Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-55-01 om el - kørestol - selvhjulpen - chaufførmulighed - kørselsbehov - bil - hjælpemidler

Resume:

Der blev givet afslag på en fornyet ansøgning om støtte til køb af bil til en 32-årig kvinde som benyttede el-kørestol med henvisning til, at kørselsbehovet ud fra en samlet bedømmelse af de sociale og helbredsmæssige forhold mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger end ved støtte til bil.

Begrundelsen var bl.a., at støtte til bil ikke ville gøre ansøger selvhjulpen, idet ansøger ikke selv skulle køre bilen og der ikke ansås at være chaufførmuligheder til rådighed som i tilstrækkeligt omfang kunne dække ansøgers samlede kørselsbehov.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Sagsfremstilling:

En 32-årig kvinde med højeste førtidspension var i 1994 bevilget støtte til bil efter bilbekendtgørelsens § 4, samt tilskud til erhvervelse af kørekort. Ansøger havde dog ikke opnået at få kørekort, idet hun ikke havde de fornødne færdigheder hertil. Ansøgers mor havde fungeret som chauffør, i det omfang det var muligt for hende. Herudover havde ansøger en mini-crosser, som hun havde benyttet i nærområdet. Ansøger søgte i 1999 om førtidig udskiftning til minibus efter bilbekendtgørelsens § 6. Ansøgeren havde under sagens behandling fået bevilget el-kørestol, bl.a. til færdsel i nærmiljøet.

Ansøgeren led af spastisk lammelse af begge ben, demens, epilepsi og overvægt.

I sagen var det oplyst, at ansøger havde hjemmevejleder 10 timer ugentligt, som bl.a. kunne hjælpe med indkøb.

Der var forskellige oplysninger om kørselsbehovet.

Under sagens behandling indhentede Ankestyrelsen oplysninger om ansøgers kørselsbehov.

Om kørselsbehovet var det senest oplyst, at ansøger 4 dage ugentlig fra kl. 9-15 var i et dagtilbud, hvortil der var kørselsordning. Herudover var der et kørselsbehov i week-enderne, hovedsageligt til besøg hos familie og venner.

Ankestyrelsen indhentede tillige oplysninger om chaufførmuligheder, idet det var oplyst at det var moderen - som arbejdede 4 dage ugentligt - og en bror der skulle køre ansøgeren. Det forelå herefter oplyst, at moderen og broderen ikke var i stand til at være chauffører til samtlige kørselsbehov på hverdage, men kunne afhjælpe behovet i weekender og aftener.

Det blev til Ankestyrelsen oplyst, at en bil ville give ansøgeren hurtigere transport og frihed til selv at bestemme kørsel med kort varsel. Det blev også oplyst, at ansøger ville kunne søge en handicaphjælper til at køre og til at hjælpe hjemme.

Det fremgik af sagen, at kommunen var indstillet på at undersøge yderligere transportmuligheder for ansøger i forbindelse med ansøgers ønsker om aktiviteter, ligesom det fremgik, at ansøger allerede havde benyttet diverse kørselsordninger, og havde HT-Handicapkørsel som kunne benyttes til aften- og weekendudflugter.

Amtskommunen fandt ikke ansøgeren berettiget til førtidig udskiftning af bil og inddrog samtidig støtten til tidligere bevilgede bil. Amtet lagde vægt på, at ansøger havde en alvorlig og varig nedsættelse af funktionsevnen og skønnedes at opfylde de helbredsmæssige betingelser for at opnå bilstøtte. Amtet begrundede afgørelsen med, at ansøger benyttede minicrosser til indkøbsture m.v. i nærmiljøet og ansøger ville kunne benytte el-kørestol til samme formål. Ansøger var i stand til at benytte S-tog i minicrosseren. Ansøger skønnedes ikke at have et dagligt behov for at benytte bil og havde ikke nogen, der kunne transportere hende i bil i hverdagen. Ansøger benyttede HT-transport i forbindelse med svømning og ville kunne benytte HT-transport til længere planlagte ture. Behov for transport til evt. læge, hospital, træning eller undervisning, ville ansøger have mulighed for at søge tilskud til i kommunen.

Nævnet tiltrådte amtets afgørelse og fandt ikke ansøger berettiget til støtte til køb af bil. Nævnet tiltrådte tillige, at støtten til den tidligere bevilgede bil blev inddraget. Nævnet begrundede afgørelsen med, at selvom ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for bilstøtte, fandt nævnet, at ansøger ikke havde et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjalp følgerne af lidelsen og lettede den daglige tilværelse.

