Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-10-02 om magtanvendelse - personlig alarm - tilbageholdelse i boligen - personkreds - nærliggende risiko for væsentlig personskade - udviklingshæmmet - psykotisk - forbigående sindssyg

Resume:

Ankestyrelsen fandt at betingelserne for at anvende personlig alarm og tilbageholdelse i boligen var opfyldt for en 28-årig mand, der måtte anses for at være i væsentlig grad udviklingshæmmet og i mange kortvarige episoder psykotisk, dvs. forbigående sindssyg. Der forelå tilstrækkelig lægelig og faglig dokumentation for at han var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt eller overskue konsekvenserne af sine handlinger i de situationer, hvor han uvarslet forlod boligen. Han havde meget beskedne evner til forståelse for og indsigt i netop farefulde eller potentielt farlige situationer for sig selv eller andre.

Der var en nærliggende risiko for at han, som skulle ledsages til alle aktiviteter, udsatte sig selv eller andre for væsentlig personskade ved at forlade boligen. Han havde i flere tilfælde forladt boligen i et bofællesskab uvarslet, heraf 2 gange gennem et vindue om natten. Han havde 2 gange opsøgt fremmede i deres hjem. Han kunne finde på at tage knive og andre genstande med sig inden han forlod boligen. Der var desuden fare for at han selv blev udsat for personskade ved et trafikuheld, da han ikke var trafiksikker.

Yderligere pædagogiske foranstaltninger kunne ikke forhindre at han pludseligt og uvarslet forlod boligen med de risici dette indebar. Selv om han havde persondækning døgnet rundt havde han alligevel frembudt udadrettet og voldelig adfærd. Det havde således ikke været muligt ved overtalelse at forhindre ham i at forlade boligen.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 109, § 109a, § 109c, § 109f, § 109h og § 109j

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 201 af 16. december 1999 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 -

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 28-årig mand med varigt nedsat psykisk funktionsevne, som siden juli 2000 havde boet i et amtsligt bofællesskab, hvortil han var flyttet fra et andet amtsligt botilbud.

Amtskommunen ansøgte den 4. oktober 2001 om det sociale nævns godkendelse af amtskommunens beslutninger om anvendelse af personligt alarmsystem samt anvendelse af fysisk magt i form af at fastholde ham for at forhindre ham i at forlade boligen eller for at føre ham tilbage til boligen.

Det var anført, at der var nærliggende risiko for at manden forlod boligen og udsatte sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og at forholdene gjorde det absolut påkrævet for at afværge denne risiko. Beslutningen var truffet for en periode af 8 måneder, men ville blive løbende vurderet.

Grundlaget for at betingelserne ansås for opfyldte var, at manden hørte til gruppen af personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Han fik personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand efter servicelovens §§ 71, 73, og 88, jf. § 109, stk. 2.

Der forelå en udtalelse fra september 2001 fra en psykiatrisk overlæge. Det fremgik heraf, at manden var tydeligt svingende i sit funktionsniveau, således at han på nogle områder var væsentligt bedre fungerende end på andre områder. Således var det indtrykket at han havde en vis rimelig funktion vedrørende omtanke og lettere abstrakt tænkning, hvorimod han i forhold til konkrete funktioner som at læse, kun genkendte nogle bogstaver og kunne skrive disse af efter andre. Han havde en svær talefejl, der for udenforstående gjorde det vanskeligt at forstå hans sprog. Han forstod umiddelbart almindelig tale, når der blev taget et vist hensyn til ikke at bruge for mange fremmedord og for lange sætninger.

I forbindelse med nogle af hans episoder med uheldig adfærd, hvor han var gået fra boinstitutionen, havde slået ud efter personalet etc., var det indtrykket at han kunne være psykosenær, idet han virkede angstpræget, som værende i sin egen verden med vanskelighed ved at holde kontakten til personalet omkring sig. På baggrund heraf var han sat i behandling med lille dosis neuroleptica i form af Truxal med god effekt. Udover den medikamentelle behandling, var det tydeligt at han profiterede meget af en fast struktureret dagligdag og med tilbud om aktiviteter fremfor, at han blev overladt til sig selv.

Diagnostisk drejede det sig om en psykosenær eller lettere sindslidelse af uspecifik karakter og et intellektuelt udviklingstrin, der var meget svingende, men på mange områder er svarende til 7-10 års alderen.

Det var endelig anført i den psykiatriske udtalelse, at i og med at han ikke kunne overskue konsekvenserne af egne handlinger og tidvis kunne virke impulsstyret med ønske om opfyldelse af eget behov, kunne han være potentiel farlig. På mange områder fungerede han som ligestillet med personer med autisme og havde tilsyneladende gavn af behandlingstiltag i lighed med disse.

