Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-48-01 om magtanvendelse - optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke - betydeligt misbrug - skizofreni - midlertidigt eller varigt ophold - botilbuddet ikke omfattet af bestemmelsen

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ikke var opfyldt for en 21-årig kvinde, der led af paranoid skizofreni, og som havde et omfattende misbrug af forskellige rusmidler.

Ankestyrelsen fandt, at midlertidige botilbud oprettet i medfør af servicelovens bestemmelser herom ikke er omfattet af reglerne i serviceloven om flytning uden samtykke.

Ankestyrelsen lagde vægt på lovens forarbejder samt Socialministeriets vejledning om magtanvendelsesreglerne.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 109, § 109e og § 109g

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 129, stk. 1 og § 131, stk. 1

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - herunder pædagogiske principper

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 21-årig kvinde, som var paranoid skizofren. Hun var opvokset i et socialt belastet miljø, hvor begge forældre havde misbrugsproblemer. Opvæksten havde været meget kaotisk. Hun havde haft et misbrug af diverser rusmidler siden hun var 8 år. Hun havde tidligere været anbragt på forskellige efterskoler i medfør af bistandslovens § 33, men hun holdt enten op eller blev smidt ud de pågældende steder på grund af hashrygning og druk. Hun var ikke indstillet på at modtage tilbud om mere omfattende behandlingsformer. Fra februar 1997 til august 2001 havde hun været indlagt på psykiatriske afdelinger i alt 9 gange. Der var alle gangene tale om tvangstilbageholdelse enten i forbindelse med eller under indlæggelsen. Udover sin skizofrene psykose havde hun nogle omfattende kognitive forstyrrelser, formentlig forårsaget af hendes omfattende mangeårige misbrug. Hendes kroniske stoftrang var en alvorlig risiko for en yderligere forværring af hendes hjerneskade, idet hun var ukritisk misbruger af f.eks. neglelak, lightergas og enhver form for rusmiddel hun kunne komme i nærheden af. Hendes kognitive funktionsniveau blev testet til grænsen til mental retardering i lettere grad.

Kommunen fandt, at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for flytning af hende til et sted med døgnbehandling. I modsat fald ville der være åbenbar risiko for, at hun udsatte sig for alvorlig personskade, idet hun ikke var i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger og ikke havde forståelse for sin situation. Da hun havde brug for hjælp 24 timer i døgnet, blev det vurderet, at hjælpen ikke kunne gives under andre former end et døgnophold. Det vurderedes, at et opholdssted, jf. servicelovens § 91, ville være det rette tilbud til hende. Hun var opsagt fra sin tidligere lejlighed, og havde derfor ikke en bolig at vende tilbage til. Hun afviste at vende tilbage til det pågældende opholdssted eller et hvilket som helst andet opholdssted. Hun ønskede at få sin egen lejlighed, så hun kunne drikke, som det passede hende.

Kommunen indstillede til nævnet, at hun uden samtykke blev flyttet til et opholdssted. Der var tale om et midlertidigt botilbud oprettet af kommunen i medfør af servicelovens § 91. Der var tale om et behandlingssted, hvis formål var at yde praktisk, terapeutisk og pædagogisk behandling og støtte til mennesker i alderen 18 år og opefter med psykologiske og psykiatriske lidelser/problemstillinger med det sigte at styrke og fremme personlighedsudvikling, selvudvikling og at udvikle og forfine mestringsegenskaber til varetagelse/udholdelse af tilværelsen. Det var endvidere formålet gennem praktisk, terapeutisk og pædagogisk behandling og indsats at lindre lidelse og at støtte klienter så de på trods af eventuelle svære/kroniske psykiske lidelser fik en optimal og positiv tilværelse. Det var også formålet at udvikle klienter henimod en selvstændig varetagelse af egen tilværelse, eventuelt med en gradueret støtte.

