Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-21-02 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke - børn - genbehandlingsfrister for fornyet behandling i Børn og ungeudvalget - lovændring pr. 1. januar 2001

Resume:

Ankestyrelsen har efter lovændringen pr. 1. januar 2001 behandlet en række sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. I disse sager har Ankestyrelsen taget stilling til Børn og unge-udvalgenes anvendelse af de nye regler om genbehandlingsfrister i servicelovens § 43.

I forbindelse med fastsættelse af en almindelig genbehandlingsfrist skal der ifølge loven sondres mellem om barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet (frivilligt eller tvangsmæssigt) inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse eller om barnet ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år forud for denne dato. Har barnet ikke været anbragt inden for det seneste år, er den almindelige genbehandlingsfrist 1 år, jf. § 43, stk. 1. Har barnet været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år, er den almindelige genbehandlingsfrist 2 år, jf. § 43, stk. 2. Såfremt Børn og unge-udvalgets afgørelse indbringes for Ankestyrelsen og evt. for retten, er fristerne rullende, d.v.s. de løber fra den endelige afgørelse eller dom, jf. § 43, stk. 3, 1. pkt.

§ 43 giver mulighed for at fravige den almindelige genbehandlingfrist. Der kan således fastsættes en kortere frist end henholdsvis 1 eller 2 år, jf. § 43, stk. 3, 2. pkt., og der kan undtagelsesvis fastsættes en længere frist end henholdsvis 1 eller 2 år, når afgørelsen med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen, jf. § 43, stk. 4. Når de almindelige frister forkortes eller forlænges er fristerne ikke rullende.

Det fremgår, at der skal foreligge væsentlige konkrete forhold for, at de almindelige genbehandlingsfrister på henholdsvis 1 og 2 år kan fraviges. Ved en nedsættelse af fristen blev der fx lagt vægt på gunstig udvikling hos forældremyndighedens indehaver, en iværksat forældreevneundersøgelse med henblik på fremtidige foranstaltninger i hjemmet og barnets alder. Af disse grunde kan der være behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end efter henholdsvis 1 eller 2 år.

Den fastsatte genbehandlingsfrist har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 42 af retssikkerhedsmæssige grunde efterprøves af Børn og unge-udvalget. Beslutning om hjemgivelse træffes derimod af kommunen, der altid ved revision af handleplanen skal være opmærksom på, om formålet med anbringelsen er nået, jf. servicelovens § 46.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at sagen skulle genbehandles efter den almindelige 1-årige genbehandlingsfrist i en sag om 2 børn, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Børn og unge-udvalget havde ikke truffet afgørelse om nogen genbehandlingsfrist. Ankestyrelsen udtalte kritik af den manglende fastsættelse af genbehandlingsfristen og den manglende henvisning til de relevante lovbestemmelser.

I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen genbehandlingsfristen fra 2 år til den almindelige 1-årige genbehandlingsfrist i en sag om et barn, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplyst forhold, som kunne føre til en forlængelse af den almindelige genbehandlingsfrist på 1 år.

I sag nr. 3 og nr. 4 tiltrådte Ankestyrelsen, at sagerne skulle genbehandles efter den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist for et barn på 9 år og et barn på 11/2 år, der havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. - Det 9-årige barn havde været tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet i det forudgående år. Barnet på 11/2 år havde været anbragt uden for hjemmet siden fødslen, først med forældremyndighedens samtykke, siden tvangsmæssigt.

I sag nr. 5 ændrede Ankestyrelsen genbehandlingsfristen fra 6 måneder til den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist i en sag om et barn på 6 år, der havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Barnet havde været anbragt med samtykke siden 1995 og anbringelsen var opretholdt ved en foreløbig afgørelse truffet af formanden for Børn og unge-udvalget umiddelbart forud for den aktuelle afgørelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplyst forhold, som kunne føre til en nedsættelse af den almindelige genbehandlingsfrist.

I sag nr. 6 tiltrådte Ankestyrelsen, at sagen skulle genbehandles efter en kortere frist end den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist, for et barn på 1 år og 3 måneder, der havde været anbragt uden for hjemmet siden fødslen. - Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på barnets alder sammenholdt med en stabilisering af moderens forhold igennem det seneste halve år.

I sag nr. 7 forkortede Ankestyrelsen den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist til 1 år i en sag om et barn på 6 år, der havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Barnet havde været anbragt uden for hjemmet med samtykke i de forudgående 6 måneder. Børn og unge-udvalget havde fastsat genbehandlingsfristen til 1/2 år. Ved ændringen af fristen til 1 år lagde Ankestyrelsen vægt på, at moderen var indstillet på et langvarigt behandlingsforløb for afvænning efter et mangeårigt misbrug.