Amtskommunen anførte, at pædagogisk var det nødvendigt, at manden blev ledsaget til alle aktiviteter. Han kontaktede primært personalet. Han udviste tydelige tegn på irritation i forhold til svagere fungerende beboere. Havde han ikke den fulde opmærksomhed kunne reaktionen være, at han forsøgte at forlade stedet eller rev ting ned på værelset. Han var uforudsigelig i sin adfærd og gjorde uforklarlige ting. Siden december 1998 havde der været 4 alvorlige episoder, der gav anledning til bekymring.

Om disse alvorlige episoder var det oplyst, at manden i januar 1998 trak i en pædagogs nøglesnor, så den strammede om halsen. I februar 1998 smurte han en anden beboer ind med sæbe, og hun fik slag med bruseren på badeværelset. I december 1998 smurte han en ældre medbeboer ind i creme, hældte neglelakfjerner i hendes ansigt, og slog hende i hovedet med en porcelænsnisse. I juni 2000 blev en medbeboer stukket i armen og maven med en køkkenkniv kl. ca. 01.45. Han blev afhørt af politiet og viste politiet hvor han havde smidt køkkenkniven, ligesom han indrømmede overfor politiet at have brugt kniven til at stikke medbeboeren med. Denne straffesag var endnu ikke afsluttet.

Bofællesskabets ledelse udarbejdede for perioden juli til oktober 2000 en rapport over mandens situation. Forløbet var præget af, at manden var forvirret og hans sociale omgang med de øvrige beboere var præget i en negativ retning. Han var meget dirigerende og afviste tydelig social kontakt med de andre beboere. Han havde behov for at personalet støttede op omkring kommunikation, så konflikter kunne afværges. Ved periodens slutning besluttede man at flytte ham til en mindre enhed. Formålet var at denne flytning skulle give ham den nødvendige ro i hverdagen.

Fra januar 2001 til maj 2001 var manden ofte syg og indlagt på sygehus for lungebetændelse og operation af ny hjerteklap.

Det fremgik herefter af ansøgningsskema fra lederen af bofællesskabet til amtskommunen, at manden 2 gange i løbet af juli og august 2001 havde forsøgt at forlade sit værelse gennem vinduet om natten. Det var anført, at alternativet til personligt alarmsystem skulle være, at personalet skulle overvåge ham om natten, hvilket ville være mere indgribende end alarmsystemet. Det var vurderingen at manden på grund af sine sindslidelser ikke havde forståelse for sin egen tilstand, når han forlod boligen om natten. Det var derfor ikke muligt via dialog og frivillig medvirken at få ham til at lade være med at forlade boligen.

Han havde 7 gange fra februar til august 2001 forladt boligen om dagen og heraf 2 gange opsøgt fremmede i deres hjem i nærmiljøet. Det var i den forbindelse anført, at bofællesskabet lå i nærheden af en gennemfartsvej med stærk trafik og at han ikke var trafiksikker. Desuden færdedes der mange børn og personer fra en døveskole i området. Det var desuden anført at han krævede fuld opmærksomhed og direkte kontakt altid. I de situationer, hvor han 7 gange var gået i dagtimerne, var der tale om at personalet havde taget telefonen eller på anden måde havde sluppet øjenkontakten med ham et øjeblik. Han gik således som oftest uvarslet, pludseligt og uforklarligt. Han reagerede med stor vrede og ønsket om at komme væk gav ham virkelig mange kræfter. Han var i følge ovennævnte psykiater farlig for sine omgivelser og utilregnelig. Han kunne finde på at tage knive og andre genstande med sig inden han forlod stedet.

Lederen havde i ansøgningsskemaet endvidere søgt om godkendelse for begge foranstaltninger for en periode på 8 måneder. Det vurderedes løbende om en mindre indgribende foranstaltning kunne anvendes. På grund af hans reaktionsmønster var det anset for tvivlsomt om anvendelse af foranstaltningerne helt ville kunne ophøre. Personalet skulle kun være uopmærksomme i få minutter før han reagerede. Han var gjort opmærksom på, at han skulle sige til personalet hvis han ville gå, hvilket han havde nikket bekræftende til. Han forlod alligevel uvarslet boligen. I disse situationer havde der været tegn på sindssyge.

I sagens oplysninger forelå endvidere et udarbejdet skema med nærmere beskrivelse af hans fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau, jf. servicelovens § 110 samt en handleplan, jf. servicelovens § 111.

Forældrene var på et møde i august 2001 i amtskommunen orienteret om lederens ansøgning om anvendelse af foranstaltningerne. De havde erklæret sig enige i ansøgningen.

Amtskommunens beslutning om anvendelse af foranstaltningerne blev forelagt nævnet til godkendelse, da den var truffet mod mandens vilje, jf. servicelovens § 109f.

