ansøgning af 3. maj 1999 hurtigst muligt have taget stilling til ansøgerens anmodning om anvisning af husly, da hun den 6. maj 1999 mistede sin bolig og endvidere efter sagens oplysninger blev adresseløs i perioden fra den 6. maj 1999 til den 2. juni 1999.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at formålet med servicelovens § 66 er, at kommunen skal tilbyde akut hjælp til husvilde, eventuelt i form af en midlertidig bolig. Bestemmelsen forudsætter således et umiddelbart tiltag fra kommunen, hvilket ikke er sket i ansøgerens tilfælde.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunen i den konkrete sag hurtigst muligt efter ansøgningen den 3. maj 1999 burde have tilbudt ansøgeren den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige

indkvartering, såfremt ansøgeren på daværende tidspunkt ikke selv havde mulighed for at skaffe sig indkvartering.

I vurderingen af den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering burde have indgået, at ansøgeren havde forældremyndigheden over sin søn, som efter det oplyste havde haft ophold hos hende.

Ankestyrelsen tiltrådte med disse bemærkninger det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen tilføjede til ansøgerens orientering, at Ankestyrelsen alene havde behandlet spørgsmålet om anvisning af husly til husvilde efter servicelovens § 66. Ankestyrelsen havde ikke afgørelseskompetence i forhold til en mere varig løsning af ansøgerens boligproblem.