Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-26-01 om magtanvendelse - flytning fra amtskommunal boform - demens - uden samtykke

Resume:

Flytning af en dement person fra en amtskommunal boform til et kommunalt plejehjem forudsatte, at betingelserne om optagelse i et bestemt botilbud efter reglerne om magtanvendelse for voksne var opfyldt.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 92, stk. 1, § 92, stk. 2, § 109, § 109e og § 109g

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - kapitel 12.2

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 45-årig mand, der led af personlighedsændring med demens som følge af en hjerneblødning. Manden var i august 1999 blevet optaget i en psykiatrisk institution efter bistandslovens § 112, fordi han efter en lægelig vurdering havde et særligt behov for pleje og behandling på grund af hans dementielle tilstand. Manden havde da en voldsom adfærd fysisk og verbalt.

Den amtskommunale boform udarbejdede i februar 2000 en ny beskrivelse af mandens tilstand. I udtalelse fra en speciallæge i psykiatri fra februar 2000 var det anført, at manden på grund af boformens miljøterapeutiske tiltag havde langt færre udadreagerende symptomer, den psykofarmakologiske behandling af ham var justeret og reduceret, og han råbte ikke længere. Speciallægen anførte endvidere, at nu var behovet for somatisk omsorg det mest fremtrædende, og manden kunne efter speciallægens mening tilbageflyttes til somatisk plejehjem.

Amtskommunen traf herefter den afgørelse, at manden skulle udvisiteres fra den amtskommunale boform. Amtet anførte i afgørelsen, at hans behov for primært somatisk pleje ville kunne tilgodeses på et nærmere bestemt kommunalt plejecenter, idet personalet her havde erfaring med pleje og omsorg for demenslidende, også med personer, der betragtedes som vanskelige.

Mandens 2 sønner klagede over amtets afgørelse under henvisning til, at han var faldet utroligt godt til i den amtskommunale boform.

Det sociale nævn fandt i sin afgørelse, at amtskommunens beslutning om udvisitering af manden fra den amtslige boform var ugyldig.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det i amtskommunens beslutning om udvisitering af ham var forudsat, at han i forlængelse af udvisiteringen blev optaget i et kommunalt botilbud.

Nævnet anførte, at afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke træffes af det sociale nævn efter indstilling fra kommunen. Der henvistes til servicelovens § 109 g, jf. § 109 e, samt socialministeriets vejledning om magtanvendelse og indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, punkt 12.2.

Da der ikke var truffet afgørelse efter de nævnte regler om optagelse i det kommunale botilbud, hvilede amtskommunens beslutning efter nævnets opfattelse således på en fejlagtig forudsætning, hvorfor den af amtskommunen trufne beslutning om udvisitering var ugyldig.

I amtskommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at mandens situation havde ændret sig således at han ikke længere havde behov for den særlige psykiatriske sygepleje og omsorg, der er en forudsætning for at få ophold i en § 92-boform. Den somatiske omsorg var nu det mest fremtrædende behov, som ud fra en samlet faglig vurdering ville kunne varetages i et kommunalt somatisk plejehjem. På grundlag heraf var der i samarbejde med den tidligere opholdskommune anvist et kommunalt plejehjem, som tillige havde stillet sig positivt over for opgaven.

Amtskommunen anførte endvidere, at det forståeligt nok ikke altid var lige acceptabelt for en beboer, dennes pårørende eller en værge, når der blev truffet afgørelse om udvisitering. Med nævnets afgørelse blev amtskommunens kompetence til at træffe afgørelser om udvisitering suspenderet i de situationer, hvor en beboer eller en værge modsætter sig en flytning, hvilket i værste fald kunne føre til tilsanding i boformen, hvorved andre der har behov for specialindsats udelukkes. Det ville føre til en mere uhensigtmæssig udnyttelse af specialressourcerne og endvidere blev amtets tilsynsforpligtelse f.s.v.a. økonomi og hensigtsmæssig ressouceudnyttelse suspenderet.

Tilsvarende ville gælde for kommunen, at den måtte betale for en langt dyrere foranstaltning end der vurderedes behov for. Anvendelse af servicelovens magtanvendelsesregler i udvisiteringssager, hvor der ikke foreligger samtykke, var et kraftigt brud med den hidtidige amtskommunale praksis. Der forelå ikke en sådan situation, jf. servicelovens § 109 e, som gjorde det absolut påkrævet at flytte manden til den kommunale boform for at han der kunne få den nødvendige hjælp, idet hjælpen ville kunne fortsætte og gennemføres i den amtskommunale boform.

Det var derfor amtets opfattelse, at det ikke kunne have været lovgivernes mening, at servicelovens § 109 g, jf. § 109 e skulle finde anvendelse i de situationer, hvor der ud fra en samlet faglig, økonomisk og ressourcemæssig vurdering var grundlag for at træffe afgørelse jf. servicelovens § 92, stk. 2, jf. § 92, stk, 1, om omvisitering til en mindre ressourcekrævende foranstaltning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om servicelovens § 109 e, jf. § 109 g, skal anvendes i forbindelse med udvisitering fra en amtskommunal boform, jf. servicelovens § 92, med henblik på optagelse i et særligt kommunalt botilbud uden samtykke.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at magtanvendelsesbestemmelserne for voksne skulle finde anvendelse i forbindelse med mandens udvisitering fra den amtskommunale boform med henblik på optagelse i det kommunale plejecenter.

Ankestyrelsen lagde til grund, at manden havde betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne og dermed var omfattet af personkredsen i § 109 i serviceloven.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at manden ikke havde samtykket i flytningen.

Ankestyrelsen fandt, at flytningen af manden måtte anses som et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten, jf. § 1 i bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selbestemmelsesretten.

Ankestyrelsen fandt derfor, at indgrebets lovlighed forudsatte, at betingelserne i servicelovens § 109 e, jf. § 109 g, var opfyldt.

Med hensyn til det der var anført i klagen om, at det efter amtskommunens opfattelse ikke kunne have været lovgiverens mening, at servicelovens § 109 e, jf. 109 g, skulle finde anvendelse i en sådan situation, bemærkede Ankestyrelsens at der ikke i følge ordlyden af lovbestemmelserne i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse, sås at være hjemmel til at undtage foranstaltningen fra magtanvendelsesreglernes anvendelsesområde.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at fortolkningen understøttedes af lovens forarbejder og Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, pkt. 12.2.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, hvorefter amtskommunens afgørelse var ugyldig. Det betød, at der kun kunne ske flytning af manden, såfremt betingelserne i servicelovens § 109 e, jf. § 109 g, var opfyldt.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 17. november 2017, idet den er erstattet af principafgørelse 85-17.