Det var hensigten at hun skulle være på en afdeling af opholdsstedet med plads til 9 klienter. Målgruppen var primært klienter med dobbeltdiagnoser (en psykiatrisk lidelse og et stofmisbrug). Der modtoges klienter med behandlingsdom og klienter i surrogatfængsel. Diagnostisk drejede det sig om det skizofrene spektrum, herunder stofinducerede psykoser, affektive lidelser, svære personlighedsforstyrrelser af antisocial karakter. Opholdet kunne blive af længere varighed. Der var beskrevet en række særlige regler i forbindelse med behandling specifikt for afdelingen. Klienterne havde ikke penge på sig, gik ikke alene uden for grunden og tog ikke alene til byen og handlede. Al aktivitet foregik sammen med personalet. Stoffer og alkohol blev absolut ikke accepteret, og klienterne blev ved visitationen orienteret om, at en del af behandlingen var, at man skulle være stof- eller alkoholfri, for derefter at kunne modtage en behandling. Der blev arbejdet målrettet på en kognitiv miljøterapi, hvor man vægtede indsigt, erkendelse og ansvarsfølelse. De daglige pligter indgik i behandlingen. Der blev vægtet en kognitiv udvikling, hvilket tilgodesås ved skolegang og foredragsrækker.

Nævnet fandt ikke, at hun uden samtykke kunne flyttes til opholdsstedet. Nævnet fandt ikke, at det nævnte opholdssted var et sådant særligt botilbud, der falder ind under servicelovens § 109 e. Efter § 109 e forudsættes det, at der er tale om optagelse i et særligt botilbud med henblik på varigt ophold.

Det var oplyst, at kommunen anså botilbuddet for at være et varigt tilbud, da det forventedes, at hun skulle være på stedet i lang tid. Nævnet anførte, at der imidlertid var knyttet en række vilkår til optagelse på stedet og klienterne skulle acceptere en række begrænsninger som f.ex. at holde sig alkohol- og stoffrie og, at de ikke måtte bevæge sig uden for stedet på egen hånd, ligesom de daglige pligter var en del af behandlingen.

Stedet fandtes på den baggrund i stedet at være et behandlingstilbud, hvor optagelse må bygge på frivillighed. Kommunen måtte således forsøge at motivere hende til en frivilling optagelse, eller finde et botilbud, der var omfattet af servicelovens § 109 e.

Nævnet fandt samtidig, at såfremt der var tale om et botilbud, der var omfattet af servicelovens § 109 e, havde betingelserne for optagelse uden samtykke været opfyldte. Nævnet fandt, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at hun ville udsætte sig for alvorlig personskade ved forbliven i egen bolig, og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for flytning, jf. servicelovens § 109 e, stk. 2.

Nævnet fandt endvidere, at flytningen til et botilbud efter § 109 e, var absolut påkrævet for at hun kunne få den nødvendige hjælp. Det vurderedes, at hun var ude af stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger, og den nødvendige hjælp skønnedes ikke at kunne gennemføres i den hidtidige bolig, jf. § 109 e, stk. 1. Nævnet fandt, at servicelovens regler om advokatbistand, værgebeskikkelse og pårørendes bemærkninger til flytningen var opfyldte.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen, hvoraf fremgik, at hun var til fare for sig selv. Hun formåede ikke at styre sit indtag af alkohol og andre stoffer og var tidligere fundet nærmest bevidstløs i egen bolig som følge af indtagelse af stoffer.

Hun røg og skoddede sine cigaretter, hvor det passede hende. Hun havde således skoddet en cigaret i et plastikkrus i sengen, hvorved der gik ild i sengetøjet. Hun havde endvidere brændt hul i gulvtæpper, fordi hun smed cigaretskodder på gulvet.

Hun formåede ikke at tage vare på sig selv, og fik således ikke passende kost og kunne ikke selv indtage ordineret medicin.