I sag nr. 8 fandt Ankestyrelsen, at sagen skulle genbehandles efter den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist i en sag om et nyfødt barn, der umiddelbart efter fødslen blev anbragt ved en foreløbig afgørelse truffet af formanden for Børn og unge-udvalget. Den foreløbige afgørelse blev på det efterfølgende Børn og unge-udvalgsmøde ikke godkendt, og barnet blev hjemgivet. Ankestyrelsen blev derefter underrettet og besluttede at behandle sagen efter servicelovens § 47. Ankestyrelsen fandt betingelserne for en tvangsmæssig afgørelse opfyldt og pålagde kommunen at anbringe barnet uden for hjemmet på grund af forældremyndighedsindehaverens stofmisbrug og manglende samarbejde omkring barnet. - Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplysninger, som kunne føre til en nedsættelse af den almindelige genbehandlingsfrist på 2 år. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 43, stk. 1, § 43, stk. 2, § 43, stk. 3, § 43, stk. 4 og § 43, stk. 5

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 62, stk. 1, § 62, stk. 2, § 62, stk. 3, § 62, stk. 4 og § 62, stk. 5

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 208 af 19. december 2000 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 76, pkt. 77

Note:

*) Se også SM C-20-02 - SM C-38-01 ophæves.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 400010-01

Sagen vedrørte 2 børn på henholdsvis 6 og 12 år, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Begge børn var beskrevet som behandlingskrævende, og de var i fare for at lide alvorlig skade på deres følelsesmæssige og intellektuelle udvikling ved fortsat ophold i hjemmet.

Moderen der var skilt fra børnenes far havde alene forældremyndigheden over børnene. Hun boede nu sammen med en ny mand. Hjemmet var beskrevet som uhygiejnisk, og børnene gik i snavset tøj. Moderens forældreevne var undersøgt, og det fremgik af undersøgelsen, at hun på grund af personlighedsmæssige problemer havde svært ved at leve sig ind i børnenes følelsesmæssige behov, og der var ingen klar afgrænsning i familiestrukturen. Moderen var således ikke i stand til at give børnene de fornødne udviklingsbetingelser.

Udvalget havde ikke angivet en genbehandlingsfrist i forbindelse med afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse af børnene uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at fristen for genbehandling skulle sættes til 1 år, jf. servicelovens § 43, stk. 1 og stk. 3, 1. pkt. Barnet havde ikke tidligere været anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen udtalte samtidig kritik af, at der ikke af udvalget var fastsat en genbehandlingsfrist, og at der ikke var henvist til de relevante lovbestemmelser.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 400061-01

Sagen vedrørte et barn på 7 år, der ikke tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. Barnet var af psykolog beskrevet som personligt og følelsesmæssigt forstyrret og med et behandlingsbehov på grund af dårlig realitetsopfattelse og en skrøbelig kontaktevne.

Moderen var førtidspensionist. Hun havde i alt 7 børn med 4 forskellige mænd. Moderen levede aktuelt sammen med barnets far. De havde sammen forældremyndigheden over barnet. Hendes livsførelse blev beskrevet som ustabil, og hun havde ikke de nødvendige personlige ressourcer eller den nødvendige forståelse for barnets behov. Faderens indsigt i barnets behov var beskrevet som mangelfuld.

I forbindelse med afgørelsen om anbringelse af barnet uden for hjemmet forlængede udvalget under henvisning til § 43, stk. 4, jf. § 43, stk. 1, genbehandlingsfristen til 2 år uden nærmere begrundelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede samtidig udvalgets afgørelse om fristen for fornyet behandling i Børn og unge-udvalget til den almindelige 1-årige genbehandlingsfrist efter § 43, stk. 1, jf. stk. 3, 1. pkt. Barnet havde ikke tidligere været anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var oplyst forhold, som kunne føre til en forlængelse af den almindelige genbehandlingsfrist.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j. nr. 400016-01

Sagen vedrørte et barn på 9 år, der havde været frivilligt anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år. Barnet led af epilepsi. I forbindelse med indlæggelse for epilepsien fandt hospitalet, at barnets adfærd var bekymrende. En psykologisk undersøgelse viste, at barnet var inde i en alvorlig personlighedsmæssig fejludvikling med depressive træk, manglende tilknytningsevne og atypisk seksuel adfærd.

