Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-18-01 om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet - hjemmehjælp til rengøring - fælles bolig - familiemedlemmer - voksne børn

Resume:

Ankestyrelsen fandt - på grundlag af oplysningerne om, at to voksne sønner på 47 og 45 år anvendte ansøgers bolig på samme vilkår som hun selv - ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens skøn, hvorefter ansøger ikke havde behov for hjælp til støvsugning og gulvvask, uanset hun ikke selv kunne udføre disse opgaver.

Der blev lagt vægt på, at samtlige de rum i huset, som benyttedes af ansøger, også benyttedes af hendes to voksne sønner. Der var fælles køkken, fælles badeværelse og fælles opholdsstue, hvor ansøger nu sov, men som stadig fungerede som fælles opholdsstue både for hende og hendes to sønner.

Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en fælles bolig, hvor det ikke fandtes ulovligt eller åbenbart urimeligt at tage i betragtning, hvilke opgaver de øvrige familiemedlemmer i hjemmet kunne hjælpe med.

Ankestyrelsen havde efter nye oplysninger i sagen ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøger havde egne opholdslokaler eller afgrænsede lokaler.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 1, § 71 og § 75

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 83 og § 88

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 59 af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. - kapitel 5

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 73 årig enke med tre voksne sønner. Hun boede på en slægtsgård, hvor også de to voksne ugifte sønner på henholdsvis 47 og 45 år boede. Huset var på ca. 200 m2. Der havde altid boet to generationer i huset. Der var kun et køkken og et badeværelse, men der var en bruser i

malkerummet.

Ansøger havde i mange år haft en svær hjertesygdom og en svær rygsygdom. Der forelå en lægeudtalelse i sagen hvorefter hun ikke selv kunne støvsuge og vaske gulv. En svigerdatter hjalp hende med bad. Da svigerdatteren selv var syg, ville ansøger ikke bede hende om hjælp med rengøringen. Kommunen havde tilbudt ansøger hjælp til personlig pleje og en besøgsven, men det eneste, ansøger ønskede, var at beholde den hjælp til rengøring, som hun tidligere fik. Hjælpen til rengøring var hun tidligere blevet bevilget, da hendes mand, som var blevet senildement, levede.

Af kommunens bevillingsskrivelse fremgik bl.a., at hun selv klarede daglig husførelse såsom madlavning, tørre støv af, blomster m.v., men ikke kunne klare gulvvask og støvsugning. Hun ønskede ikke hjælp til personlig hygiejne. Da hun havde to raske hjemmeboende sønner, afsluttede kommunen den praktiske hjælp. Dette blev hun mundtligt oplyst om i december 1999 af kommunens sygeplejerske.

I klagen over kommunens afgørelse havde hun bl.a henvist til sin sygdom og til, at hun på lægelig anvisning tidligere var blevet bevilget 1 1/2 times rengøringshjælp om ugen. Hjælpen blev af sparehensyn halveret i 1998, hvilket hun havde forståelse for på grund af budgettet, men hun kunne slet ikke klare sig uden hjælp til støvsugning og gulvvask, da disse opgaver forstærkede hendes symptomer.

Klagerådet udtalte, at på baggrund af husstandens samlede ressourcer var ophør af praktisk hjælp i overensstemmelse med reglerne om tildeling af hjemmehjælp.

Ansøger henviste til, at hun havde fået det dårligere, siden hun blev bevilget rengøringshjælp. Hun havde altid været vant til og sat en ære i at kunne klare sig selv. Hun hverken kunne eller ville forlange, at hendes "børn" skulle tage fri for at hjælpe hende, hvilket hun heller ikke mente kunne være meningen.

Hendes læge havde beskrevet hendes helbredsmæssige forhold og anført, at han fandt det åbenlyst urimeligt, grænsende til det uanstændige at fratage hende hjemmehjælpen, som gjorde det muligt for hende at opholde sig i egen bolig.

Kommunen redegjorde for sagen til nævnet og henviste til opstramning af hele hjemmeplejen på grund af ressourceknaphed. Ved gennemgang af alle sager blev man opmærksom på, at ansøger havde fået praktisk bistand til rengøring til trods for, at der boede to voksne sønner i husstanden. Det var vurderet, at de to sønner kunne påtage sig den opgave med gulvvask og støvsugning, som ansøger ikke selv kunne klare, idet de to sønner havde fælles husførelse med ansøger. Kommunen henviste til, at afgørelsen var truffet i henhold til kommunens serviceniveau og Socialministeriets vejledning vedrørende sociale tilbud til ældre m.fl.. Kommunen vurderede ikke, at det forhold, at sønnerne arbejdede meget og derfor ikke var ret meget hjemme, var afgørende for at ændre beslutningen.

Ansøger oplyste bl.a. til nævnet, at det var en forudsætning for, at hun overhovedet kunne bo, hvor hun gjorde, at hendes to sønner også boede der. Sønnerne var ikke meget inde. Den ene havde selvstændigt værksted og kom sent hjem.

