Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-22-02 om boligindretning - boligskift - nyopført hus - hjælperværelse - muskelsvind - hjælpeordning

Resume:

2 samboende ansøgere med muskelsvind fandtes, på baggrund af en konkret vurdering af deres forhold, berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til et hjælperværelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgerne havde ansøgt kommunen om hjælp til dækning af udgifter til indretning af soveværelse, badeværelse, køkken, børneværelse, hjælperværelse, depotrum, stue, arbejdsværelse og garage i forbindelse med opførelse af et nyt hus. Det var oplyst, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde købt en byggegrund med henblik på opførelse af et hus indrettet efter deres behov.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte skulle vurderes efter reglerne om boligindretning.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at begge ansøgere havde hjælpeordning og at de havde et omfattende behov for hjælpere - også om natten. Der var således altid mindst én ofte to hjælpere tilstede i familiens hjem.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 102, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie bestående af to voksne kørestolsbrugere med muskelsvind og et raskt barn på ca. 5 år. Parret var førtidspensionister men udnyttede deres resterhvervsevne ved at arbejde nogle timer ugentligt. De havde begge en hjælpeordning efter servicelovens § 77. Kvinden var således bevilget hjælpeordning svarende til 148 timer ugentligt, mens manden havde en hjælpeordning svarende til 69 timer ugentligt + 2 weekender pr. måned. Kvindens hjælpetimer var primært placeret uden for hendes arbejdstid. Familien havde derfor altid mindst en ofte to hjælpere i hjemmet.

Det var oplyst, at familien boede i en femværelses lejlighed på 100 m2. Familien havde oplyst, at lejligheden efterhånden var blevet for lille til deres behov. De havde således vanskeligt ved at bruge flere af lejlighedens rum, idet de var for små. Familien vurderede ikke at det var muligt at finde et lejemål, som ville være brugbart for dem til deres fremtidige beboelse og havde i øvrigt også altid drømt om deres eget sted, som kunne indrettes efter deres behov. De havde således sparet ca. 800-900.000 kr. sammen og havde på ansøgningstidspunktet købt en grund på 803 m2 til brug for bygning af et hus.

Familien søgte kommunen om hjælp til dækning af de udgifter der ville være forbundet med at bygge ekstra kvadratmeter i det nye hus på grund af deres handicap. I ansøgningen var der heraf nøje redegjort for deres behov og de problemer og deraf følgende ændrede behov de ville få i fremtiden efterhånden som deres muskelsvind ville svække dem yderligere. Familien havde endvidere på ansøgningstidspunktet haft kontakt med arkitekt som sammen med ansøgerne havde lavet en skitse af hus som ville opfylde ansøgernes nuværende og fremtidige behov. Det skitserede hus udgjorde 190 m2.

Kommunen foretog en vurdering af ansøgningen, hvor de tog udgangspunkt i familiens oplysninger om deres situation, den indsendte skitse og supplerende bemærkninger fra arkitektfirmaet vedrørende ekstraudgifter i forbindelse med opførelse af huset. Kommunen vurderede, at det ikke var muligt at indrette deres aktuelle bolig således at den også kunne blive velegnet på længere sigt og oplyste overfor ansøgerne, at de var berettiget til at få hjælp efter servicelovens § 102. Kommunen bevilgede herefter hjælp til 13 m2 i boligen og 10 m2 depotrum. Ansøgerne fik samtidig afslag på ekstraplads til hjælperværelse, stue, arbejdsværelse og garage samt hjælp til gulvbelægning. Kommunen gjorde opmærksom på, at der alene var tale om en foreløbig bevilling, idet en endelig bevilling først kunne gives, når der forelå konkrete tegninger af huset.

Familien indgav nogle måneder senere en supplerende ansøgning om støtte til opførelse af bolig efter servicelovens § 102. I ansøgningen var der redegjort for ansøgernes muskelsvindstyper, nuværende og fremtidige bolig, materialevalg og hjælpemidler, tidligere ansøgning i forhold til denne og økonomien. Det var samtidig i forhold til den tidligere oplyste pris anført, at metoden, i følge oplysninger fra Institut for Muskelsvind, i lignende sager, hvor en kommune indgår som betalende for merudgiftsdelen/ekstra kvadratmeter, er at der udregnes en reel kvadratmeterpris for huset og at bevillingen så bliver de bevilligede kvadratmeter gange den reelle kvadratmeterpris. Det blev herefter foreslået, at der blev taget stilling til det antal kvadratmeter som kommunen ville være villig til at betale og at der herefter blev beregnet en fordelingsnøgle i forhold til den samlede byggepris. Om økonomien var det anført, at der var søgt om økonomisk hjælp til boligindretning i henhold til servicelovens § 102. Der var således søgt om hjælp til de ekstra kvadratmetre, der var i hus og garage samt ekstraudgifter i forbindelse med dyrere materialer, hjælpemidler i køkken og badeværelse samt ekstra fliser omkring huset. Det var oplyst, at huset var på 190 m2 og at der heraf var søgt om hjælp til de 47 m2. Kvadratmeterprisen var anført til 9.592 kr. Der var herudover søgt om hjælp til ekstraudgifter til garage svarende til halvdelen af prisen herfor.