Amtskommunen havde desuden i brev af 4. oktober 2001 anmodet en advokat om at yde bistand til manden. Advokaten meddelte i brev af 22. oktober 2001 til nævnet, at han kunne henholde sig til det af det sociale nævn udtalte, herunder nævnets foreløbige afgørelse af 9. oktober 2001.

Det sociale nævn meddelte ved sin foreløbige formandsafgørelse af 9. oktober 2001, at det ikke kunne godkende amtskommunens beslutning om anvendelse af personligt alarmsystem af typen CT 2000 og fastholdelse/tilbageførsel for at forhindre, at manden forlod boligen, jf. servicelovens §§ 109 a og 109 c.

Nævnet bemærkede indledningsvis, at amtskommunen ikke havde iagttaget bestemmelsen i servicelovens § 109f, stk. 2, nr. 5, forud for sagens fremsendelse til det sociale nævn. Der var herved tale om en formel mangel, der i sig selv kunne begrunde afvisning.

Beslutningen kunne endvidere ikke godkendes, idet betingelserne i servicelovens § 109, stk. 2, ikke var opfyldt.

Nævnet lagde herved vægt på, at han var beskrevet som psykosenær og lettere sindslidende af uspecifik karakter. Den herved givne lægelige beskrivelse af ham fandtes ikke at være af en sådan karakter, at han kunne anses for at have en betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Hertil kom, at de påtænkte foranstaltninger ikke skønnedes at være absolut påkrævet for at afværge personskade på ham selv eller andre. Nævnet havde herved taget i betragtning, at han efter de foreliggende oplysninger kunne profitere af en struktureret dagligdag, og at pædagogiske foranstaltninger således måtte anses for fyldestgørende. Det bemærkedes i denne forbindelse, at magtindgreb aldrig måtte erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.

Nævnet tiltrådte ved afgørelse af 24. oktober 2001 formandens foreløbige afgørelse.

Amtskommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen at de pårørendes bemærkninger var indhentet. De fremgik af ansøgningsskema, at forældrene havde godkendt magtanvendelsen. Der var endvidere sørget for advokatbistand til at varetage hans interesser. Det kunne ikke indfortolkes, at advokatens skriftlige bemærkninger skulle foreligge. I praksis var det naturligvis ikke et problem at indhente disse.

Det var endvidere anført, at forvaltningen helt klart mente, at han var omfattet af målgruppen personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Dette fremgik klart af ansøgningsskema, erklæring fra psykiater og erklæring fra Retslægerådet.

Forvaltningens og institutionens beslutning var truffet ud fra en vurdering om at de påtænkte foranstaltninger var den eneste måde hvorpå det kunne sikres at der ikke skete overgreb igen.

Forvaltningen var uenig i nævnets vurdering af at de pædagogiske foranstaltninger måtte anses for fyldestgørende, idet hans latente farlighed, sindssygdom og helt uforudsigelige adfærd bevirkede, at forvaltningen ikke kunne normere sig ud af problemet.

Nævnet genvurderede den 14. november 2001 afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den. Nævnet henviste til, at der ikke var kommet nye oplysninger frem, som kunne begrunde en ændret vurdering.

Ankestyrelsen fik ved telefonsamtale den 5. december 2001 oplyst fra advokaten, at sagen efter aftale med amtskommunen var overgivet til en anden advokat. Denne advokat anførte i brev af 10. december 2001 til Ankestyrelsen, at han varetog mandens interesser. Amtskommunens beslutning havde været drøftet med hans forældre, som ikke havde indvendinger mod amtets beslutning. Advokaten kunne derfor tilslutte sig amtskommunens beslutning.

Advokaten oplyste yderligere, at han var forsvarer for manden i forbindelse med den straffesag, som var omtalt i amtskommunens redegørelse. Sagen var endt med frifindelse således som det fremgik af en vedlagt kopi af domsudskrift fra Vestre Landretsdom afsagt den 5. december 2001. Begrundelsen for frifindelsen måtte formodes at være at det ikke var bevist at manden havde overfaldet en anden beboer i bofællesskabet.

Domsudskriften indeholdt uddrag af erklæring fra oktober 2000 fra ovennævnte speciallæge og uddrag af en erklæring fra februar 2001 fra Retslægerådet.

Ved sagens behandling i Ankestyrelsen deltog der rådgivende speciallæge.

Sagen blev behandlet efter reglerne i retssikkerhedslovens § 55, stk. 2, nr. 4, om udvidet votering i sager om tilbageholdelse i boligen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at anvende personlig alarm var opfyldt, jf. servicelovens § 109 a.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at betingelserne for at tilbageholde manden i boligen var opfyldt, jf. servicelovens § 109 c.