Nævnet anførte endvidere, at kommunen havde indstillet til nævnet, at der blev truffet afgørelse om, at hun kunne tilbageholdes i boligen efter servicelovens § 109 c. Dette fandt nævnet imidlertid ikke at kunne tage stilling til og det fandtes ikke fornødent, da optagelsen i botilbuddet blev afvist. Det blev samtidig anført, at efter § 109 c er det kommunen eller amtskommunen selv, der træffer afgørelse om tilbageholdelse i boligen. Kommunen skal såfremt tilbageholdelsen sker mod pågældendes vilje forelægge sagen for nævnet til godkendelse. Nævnet kunne derfor først tage stilling til dette spørgsmål, når kommunen havde truffet afgørelse og kun, såfremt det var sket mod pågældendes vilje. Dette kunne ikke afgøres på forhånd.

Der var ydet advokatbistand i sagen, og der var indledt værgemålssag. Advokaten anførte bl.a., at han havde svært ved at forestille sig, at hans klient fremover uden en væsentlig bedring i sin nuværende tilstand ville kunne tage vare på sig selv. Hans klient ville dog under ingen omstændigheder give sit samtykke til nogen som helst form for anbringelse.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at såvel Amtshospitalet som kommunen fandt, at det ville være uforsvarligt at lade hende flytte i egen lejlighed, da der var åbenbar risiko for, at hun i såfald ville udsætte sig for alvorlig personskade. Kommunen bemærkede i forhold til nævnets afgørelse og begrundelse, at botilbudet kunne anses som et varigt tilbud, da det måtte forventes, at hun skulle være på stedet over flere år, selvom opholdsstedet var et tilbud efter § 91. Med hensyn til de vilkår der knytter sig til optagelse på stedet, fandt kommunen, at der var tale om vilkår, som formentlig også ville forekomme, såfremt hun fik ophold i et amtskommunalt tilbud efter servicelovens § 92, ligesom der også der ville være tale om et behandlingstilbud. Kommunen henviste til, at det af afgørelsen fremgik, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at hun ville udsætte sig for alvorlig personskade ved forbliven i egen bolig, og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for flytning, jf. servicelovens § 109 e.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden uden samtykke skulle flytte til det pågældende opholdssted, jf. servicelovens § 109 e, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt, at opholdsstedet var et særligt botilbud omfattet af servicelovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at opholdsstedet var et midlertidigt botilbud oprettet efter servicelovens § 91.

Ankestyrelsen fandt ikke, at midlertidige botilbud oprettet i medfør af servicelovens kapitel 18 er omfattet af servicelovens § 109 e, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved fortolkningen heraf særligt vægt på forarbejderne til kapitel 18 og 21 i serviceloven, samt på kap. 12 i Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne.

Det fremgår heraf, at bestemmelsen i servicelovens § 91 har til formål at sikre, at kommunerne fortsat kan tilbyde midlertidige ophold, herunder weekendophold til personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige muligheder, udslusning mv. Også akutophold og "halfway-houses", der tilbydes henholdsvis sindslidende og stofmisbrugere i efterbehandlingsfasen er omfattet.

Det fremgår endvidere, at formålet med opholdet i et § 91-botilbud ofte vil være stabilisering og forbedring af beboerens funktionsniveau. Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, enten at formålet med opholdet er opfyldt, eller at den pågældende har et varigt behov for en boform efter den sociale lovgivning.

Det fremgår desuden, at anvendelsesområdet for servicelovens § 109 e forudsætter, at der er tale om optagelse i et særligt botilbud med henblik på varigt ophold. Bestemmelsen omfatter dermed en personkreds for hvem, der typisk ikke er udsigt til bedring. Ved særlige botilbud efter serviceloven forstås, jf. vejledningen, de botilbud som fortsat drives af kommunen eller amtskommunen i medfør af servicelovens § 140, stk. 1 og de amtskommunale boformer efter servicelovens § 92.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, hvorvidt betingelserne for at flytte kvinden uden samtykke ville være opfyldt, hvis hun blev visiteret til et bestemt botilbud omfattet af servicelovens § 109 e, stk. 1. Ankestyrelsen fandt, at denne afgørelse måtte bero på en konkret vurdering af sagens samlede oplysninger på dette tidspunkt.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at udfra en lægelig vurdering sås de psykiatriske behandlingsmuligheder under ophold på hospital ikke opbrugt.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. februar 2015, da den er erstattet af principafgørelse 6-15.