Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-9-02 om hjælpemidler - vurderingsgrundlag - frivilligt arbejde - blind - bil

Resume:

En blind ansøger som havde en række frivillige hverv ved bl.a. formandsskaber indenfor Dansk Blindesamfund samt medlemsskab af bl.a. handicapbestyrelser for hvilket ansøger oppebar ca. 50.000 kr. årligt skulle bedømmes på ikke-erhvervsmæssigt grundlag ved ansøgning om bilstøtte.

Ankestyrelsen fandt ikke, at de frivillige hverv, uanset vederlag herfor, kunne bevirke, at ansøgningen skulle bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgers frivillige hverv kunne sidestilles med borgerligt ombud. Ansøger var derfor ikke berettiget til bilstøtte. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1 og § 114, stk. 3

Note:

*) Se også SM O-7-90 samt SM O-65-97

* * * * *

Sagsfremstilling:

En 55-årig blind mand søgte om støtte til køb af bil. Han havde flere gange tidligere fået støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag. Ansøger modtog højeste førtidspension, og var ikke længere i arbejde. Han havde en række frivillige hverv ved bl.a. formandsskaber indenfor handicapforbund samt medlemsskaber af handicapbestyrelser med et årligt vederlag på ca. 50.000 kr. Dette medførte møder m.v. i dag- og aftentimer, mest aftentimer. Hustruen skulle være chauffør. Møderne var ofte på fremmede og ukendte steder. Førerhund kunne anvendes i nærområde og kendte steder.

Amtskommunen fandt ikke, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil. Den lagde til grund, at ansøger sidst havde opnået bilstøtte til erhvervsmæssigt brug, fordi funktionsevnen på grund af svær øjenlidelse var varigt nedsat og fordi ansøgers mulighed for at fastholde sit arbejde uden brug af bil var væsentligt vanskeliggjort. Ansøgeren havde siden 1998 modtaget pension og ansøgningen skulle derfor vurderes i forhold til fritidskørsel til formands- og bestyrelsesposter indenfor forskellige handicaporganisationer. Ansøger var i stand til at benytte offentlige transportmidler enten sammen med sin førerhund i kendte områder eller med ledsager i ikke-kendte områder. Amtet skønnede på denne baggrund, at ansøgers evne til at færdes ikke var væsentligt forringet og skønnede ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at opnå støtte til køb af bil jf. bilbekendtgørelsens § 1.

Det sociale nævn tiltrådte amtskommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger modtog førtidspension og at ansøger herudover i 1999 havde modtaget honorarer på ca. kr. 47.000 for frivilligt organisationsarbejde. Nævnet fandt ikke, at deltagelse i sådant arbejde kunne betragtes som erhvervsmæssig beskæftigelse. Det var derfor nævnets opfattelse, at ansøgningen skulle bedømmes på ikke erhvervsmæssigt grundlag, det vil sige efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3.

Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøger led af blindhed. Ansøger var ikke ganghandicappet. Ansøger havde førerhund, hvilket gjorde ansøger i stand til i dagligdagen at færdes i nærmiljøet samt at tage med offentlige transportmidler ad kendte ruter. I øvrigt var ansøger afhængig af ledsagelse. Ægtefællen var i stand til at ledsage ansøger. Ægtefællen var deltidsbeskæftiget 3 dage ugentlig og kunne til dels selv planlægge arbejdstiden. Ansøger havde oplyst, at ægtefællen var i behandling for forhøjet blodtryk samt at ægtefællen havde slidgigt i skuldre, ryg og nakke, og urinsyregigt. Der var herved ikke anført forhold, der skulle hindre ægtefællen i at ledsage ansøger i fornødent omfang.

Endelig lagde nævnet til grund, at ansøgers hidtidige bilbevillinger havde været på erhvervsmæssigt grundlag. Ud fra en samlet vurdering af ansøgers mulighed for færden i det daglige i nærmiljøet samt iøvrigt ad kendte ruter, samt beskrivelsen af ansøgers kørselsbehov som varierende fra flere gange ugentligt til et par gange om måneden, fandt nævnet, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsens §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 3.

I bemærkninger fra Dansk Blindesamfund var det bl.a. oplyst, at ansøger måtte være berettiget til støtte til køb af bil, da udgangspunktet for bevilling af bil til blinde, efter Dansk Blindesamfunds opfattelse, fortsat var SM O-7-90. Dansk Blindesamfund mente ikke, at der var sket ændringer i ansøgers forhold sammenlignet med tidligere bevillinger. Det var Dansk Blindesamfunds opfattelse, at nævnets afgørelse var udtryk for en klar stramning af praksis og mere restriktiv praksis end hvad der var dækning for i SM O-7-90.

