Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Det svenske selskab HQ.SE Holding AB (nu HQ.SE Aktiespar AB) foretog i 2000 og 2001 strukturændringer, der indebar, at aktionærerne i selskabet blev tildelt aktier i datterselskaberne Hagströmer & Qviberg AB og HQ.SE Fonder AB. En dansk aktionær anmodede Told- og Skattestyrelsen om tilladelse til, at strukturændringen blev betragtet som en spaltning, hvor aktionæren kunne opnå succession, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6. Der blev henvist til, at de gennemførte transaktioner opfyldte de krav, som den danske fusionsskattelov stiller for at kunne opnå succession. Told- og Skattestyrelsen imødekom ikke ansøgningen, idet erhvervelsen af aktierne i Hagströmer & Qviberg AB og HQ.SE Fonder AB ikke kunne anses som modtaget som led i en spaltning. Tildelingen af datterselskabsaktierne måtte derimod betragtes som udlodning af udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Afgørelsen er bindende for alle danske aktionærer i HQ.SE Holding AB, jf. TfS 1999, 449.
Den fulde tekst

Strukturændringer i udenlandsk selskab opfyldelse af spaltningsdefinition konsekvenser for danske aktionærer

 

 

Det svenske selskab HQ.SE Holding AB (nu HQ.SE Aktiespar AB) var ejer af datterselskaberne Hagströmer & Qviberg AB og HQ.SE Fonder AB. Selskabet ønskede at foretage en omstrukturering af koncernen således, at aktierne i datterselskaberne Hagströmer & Qviberg AB og HQ.SE Fonder AB blev tildelt aktionærerne i HQ.SE Holding AB (nu HQ.SE Aktiespar AB).

Ved HQ.SE Holding AB´s generalforsamling i 2000 blev det besluttet, at aktionærerne pr. 7/6 2000 skulle modtage 1 aktie i datterselskabet Hagströmer & Qviberg AB for hver 4 aktier, de besad i HQ.SE Holding AB. Beslutningen indebar således, at aktionærer, der pr. 7/6 2000 havde 4 aktier i HQ.SE Holding AB, fremover ville besidde 4 aktier i HQ.SE Holding AB og 1 aktie i Hagströmer & Qviberg AB. Aktionærerne modtog endvidere en kontant udligningssum på 6% af aktiernes pålydende værdi.

Ved HQ.SE Aktiespars AB´s generalforsamling i 2001 blev det besluttet, at aktionærerne pr. 7/5 2001 skulle modtage 1 aktie i datterselskabet HQ.SE Fonder AB for hver aktie, de besad i HQ.SE Aktiespar AB. Beslutningen indebar således, at aktionærer, der pr. 7/5 2001 havde 1 aktie i HQ.SE Aktiespar AB, fremover ville besidde 1 aktie i HQ.SE Aktiespar AB og 1 aktie i HQ.SE Fonder AB. Der skulle ikke udbetales kontante beløb i forbindelse med tildelingen af aktierne.

En dansk aktionær anmodede Told- og Skattestyrelsen om tilladelse til, at de to omstruktureringer skattemæssigt kunne behandles efter reglerne i fusionsskatteloven § 15 b, stk. 4, 2.-14. pkt., jf. fusionsskatteloven § 15 b, stk. 6.

Det var oplyst, at uddelingen for aktionærer, der var skattepligtige i Sverige, kunne ske skattefrit som følge af interne svenske skatteregler. For disse aktionærer ville anskaffelsessummen for de oprindelige aktier i HQ.SE Holding AB i stedet blive fordelt på de gamle og de nytildelte aktier.

Til støtte for en tilladelse havde den danske aktionærs repræsentant anført, at de gennemførte transaktioner opfyldte de krav, som den danske fusionsskattelov stiller for at kunne opnå succession. Det var nærmere anført, at de udskilte aktier udgjorde en gren af en virksomhed, samt at alle aktiver og passiver, der tilhørte den udspaltede gren, blev udskilt.

Told- og Skattestyrelsen udtalte, at efter fusionsskatteloven § 15 b, stk. 6 kan der efter ansøgning meddeles tilladelse til, at bestemmelserne i §15 b, stk. 4, 2.-14. pkt. finder tilsvarende anvendelse, når et selskab hjemmehørende i udlandet spaltes og selskaberne ikke beskattes efter reglerne i stk. 1.

Fusionsskatteloven § 15 b, stk. 6 vedrører således den situation, hvor et udenlandsk selskab spaltes, og selskaberne, der deltager i spaltningen, ikke omfattes af § 15 b, stk. 1. Reglen finder herefter anvendelse, når et udenlandsk selskab spaltes, og det ikke har aktiver og passiver tilknyttet et fast driftssted eller en fast ejendom i Danmark. I dette tilfælde vil det alene være relevant at sikre skattemæssig succession for danske aktionærer i det indskydende udenlandske selskab.

Fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6 åbner mulighed for, at selskabsdeltagerne i udenlandske selskaber kan opnå samme skattemæssige behandling, som tilfældet er ved en dansk skattefri spaltning. En forudsætning herfor er, at den foretagne transaktion kan karakteriseres som en spaltning i fusionsskattelovens forstand. Bestemmelsen åbner ikke mulighed for en mere fri fortolkning af spaltningsbegrebet. Spaltningsdefinitionen i fusionsskattelovens § 15 b, stk. 2 skal således opfyldes, hvilket bl.a. forudsætter, at der sker overførsel af aktiver til et andet selskab, og at der herfor ydes vederlag i aktier.

I denne sag udlodder HQ.SE Holding AB og HQ.SE Aktiespar AB sine aktier i to datterselskaber til aktionærerne, uden at selskabet ophører ved spaltningen. Denne transaktion kan ikke tillades efter reglerne i fusionsskatteloven kapitel 4, jf. TfS 1999, 257 og SKM 2001.315.

Som følge heraf er det Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at spaltningen af HQ.SE Holding AB og HQ.SE Aktiespar AB skal anses som udlodning af aktiebesiddelser i Hagströmer & Qviberg AB og HQ.SE Fonder AB. Denne udlodning skal kvalificeres som en skattepligtig udlodning af udbytte, jf. ligningslovens § 16 A.

Afgørelsen er bindende for alle danske aktionærer i HQ.SE Holding AB, jf. TfS 1999, 449.