Ankestyrelsen fandt, at han var omfattet af personkredsen i servicelovens § 109, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der forelå tilstrækkelig lægelig og faglig dokumentation for at han havde betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og at han derfor var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt eller overskue konsekvenserne af sine handlinger i de situationer, hvor han uvarslet forlod boligen. Ankestyrelsen lagde herved vægt på oplysningerne i den psykiatriske erklæring fra september 2001 og oplysningerne i amtskommunens ansøgningsskema.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at han måtte anses for at være i væsentlig grad udviklingshæmmet og i mange kortvarige episoder psykotisk, dvs. forbigående sindssyg.

Ankestyrelsen fandt, at han måtte anses for at have meget beskedne evner til at forståelse for og indsigt i netop farefulde eller potentielt farlige situationer for sig selv eller andre. Ankestyrelsen fandt desuden, at dokumentationen for den betydeligt nedsatte psykiske funktionsevne var bestyrket af det nu foreliggende uddrag af erklæring fra oktober 2000 fra ovennævnte speciallæge og uddrag af Retslægerådets erklæring fra februar 2001.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der var en nærliggende risiko for at han ved at forlade boligen udsatte sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade og at det måtte anses for absolut påkrævet at anvende foranstaltningerne for at afværge risikoen for personskade.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det var nødvendigt, at han blev ledsaget til alle aktiviteter, men at han i 9 tilfælde i perioden februar 2001 til august 2001 havde forladt boligen uvarslet, heraf 2 gange gennem et vindue om natten. Han havde 2 gange opsøgt fremmede i deres hjem. Ankestyrelsen fandt ud fra oplysningerne om hans tilstand, at der var en risiko for at han kunne forvolde andre personlig skade. Han kunne således finde på at tage knive og andre genstande med sig inden han forlod stedet. I vurderingen var det også indgået, at han 3 gange i løbet af 1998 havde optrådt voldeligt overfor andre personer i hans daværende bolig. Ankestyrelsen fandt desuden at han var i fare for selv at blive udsat for personskade ved et trafikuheld, da hans nuværende bolig lå i nærheden af en gennemfartsvej med stærk trafik og da han ikke var trafiksikker.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at de nuværende eller yderligere pædagogiske foranstaltninger ikke kunne anses for tilstrækkelige til at forhindre at han pludselig og uvarslet forlod boligen med de risici dette indebar. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der havde været persondækning døgnet rundt, men at han alligevel havde frembudt udadrettet og voldelig adfærd. Det havde således ikke været muligt ved overtalelse at forhindre ham i at forlade boligen. Dette bestyrkedes af de helbredsmæssige oplysninger i sagen om funktionsevnen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at den formelle betingelse i § 109 f, stk. 2, nr. 5, måtte anses for opfyldt, idet forældrene var orienteret om amtskommunens ansøgning om det sociale nævns godkendelse af foranstaltningerne om anvendelse af personligt alarmsystem og fastholdelse/tilbageførsel i boligen på et møde i august 2001 og at de havde erklæret sig enige heri.

Det forhold, at advokatens bemærkninger ikke havde foreligget forud for sagens indsendelse til nævnet om godkendelse af amtskommunens beslutning fandtes ikke at kunne medføre at sagen skulle afvises på grund af ugyldighed. Ankestyrelsen lagde vægt på, at advokaten var orienteret den 4. oktober 2001 om sagen, samtidig med at amtskommunen fremsendte sin indstilling til nævnet og at advokatens udtalelse af 22. oktober 2001 forelå forud for nævnets afgørelse af 24. oktober 2001. Selv om det havde været ønskeligt at advokaten var blevet inddraget i sagen på et tidligere tidspunkt fandt Ankestyrelsen ikke at det efter § 109 h kunne anses for at være et krav at advokaten skulle inddrages forud for sagens indsendelse til nævnet. Ankestyrelsen fandt heller ikke at det forhold, at sagen senere var overgivet til en anden advokat medførte en ændring i vurderingen af om de formelle betingelser var opfyldt.

Godkendelsen af foranstaltningerne gjaldt for en periode af 8 måneder, men forudsattes løbende vurderet, jf. § 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 870 af 30. november 1999 om magtanvendelse m.m.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Det bemærkedes, at bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 66 om genvurdering ikke fandt anvendelse ved det sociale nævns godkendelser af amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a og 109c, jf. § 109f. Dette fremgik af servicelovens § 109 j, stk. 4.

Det blev i afgørelsen oplyst, at afgørelsen om tilbageholdelse i boligen efter servicelovens § 109 c kunne kræves forelagt Landsretten til prøvelse, jf. servicelovens § 109 k, stk. 1 og retsplejelovens kapitel 43 a. Skriftlig anmodning herom måtte i givet fald være Ankestyrelsen i hænde inden for en frist af 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.