Ved afgørelsen lagde nævnet til grund, at ansøgers kørselsbehov var beskrevet som behov for kørsel til indkøb, til svømning hver torsdag samt besøg i weekender hos familie og venner. Ansøger havde en bror, som boede ca. 18 km fra hende. Ansøger besøgte broderen 3-4 gange om måneden samt ved fødselsdage og højtider. Herudover besøgte ansøger familie i øvrigt ca. hver 14 dag og veninder ca. 2-3 gange årligt.

Nævnet lagde videre til grund, at ansøger havde oplyst, at efter hun havde fået en ny el-kørestol havde hun fået sværere ved at handle, idet hun måtte have varerne i en pose foran. Ansøger havde hjemmevejleder 10 timer ugentlig, hvor der var mulighed for hjælp til indkøb. Ansøger gik til træning i aktivitetscenter, hvortil hun selv kørte frem og tilbage i kørestolen. En gang ugentlig benyttede ansøger handicapbefordring til svømning, hvortil kommunen betalte udgiften. Til svømning var der ledsageordning. Herudover havde ansøger HT-handicapkørsel til f.eks. weekend-udflugter. Ansøger var i stand til at færdes i nærmiljøet i el-kørestolen.

Nævnet anførte videre, at såfremt ansøger skulle udvide sine daglige aktiviteter var kommunen indstillet på at undersøge transportmulighederne. Nævnet fandt - ud fra beskrivelsen af ansøgerens muligheder for i det daglige at færdes i nærmiljøet samt den hjælp kommunen stillede til rådighed, hvorved ansøger bl.a. kunne få hjælp til diverse indkøb - at der tilbage alene var beskrevet et begrænset behov for kørsel i relation til udflugter og besøg. Dette behov dækkede så begrænset et formål, at ansøger ikke opfyldte betingelserne i bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3.

I Ankestyrelsen blev sagen behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøgers kørselsbehov var af et omfang, der kunne berettige til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag efter servicelovens § 99, jf. socialministeriets bilbekendtgørelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil efter §§ 1 og 2 i Socialministeriets bilbekendtgørelse efter servicelovens § 99.

Ansøger opfyldte derfor heller ikke betingelserne for fritagelse for betaling af afgift efter bekendtgørelsens § 8.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at selv om ansøger helbredsmæssigt opfyldte betingelserne for støtte til bil, vurderede Ankestyrelsen, at ansøgers kørselsbehov ud fra en samlet bedømmelse af de sociale og helbredsmæssige forhold mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger end ved støtte til bil, jf. bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Begrundelsen var endvidere, at støtte til køb af bil ikke ville gøre ansøger selvhjulpen, idet ansøger ikke selv skulle køre bilen og der ikke kunne anses at være chaufførmuligheder, som i tilstrækkeligt omfang kunne dække ansøgers samlede kørselsbehov.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen vægt på den samlede beskrivelse af ansøgers kørselsbehov, herunder beskrivelsen fra juli 2001, hvorefter ansøgers aktuelle kørselsbehov bestod i, at hun med virkning fra april 2001 var startet i dagtilbud, mandag, tirsdag, onsdag og fredag, fra kl. 9.00 til 15.00. Der var i denne forbindelse kørselsordning. Herudover havde ansøger kørselsbehov i weekenden.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger - i et vist omfang - havde mulighed for at færdes i sin el-kørestol i nærmiljøet. Endvidere var det oplyst i sagen, at kommunen var indstillet på at undersøge mulighederne for transport i øvrigt.

Ankestyrelsen skønnede herefter, at ansøger ikke havde et dagligt udækket kørselsbehov, og at ansøgers kørselsbehov herefter mest hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger, også når der hensås til, at ansøger ikke havde chaufførmuligheder alle ugens dage i tilstrækkeligt omfang.

Ankestyrelsen oplyste, at det bl.a. indgår i vurderingen af berettigelse til bilstøtte om ansøgeren selv kan køre bilen, eller om ansøgerens chauffør/chauffører er til rådighed på en sådan måde, at ansøgerens samlede kørselsbehov i videst muligt omfang kan dækkes, jf. § 11, stk. 1, nr. 6, om vilkår for støtte, i bilbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen var opmærksom på oplysningerne om, at ansøger eventuelt kunne søge en handicaphjælper til bl.a. at være chauffør for hende. Ankestyrelsen fandt dog ikke, at dette forhold aktuelt kunne tillægges vægt, men gjorde opmærksom på, at såfremt der skete ændringer i ansøgers sociale forhold havde hun mulighed for at rejse ny ansøgning om støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.