Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-32-01 om amtskommunale afgørelser - prøvelsesadgang - visitationsudvalg - særligt dagtilbud - varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

Resume:

Der kunne foretages fuld efterprøvelse af en amtskommunal afgørelse efter indstilling fra et visitationsudvalg i forbindelse med afvisning af optagelse af et barn med nedsat funktionsevne i en amtskommunal specialinstitution. Prøvelsesadgangen var således ikke begrænset efter retssikkerhedslovens regel om skønsmæssige afgørelser.

Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse, hvorefter barnet var berettiget til optagelse i et særligt dagtilbud, da der var tale om et barn med en svær nedsættelse af funktionsevnen, der måtte anses for varig i forhold til den iværksatte foranstaltning.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 60, stk. 1 og § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 16 og § 17

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 32

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 53 af 6. marts 1998 om dagtilbud m.v. til børn - kapitel 8

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte et udenlandsk barn der som ca. 5-årig kom til Danmark. Det var i hjemlandet født som den mindste af et tvillingepar og havde angiveligt altid været i dårlig trivsel såvel motorisk, sprogligt og funktionsmæssigt. Således var det anført, at barnet først begyndte at gå som 3 1/2 årig og at det fortsat brugte ble.

Fra det hospital, hvor barnet var til behandling, forlød det bl.a., at barnet hidtil kun havde fået flydende føde, barnet havde angiveligt haft mange luftvejsinfektioner og havde altid været i dårlig trivsel. Efter ankomst til Danmark havde barnet fået fjernet polypper og lagt dræn i ørene. Barnet havde endnu ikke noget sprog, var meget tynd og spinkel og havde fortsat problemer med afføringen, og ind imellem kaster barnet op. Barnet var fortsat under udredning på børneafdelingen og blev beskrevet som generelt svært retarderet, men der var ikke fundet noget neurologisk specifikt udover let nedsat kraft i benene. Det blev fundet, at barnet var kandidat til specialbørnehave.

Kommunen indstillede til optagelse af barnet i amtskommunal specialinstitution. Amtets Børn- og ungeafdelingen besluttede efter indstilling fra visitationsudvalg, at give afslag på optagelse i specialbørnehave. Begrundelsen for afgørelsen var, at barnet blev passet i hjemmet, og at det blev skønnet at barnet ville have udbytte af et tilbud i en kommunal specialforanstaltning.

Af journalnotat fra det sociale nævn fremgik det bl.a., at en overlæge telefonisk havde oplyst, at det var umuligt at sige, om barnet ville få det så godt, at der ikke længere ville være behov for specialhjælp. Der var ikke tale om en fremadskridende lidelse. Der ville formentlig ikke være tvivl om, at barnet ville få det bedre, hvis der blev tilbudt specialhjælp, men efter overlægens vurdering, ville barnet aldrig blive normal. Det blev vurderet at barnet var sværere retarderet end andre, der kommer i specialinstitution.

Af motorisk perseptuel undersøgelse fremgik det bl.a., at barnet efter at være startet i dagpleje havde udviklet sig meget og at barnets udvikling nu var mere jævn.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at amtet fandt, at sagen havde principiel betydning for omfanget af det skøn som et visitationsudvalg kan udøve ved en afgørelse om, hvornår børn kan profitere af ophold i amtets særlige dagtilbud efter servicelovens § 16.

Visitationsudvalget vurderede på baggrund af barnets daværende udviklingsniveau, at barnet ikke opfyldte betingelserne for plads i et særligt dagtilbud, og at barnet ville være velplaceret i et kommunalt dagtilbud, jf. servicelovens § 7 og § 4.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det skøn der indgår i et amtskommunalt visitationsudvalgs indstilling kan efterprøves fuldtud, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1 eller om prøvelsesadgangen var begrænset efter reglen i retssikkerhedslovens § 69 om skønsmæssige afgørelser.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig i det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at nævnet var begrænset i sin adgang til at efterprøve amtskommunens afgørelse jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, uanset at afgørelsen er truffet på grundlag af indstilling fra et visitationsudvalg.

Ankestyrelsen efterprøvede således afgørelsen fuldtud, idet prøvelsesadgangen ikke var begrænset efter reglen i retssikkerhedslovens § 69 om skønsmæssige afgørelser.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at barnet af behandlerne var beskrevet som et barn med svært nedsat funktionsevne. Lægeligt var barnet beskrevet som svært retarderet og selv om det ikke kunne udelukkes at barnet fik det bedre, såfremt der blev tilbudt specialhjælp, var det oplyst, at barnet aldrig ville blive normalt fungerende.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at den funktionsnedsættelse der var tale om, måtte antages at være varig i forhold til den aktuelt ansøgte foranstaltning.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse om at barnet skulle optages i et særligt dagtilbud jf. servicelovens § 16, stk. 1.