Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-48-00 om rollator - almindelige aldersbetingede lidelser - dobbeltsidig slidgigt - varige følger - væsentlig grad lette den daglige tilværelse - selvhjulpen - hjælpemidler

Resume:

Almindelige aldersbetingede lidelser er omfattet af reglerne om hjælpemidler. Afgørende for retten til hjælpemidler er den konkrete vurdering i forhold til betingelserne i lov og bekendtgørelse.

En kvinde med aldersbetinget dobbeltsidig slidgigt i hofterne fandtes efter en konkret vurdering berettiget til en rollator som et hjælpemiddel. Det var uden betydning at hun kunne cykle, hvilket ikke belastede hofterne i betydende grad.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde gangudløste hoftesmerter og gangusikkerhed, at slidgigten var en varig og smertefuld sygdom og at kvindens fysiske aktivitet var begrænset af generne. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at symptomerne i væsentlig udstrækning kunne afhjælpes ved brug af hjælpemidler, herunder rollator, og at en rollator i den konkrete situation ville betyde, at kvinden blev mere selvhjulpen. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på servicelovens indledende formålsbestemmelse.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 1, stk. 2 og § 97, stk. 1

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - pkt. 19, pkt. 20, pkt. 24, kapitel 5

Sagsfremstilling:

En kommune havde givet en 73-årig kvinde med slidgigt i begge hofter afslag på en rollator som hjælpemiddel. Kommunens begrundelse for afslag var, at kvinden var set færdes omkring i byen såvel gående og cyklende. Kommunen havde i sin indstilling til socialudvalget bl.a. anført, at det ifølge lovteksten ikke var nok, at der var tale om en god hjælp i dagligdagen, hvis hjælpemidlet skulle

bevilges efter § 97, hvor både væsentligheds- og varighedskriteriet skulle være opfyldt. Kommunen fastholdt sit afslag overfor nævnet, idet det ikke skønnedes at ansøgers lidelse var af varig karakter.

Nævnet fandt, at kvinden var berettiget til bevilling af den ansøgte rollator. Nævnet ændrede således kommunes afgørelse. Nævnet lagde til grund, at det er en betingelse for, at der kan ydes støtte til hjælpemidler efter lov om social service § 97, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på oplysningerne om kvindens helbredsmæssige forhold, herunder at hun led af slidgigt i begge hofter, og denne lidelse gav smerter ved gang og usikkerhedsfornemmelse. Der blev desuden lagt vægt på udtalelse fra nævnets lægekonsulent. På baggrund af oplysninger om, at slidgigten og gangusikkerheden var blivende tilstande uden egentlige behandlingsmuligheder, vurderede nævnet konkret, at kvinden havde en varigt nedsat fysisk funktionsevne. Der blev i denne forbindelse henvist til principperne i afgørelsen, offentliggjort i SM O-45-99 og pkt. 21 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Nævnet fandt på baggrund af det anførte, at en rollator i væsentlig grad ville kunne afhjælpe kvindens funktionsnedsættelse og lette den daglige tilværelse.

Af en statusattest fremgik, at kvinden i nogle måneder primo 1999 fik stillet en rollator til rådighed i forbindelse med rekreation efter hjerteoperation (bypass). Rollatoren viste sig at være en stor hjælp i dagligdagen i forbindelse med kortere eller længere gåture, som hun ellers ikke havde kunnet klare. Dette på grund af usikkerhedsfornemmelse i forbindelse med gangudløste hoftesmerter. Støtten fra samt vægtoverførelsen til rollatoren afhjalp disse problemer. Kvinden havde gennem år haft klinisk og røntgenologisk hofteartrose (slidgigt i hofterne), men endnu ikke i en sådan grad, at operation kom på tale. Såvel dette som gangusikkerheden var blivende tilstande, i øjeblikket uden egentlige behandlingsmuligheder. Endelig var det anført, at efter den undersøgende læges skøn ville en rollator være en god hjælp i ansøgers dagligdag.

I klagen fra kommunen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger kunne cykle rundt i byen på en almindelig 2-hjulet cykel og færdes "normalt" gående uden brug af hjælpemidler, såsom stok. Hendes lidelser vurderedes af kommunen at være "almindelige" i forhold til alderen, hvorfor der - efter kommunens opfattelse - med nævnets afgørelse blev lukket op for, at alle personer over en vis alder automatisk var berettiget til mobilitetshjælpemidler.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen opringning fra ansøger, der oplyste, at hun havde stor nytte af den bevilgede rollator, som hjalp meget, særligt ved hofterne. Rollatoren lettede i det hele taget hendes hverdag. Det var nu ikke længere nødvendigt for hende at tage 2 smertestillende piller om dagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om såkaldt "almindelige aldersbetingede lidelser", som fx slidgigt i begge hofter, med smerter ved gang og usikkerhedsfornemmelse, kan berettige til hjælpemiddel i form af rollator, efter servicelovens § 97, stk. 1, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kvinden var berettiget til den ansøgte rollator, jf. servicelovens § 97, stk. 1, og § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger havde en varigt nedsat fysisk funktionsevne, og at en rollator i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse. Ansøger opfyldte således betingelserne i servicelovens § 97, stk. 1, jf. § 1, stk. 1 i bekendtgørelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger led af slidgigt i begge hofter, bekræftet ved røntgenundersøgelser, og gangudløste hoftesmerter, samt gangusikkerhed.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at slidgigt i hofterne er en varig og smertefuld sygdom, der over tid udvikler sig til øgede smerter og nedsat gangevne, og at ansøgers fysiske aktivitet var begrænset af generne ved slidgigten.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at symptomerne ved lidelsen i væsentlig udstrækning kunne afhjælpes bl.a. ved brug af hjælpemidler, herunder rollator, og at en rollator i den konkrete situation ville betyde, at ansøger blev mere selvhjulpen.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på servicelovens indledende formålsbestemmelse, hvorefter det af § 1, stk. 2 fremgår, at formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere i relation til kommunens klage, at det efter en lægelig vurdering ikke er ualmindeligt, at personer med slidgigt i hofterne kan cykle, da disse bevægelser ikke belaster hofterne i betydende grad.

Endeligt blev det generelt bemærket, at behandling i form af indsættelse af kunstige hofteled normalt først sker, når anden afhjælpning ikke længere har effekt, og når der ikke er tale om konkurrerende psykiske eller fysiske lidelser, der kontraindikerer en eventuel operation.