Moderen modtog kontanthjælp og var uden uddannelse. Hun havde været alene med barnet under hele dets opvækst og havde alene forældremyndigheden. Moderen havde desuden 2 børn på henholdsvis 20 og 17 år. Moderen erkendte, at hun havde et periodevist stort alkohol- og hashforbrug. Der havde endvidere fundet en del vold sted i hjemmet.

I forbindelse med afgørelsen om anbringelse af barnet uden for hjemmet fastsatte udvalget genbehandlingsfristen til 2 år.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at barnet skulle anbringes uden for hjemmet.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere udvalgets afgørelse om, at genbehandlingsfristen skulle fastsættes til 2 år, jf. servicelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 3, 1. pkt. Barnet havde inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse været anbragt uden for hjemmet.

Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j. nr. 400020-01

Sagen vedrørte et barn på ca. 11/2 år, der havde været anbragt siden fødslen, først frivilligt og siden tvangsmæssigt.

Moderen var udlænding og havde 3 ældre børn. 2 børn havde ophold i udlandet, mens det 3. barn boede hos sin far i Danmark. Moderen, der boede i Danmark, var stadig gift med faderen til det 3. barn. Hun levede nu sammen med en ny mand, der var far til barnet på 11/2 år. Faderen modtog mellemste førtidspension på grund af demens. Moderen kunne stort set intet dansk efter 7 års ophold i Danmark. Hun havde meget store intellektuelle og sociale vanskeligheder.

I forbindelse med afgørelsen om anbringelse af barnet uden for hjemmet fastsatte udvalget genbehandlingsfristen til 2 år med henvisning til servicelovens § 43, stk. 2.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte, at barnet fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere udvalgets afgørelse om, at genbehandlingsfristen skulle fastsættes til 2 år efter servicelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 3, 1. pkt. Barnet havde været uafbrudt anbragt uden for hjemmet siden fødslen.

Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j. nr. 400005-01

Sagen vedrørte et fysisk og psykisk handicappet barn på 6 år, der gennem det meste af sit liv havde været anbragt på diverse institutioner og hos plejefamilie med samtykke fra moderen. Barnet fungerede meget dårligt, var synshandicappet og ikke alderssvarende udviklet. Endvidere viste barnet tegn på følelsesmæssige og sociale udviklingsforstyrrelser. Moderen begærede imidlertid barnet hjemgivet, hvorefter der af udvalgsformanden blev truffet en foreløbig afgørelse om tvangsmæssig anbringelse af barnet.

Moderen, der alene havde forældremyndigheden modtog kontanthjælp og var uden uddannelse. Psykiatrisk var hun vurderet til at have en tidlig følelsesmæssig frustration kombineret med et incestproblem. Hun var gift, men ikke med den biologiske far. Ægtefællen var ligeledes på kontanthjælp.

I forbindelse med afgørelsen om anbringelse af barnet uden for hjemmet forkortede udvalget uden nærmere begrundelse genbehandlingsfristen til 1/2 år, jf. servicelovens § 43, stk. 3, 2. pkt.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte, at barnet fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede samtidig Børn og unge-udvalgets afgørelse om fristen for fornyet behandling i udvalget til den almindelige 2-årige genbehandlingsfrist, jf. servicelovens § 43, stk. 2, jf. stk. 3, 1. Pkt. Barnet havde været anbragt uden for hjemmet uafbrudt i en årrække op til den aktuelle anbringelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke i sagen var oplyst om forhold, der kunne føre til nedsættelse af den almindelige genbehandlingsfrist

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6 - j. nr. 400028-01

Sagen vedrørte et barn på 1 år og 3 måneder, der siden fødslen havde været anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie uden moderens samtykke.

Moderen, der alene havde forældremyndigheden over barnet, havde været narkoman gennem mange år og havde haft en kaotisk tilværelse. Barnet blev født uden abstinenser. Moderens forhold havde stabiliseret sig gennem det seneste 1/2 år. Hun overholdt metadonbehandling, havde fast bopæl hos sin kæreste og overholdt samværene med datteren. Moderen var endvidere startet på at få undersøgt sin forældreevne.

I forbindelse med afgørelsen om anbringelse af barnet uden for hjemmet forkortede udvalget

genbehandlingsfristen fra 2 år til 1 år, jf. servicelovens § 43, stk. 3, 2. pkt. Forkortelsen af fristen var af udvalget begrundet i et ønske om, at udviklingen i moderens forhold skulle følges og resultatet af den igangsatte forældreevneundersøgelse vurderes.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte, at barnet fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere, at fristen for genbehandling skulle forkortes til 1 år fra udvalgets afgørelse, jf. servicelovens § 43, stk. 3, 2. pkt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på barnets alder, at moderen var i gang med at få undersøgt forældreevnen, og at der gennem det sidste 1/2 år var sket en stabilisering af moderens forhold.