Ansøgers ene søn havde til nævnet bl.a. oplyst, at han lavede det meste af maden. Iøvrigt var husførelsen baseret på, at alle hjalp til, men ansøger var ikke længere i stand til at bidrage. Sønnerne mente ikke, at de kunne påtage sig at hjælpe mere, end de allerede gjorde, når de også skulle passe deres eget liv. Sønnerne hjalp naturligvis til med rengøringen, men dels stillede de ikke samme krav til rengøringsstandarden, som ansøger, dels var de i perioder meget lidt hjemme/inde. Ansøger sov nu i den fælles opholdsstue, da hendes soveværelse lå langt fra badeværelset.

Nævnet stadfæstede kommunes afgørelse, hvorefter ansøger ikke mere kunne modtage hjemmehjælp.

Nævnet lagde særligt vægt på, at adressen måtte betragtes som én husstand, hvor ansøgers 2 voksne sønner kunne udføre den del af husarbejdet, som ansøger ikke var i stand til.

I brev til Ankestyrelsen anførte nævnet yderligere, at der var lagt afgørende vægt på oplysningen om, at samtlige de rum, som benyttedes af ansøger, tillige blev anvendt af hendes to sønner. På denne baggrund fandtes der at være tale om fælles husstand.

Nævnet fandt ikke tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at sønnerne kunne udføre en del af husarbejdet, som hun ikke selv var i stand til.

Nævnet henviste til socialministeriets vejledning nr. 59 af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. pkt. 60.

I anken over nævnets afgørelse anførte sønnen bl.a., at der ikke var tale om, at han og broderen var hjemmeboende sønner. Derimod havde moderen boet til leje og betalt husleje hos sønnerne i de sidste 25 år. Sønnen mente derfor ikke, at man kunne sige, at der var tale om én husstand, når det ikke var tilfældet hverken forsikringsmæssigt eller skattemæssigt. Der blev købt ind i fællesskab. Han mente, at boligformen kunne sammenlignes med et kollegium, og at sønnerne ikke kunne være forpligtet til at udføre arbejde på den anden side af moderens dørtærskel. Sønnerne havde et hjørne af huset, som var deres eget. Da ansøgers soveværelse lå langt fra toilettet, var ansøger nu på grund af sygdom flyttet til den fælles stue, som lå nærmere badeværelset. Sønnerne måtte derfor bryde op mellem kl. 21.30 og 22.00 om aftenen. Køkken og bad var fælles.

Ansøger anførte selv, at hun var begyndt at overveje en ældrebolig, hvilket jo ville være meget dyrere for det offentlige.

På telefonisk forespørgsel fra Ankestyrelsen om anvendelsen af husets værelser oplyste ansøger, at der var to opholdsstuer, men de var begge fælles. Sønnerne havde ikke egne møbler bortset fra lidt møblement i deres egne værelser, hvor de havde deres ting som computer og lignende. Ansøger havde stadig sit tøj o. lign. i sit eget soveværelse, men sov i den ene fællesstue, hvor også det fælles farvefjernsyn stod. Sønnerne havde 2 kogeplader i deres ende af huset, hvis de fik gæster og ønskede at lave noget dér, men de brugte også køkkenet. Sønnerne havde også et sort/hvidt fjernsyn hos sig selv, men brugte også fællesstuen, men måtte bryde op, når ansøger skulle i seng. Møblerne i fællesstuen var ansøgers. Det var også ansøger, som mest anvendte stuen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af begrebet husstand i forhold til spørgsmålet om praktisk hjælp i hjemmet, herunder hvilke krav der i givet fald kan stilles til husstandens øvrige medlemmer ved vurderingen af behovet for hjælp.

Afgørelse:

Efter de i sagen på tidspunktet for nævnets afgørelse foreliggende oplysninger, hvorefter to voksne sønner på 47 og 45 år anvendte ansøgers bolig på samme vilkår som hun selv, fandt Ankestyrelsen ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens skøn, hvorefter ansøger ikke havde behov for hjælp til støvsugning og gulvvask, uanset hun ikke selv kunne udføre disse opgaver.

Ved den vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne om, at samtlige de rum i huset, som benyttedes af ansøger, også benyttedes af hendes to voksne sønner. Således fremgik det af disse oplysninger, at der var fælles køkken, fælles badeværelse og fælles opholdsstue, hvor ansøger nu sov, men som stadig fungerede som fælles opholdsstue både for hende og hendes to sønner.

På den således oplyste baggrund fandt Ankestyrelsen, at der var tale om en fælles bolig, hvor det ikke fandtes ulovligt eller åbenbart urimeligt at tage i betragtning, hvilke opgaver de øvrige familiemedlemmer i hjemmet kunne hjælpe med.

Ankestyrelsen tiltrådte på denne baggrund det sociale nævns afgørelse.

Der var under sagens behandling i Ankestyrelsen fremkommet nye oplysninger om brugen af husets enkelte rum, men Ankestyrelsen havde ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøger havde egne opholdslokaler eller afgrænsede lokaler.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 25. januar 2019, da den er erstattet af principafgørelse 3-19.