I brev fra det sociale nævn til Ankestyrelsen var bl.a. oplyst, at tidligere bevilling var givet på grundlag af fuldtidsarbejde som telefonist, og at der aktuelt var tale om trivselsgrundlag. Nævnet bemærkede endvidere bl.a., at det var nævnets opfattelse at tillidshverv som formand for lokalforeninger og lignende, hvor man stiller op og vælges til hvervet, ikke kunne sidestilles med et erhverv, men derimod nærmere kunne sammenlignes med et medlemsskab af en kommunalbestyrelse og af diverse udvalg, jf. SM O-65-97.

Dansk Blindesamfund oplyste supplerende til sagen bl.a., at ansøger ved varetagelse af tillidshverv havde en årsindtægt på ca. 50.000 kr., hvilket var en væsentlig supplerende indtægt til førtidspensionen. Dansk Blindesamfund var ikke enig i, at ansøgningen skulle vurderes alene i forhold til reglerne om trivselsbil, idet der var et betydeligt kørselsbehov i forbindelse med tillidshvervene. Der var bl.a. tale om møder i såvel dagtimer som aftentimer, hvilket gav ansøger et særligt befordringsproblem, da et sådant kørselsbehov ikke kunne dækkes gennem den kollektive trafik.

Ansøger oplyste supplerende til sagen, at situationen med at færdes på egen hånd var ændret yderligere af trafiksituationen og påpegede, at trafiktætheden var steget med 75% siden 1972. Kun på meget få ruter i nærområdet kunne ansøger færdes alene med sin førerhund. Ansøger mente, at mange trafikterminaler var moderniseret og ubrugelige for blinde. Ansøger oplyste endvidere, at have fået konstateret en hørenedsættelse på 50% på det ene øre, hvilket havde betydning i trafik.

Det fremgik iøvrigt af sagen at ansøger havde oplyst, at den kollektive trafik om aftenen var dårlig og at busserne kun kørte ca. 1 gang i timen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere vurdering i forhold til praksis, jf. SM O-7-90, herunder forholdet til SM O-57-98 for så vidt angår frivilligt arbejde.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til støtte til køb af bil efter §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, i Socialministeriets bilbekendtgørelse efter servicelovens § 99.

Ansøger opfyldte derfor heller ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift efter bekendtgørelsens § 8.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå en så væsentlig varig nedsættelse af ansøgers funktionsevne, at ansøger med ledsagelse var afskåret fra at benytte offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen vægt på, at ansøger efter beskrivelsen i de lægelige oplysninger led af blindhed, samt kroniske smertende spændte muskler i nakke, skuldre, arme, ryg og lænd, dels på grund af let slidgigt i flere led, dels på grund af uundgåelig anspændthed som følge af blindheden. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på ansøgers telefoniske oplysning, hvorefter ansøger kun havde 50% hørelse på højre øre. Efter Ankestyrelsens vurdering var der ikke særlige skånehensyn eller andre forhold, som kunne begrunde, at ansøger kun kunne færdes i egen bil.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen vægt på praksis for så vidt angik blinde udmeldt i Social Meddelelse - SM O-7-90. Af SM-meddelelsen - sag nr. 1 og sag nr. 2 - fremgår, at 2 ansøgere var tilkendt bilstøtte. I sag nr. 1 var der tale om en ansøger, hvor ledsageren havde en reduceret bevægelsesfunktion og således ikke var i stand til under benyttelse af offentlige transportmidler, både at skulle holde sig selv fast og samtidig styre den blinde ægtefælle under transporten. I sag nr. 2 var der tale om en ansøger med erhvervsmæssig beskæftigelse. Efter Ankestyrelsens vurdering kunne ansøger ikke sidestilles med disse ansøgere. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i ansøgers tilfælde forelå sådanne særlige forhold, at der var grundlag for at fravige hovedsynspunktet i SM-meddelelsens punkt 1, hvorefter synshandicap alene ikke er nok til at udløse en bevilling.

Ankestyrelsen skønnede på baggrund af helbredsoplysningerne, at ansøgers lidelse nedsatte funktionsevnen, men ikke i en sådan grad, at det kunne begrunde støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen bedømte ansøgningen på ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgers frivillige hverv ved bl.a. formandsskaber indenfor Dansk Blindesamfund samt medlemsskab af bl.a. handicapbestyrelser, kunne bevirke, at ansøgningen skulle bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag, jf. bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1. Dette gjaldt uanset at ansøger oppebar vederlag herfor.

Ankestyrelsen vurdede, at ansøgers frivillige hverv kunne sidestilles med Ankestyrelsens praksis om borgerligt ombud udmeldt i Social Meddelelse - SM O-65-97.

Ankestyrelsen var ved vurderingen opmærksom på, at ansøgeren oplyste, at ægtefællen -som skulle ledsage ansøger - havde slidgigt i skuldre, ryg og nakke, samt urinsyregigt, og at ansøger oplyste at have dårlig forbindelse med den kollektive trafik om aftenen. Dette kunne dog ikke give Ankestyrelsen anledning til en anden vurdering, således som ansøgers funktionsevne iøvrigt var beskrevet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.