Ankestyrelsen fandt således, at der var behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end efter 2 år regnet fra Ankestyrelsens afgørelse, hvorfor fristen blev fastsat til 1 år.

Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 7:

Sag nr. 7 - j. nr. 400026-01

Sagen vedrørte et barn på 6 år, der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie. Moderen ville hjemtage barnet, hvorfor der af udvalgets formand blev truffet en foreløbig afgørelse om tvangsmæssig anbringelse af barnet. Barnet var på vej ind i en fejludvikling, hvor det overtilpassede sig omverdenen, og barnet bar præg af, at blive inddraget i moderens betroelser. Det fremgik af handleplanen, at der skulle foretages en psykologisk undersøgelse af barnet.

Moderen havde haft en traumatisk opvækst hos en alkoholiseret mor, og hun havde flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling og havde afsonet flere domme for drabsforsøg og vold. Hun havde endvidere lejlighedsvist et overforbrug af alkohol og hash. Moderen var begyndt på en Minnesotabehandling med henblik på afvænning, men var ikke stabil i behandlingen.

I forbindelse med udvalgets afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet forkortede udvalget genbehandlingsfristen til 6 måneder jf. servicelovens § 43, stk. 3, 2. pkt. Forkortelsen af fristen var af udvalget begrundet i moderens igangværende behandling med henblik på afvænning.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte, at barnet fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede samtidig udvalgets forkortelse af fristen for genbehandling til 1 år fra udvalgets afgørelse, jf. servicelovens § 43, stk. 3, 2. pkt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den almindelige genbehandingsfrist var 2 år, idet barnet forud for afgørelsen havde været anbragt uden for hjemmet, jf. servicelovens § 43, stk. 2, og at moderen under fremmødet i Ankestyrelsen havde tilkendegivet, at hun ønskede at opretholde afvænningsbehandling og psykologbehandling. Ankestyrelsen var dog opmærksom på, at moderen var på vej ud af et mangeårigt misbrug og havde et langvarigt behandlingsforløb foran sig. Ligeledes var Ankestyrelsen opmærksom på, at det af handleplanen fremgik, at der skulle foretages en psykologisk undersøgelse af barnet.

Ankestyrelsen fandt, at en genbehandlingsfrist på 6 måneder fra udvalgets afgørelse var for kort, under hensyn til den igangværende behandling for et mangeårigt misbrug. Ankestyrelsen fandt samtidig, at der var behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end efter 2 år regnet fra Ankestyrelsens afgørelse, hvorfor fristen blev fastsat til 1 år.

Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 8:

Sag nr. 8 - j. nr. 400013-01

Sagen vedrørte et nyfødt barn, der umiddelbart efter fødslen blev anbragt ved en foreløbig afgørelse truffet af udvalgets formand. Den foreløbige afgørelse blev imidlertid ikke godkendt i det efterfølgende møde i Børn og unge-udvalget, afholdt i overensstemmelse med servicelovens § 45, stk. 3, hvorfor barnet blev hjemgivet. Ankestyrelsen modtog derefter en underretning om sagen.

Ankestyrelsen indhentede sagens akter. Det fremgik heraf, at moderen var førtidspensionist og derudover ernærede sig som prostitueret. Hun havde desuden et stofmisbrug. Sundhedsplejerske og jordemoder beskrev, at moderen havde urealistiske forventninger til barnet. Hun kunne endvidere ikke tilsidesætte egne behov for barnets behov.

Afgørelse:

Ankestyrelsen besluttede at tage sagen op til behandling og traf under henvisning til servicelovens § 47, stk. 3, jf. § 42, stk. 1, 1. pkt, nr. 1, afgørelse om, at barnet skulle anbringes uden for hjemmet uden moderens samtykke.

Ankestyrelsen fastsatte fristen for fornyet genbehandling i Børn og unge-udvalget til 2 år, jf. servicelovens § 43, stk. 2, idet barnet havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år ved en foreløbig afgørelse truffet af formanden for Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der i sagen var oplyst om forhold, der kunne føre til nedsættelse af den almindelige genbehandlingsfrist på 2 år, uanset at der var tale om et nyfødt barn.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.