Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-19-02 om forældremyndighed - biologisk forælder - regulering af samvær og kontakt - klageadgang - kompetence - partsstatus

Resume:

En forældremyndighedsindehaver havde ikke ret til at klage over kommunens afgørelse om regulering af samvær og kontakt truffet over for den anden forælder.

Forældremyndighedsindehaveren havde endvidere ikke ret til at klage over kommunens afvisning af, at forelægge spørgsmålet om overvåget samvær med den anden forælder for Børn og unge-udvalget. Ankestyrelsen bemærkede dog, at nævnet ikke direkte havde forholdt sig til dette spørgsmål. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 55, stk. 1 og § 57, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 2

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 146

Note:

*) Supplement til SM C-3-01 - SM O-92-98 ophæves.

Sagsfremstilling:

Kommunen havde i en sag truffet afgørelse om regulering af samvær over for en far og et barn, der med moderens samtykke var anbragt uden for hjemmet. Samværet blev fastsat til 2 timer 1 gang om måneden. Kommunen havde afvist at forelægge spørgsmålet om overvåget samvær for Børn og unge-udvalget. Moderen, der havde den fulde forældremyndighed klagede over afgørelsen, idet hun ønskede, at samværet blev gjort overvåget. Kommunen anmodede i remonstrationen nævnet om at tage stilling til, hvorvidt en forældremyndighedsindehaver havde klageret.

Statsamtet havde forud for anbringelsen truffet afgørelse om regulering af samvær, herunder overvågning. Moderen havde klaget over denne afgørelse. Civilretsdirektoratet anmodede statsamtet om at tage sagen op igen på baggrund af nye oplysninger, herunder oplysninger om at drengen med moderens samtykke skulle anbringes uden for hjemmet. Statsamtet ophævede herefter sin tidligere afgørelse under henvisning til, at en afgørelse om regulering af samvær skulle træffes efter servicelovens § 57.

Nævnet fandt ikke at moderen kunne klage over kommunes afgørelse om fastsættelse af samvær i henhold til servicelovens § 57, stk. 2. Nævnet lagde til grund, at det kun var den person, som afgørelsen vedrørte, der kunne klage over afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at afgørelse var truffet over for barnets far og ikke over for moderen, og at en afgørelse om overvåget samvær i henhold til servicelovens § 57, stk. 3, som omtalt i SM C-3-01 er mere indgribende end almindelig regulering af samvær efter bestemmelsens stk. 2.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang en forældremyndighedsindehaver har beføjelser, herunder klageret i forbindelse med kommunens afgørelse om samvær og kontakt vedrørende den anden forælder, jf. servicelovens § 57, stk. 2.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at moderen som forældremyndighedsindehaver ikke havde ret til at klage over kommunens afgørelse efter servicelovens § 57, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at forældremyndighedsindehaveren havde ret til at klage over kommunens afvisning af at forelægge spørgsmålet om overvåget samvær for Børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 57, stk. 3, idet Ankestyrelsen dog bemærkede, at nævnet ikke direkte havde forholdt sig til dette spørgsmål.

Begrundelsen for afgørelsen om at forældremyndighedsindehaveren ikke havde klageret var, at kommunens afgørelse ikke var truffet over for denne, og at retten til at klage kun gjaldt overfor den afgørelsen er truffet overfor, jf. almindelige forvaltningsretlige principper.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse også vægt på, at forældremyndigheden under en anbringelse var begrænset, idet kommunen havde tilsynspligten overfor barnet/den unge, jf. servicelovens § 55, stk. 1. Endvidere skulle kommunen sørge for at forbindelsen mellem barnet/ den unge og forældrene blev holdt ved lige uanset om den pågældende forælder havde del i forældremyndigheden, jf. lovens § 57.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse med den ovennævnte begrundelse.

Ankestyrelsen bemærkede vejledende over for kommunen for så vidt angik forholdet vedrørende kommunens og statsamtets adgang til at fastsætte samvær når et barn er anbragt uden for hjemmet, at de sociale myndigheder og Civilretsdirektoratet havde aftalt en ny procedure, som var omtalt i punkt 146 i Socialministeriets vejledning af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge.

Den nye procedure betød, at statsamtet ikke skulle involveres, når der ikke før en anbringelse uden for hjemmet var aftalt eller fastsat samvær og kontakt for den af forældrene, som barnet ikke havde boet hos. Kommunen kunne dog i henhold til ordlyden af servicelovens § 57, stk. 2 fortsat kun regulere samværet inden for rammerne af en gyldig aftale eller resolution. Den nye procedure betød således ikke, at en allerede foreliggende gyldig aftale eller resolution bortfaldt eller skulle ophæves af statsamtet i forbindelse med, at et barn eller en ung blev anbragt uden for hjemmet.