Kommunen meddelte efterfølgende ansøgerne, at deres sag var blevet vurderet efter servicelovens § 102, stk. 1. Kommunen bevilgede herefter 16,5 m2 i boligen til en kvadratmeterpris af 7.243 kr. Prisen var baseret på et huslejeberegningsskema, håndværkerudgifter til nøglefærdigt hus inkl. moms 1.376.200 kr. divideret med 190 m2. Kommunen bevilgede endvidere 10 m2 til et depot. Kvadratmeterprisen for depotet var 3.974 kr, hvilket var beregnet på grundlag af den oplyste pris for at bygge en carport 310.050 kr. divideret med 78 m2.

Ansøgerne ansøgte herefter om økonomisk hjælp efter servicelovens § 84 til ekstra projektering, undersøgelser og konsulentbistand i forbindelse med boligansøgningen og anmodede samtidig om hurtig hjælp, - også med hensyn til finansieringen af hjælperværelse og tilhørende toilet.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om dækning af merudgifter til henholdsvis arkitekt, ekstra projekteringsudgifter, hjælperværelse og ekstra badeværelse samt afslag på tilskud beregnet som nettokvadratmeter efter servicelovens § 102. Kommunen gjorde hermed også opmærksom på, at ansøgningen skulle vurderes efter servicelovens § 102.

Ansøgerne påklagede kommunens afgørelser. Klagen vedrørte antallet af de bevilgede kvadratmeter, herunder særligt i forhold til hjælperværelset med tilhørende toilet, elektriske døråbnere, garage/depotrum, økonomisk hjælp til ekstra projektering og sagsgangen. Ansøgerne gjorde i forlængelse heraf opmærksom på, at det aldrig under sagens forløb var blevet diskuteret med ansøgerne, hvorvidt der var tale om en sag som skulle behandles efter servicelovens § 102, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgerne vurderede imidlertid, at kommunen tidligere havde givet udtryk for, at der var tale om en sag efter servicelovens § 102, stk. 2, idet kommunen havde oplyst, at det ikke havde været muligt at ændre på familiens aktuelle bolig således, at den også kunne blive egnet som beboelse for dem på længere sigt. Kommunen havde imidlertid efterfølgende behandlet ansøgningen efter servicelovens § 102, stk. 1. Ansøgerne anmodede derfor nævnet om at tage stilling til, hvorvidt der var tale om en boligsag der skulle behandles efter § 102 stk. 1 eller stk. 2.

I kommunens oversendelsesbrev til nævnet havde kommunen udarbejdet en oversigt over sagens gang i kommunen. Kommunen havde samtidig anført, at der gennem hele forløbet var blevet foretaget en individuel vurdering, som havde taget udgangspunkt i ansøgernes konkrete behov, samt den hidtidige praksis på området i kommunen. Forvaltningen havde taget udgangspunkt i hvorledes en gennemsnitsfamilie ville bygge, hvor meget de enkelte hjælpemidler fyldte, og hvad der var nødvendigt af hensyn til ansøgernes funktionsnedsættelse. Forvaltningen havde vurderet de enkelte rum og deres funktioner. Det var anført, at der jf. § 102 kun kan ydes støtte til nødvendige m2. Det er ikke nok, at det ud fra en gennemsnitsbetragtning vurderes at være hensigtsmæssigt. Kommunen havde herefter kommenteret de enkelte klagepunkter.

Under nævnets behandling af sagen indhentede nævnet en udtalelse fra en Hjælpemiddelcentral med henblik på at få en vurdering af, hvorvidt de bevilgede ekstra kvadratmeter var tilstrækkelige til at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgerne og herunder en vurdering af om den af kommunen anførte løsning måtte anses for at være en faglig forsvarlig løsning.

Hjælpemiddelcentralen havde herefter foranstaltet en mindre undersøgelse af forskellige typehuses størrelse, indretning og rumstørrelser. Undersøgelsen omfattede 45 huse som var mellem 120 og 154 m2. Resultatet af undersøgelsen indgik ved nævnets vurdering af sagen.

Nævnet fandt ved deres afgørelse, at ansøgerne var berettiget til 1,5 m2 ekstra til soveværelse udover de allerede bevilgede 5,5 m2. Ansøgerne var berettiget til 3 m2 til børneværelset og ikke kun 2 m2 som bevilget af kommunen. Ansøgerne var ikke berettiget til ekstra kvadratmeter i badeværelset, hvor kommunen havde bevilget op til 10 m2. Ansøgerne var berettiget til hjælp til ekstra kvadratmeter i lille badeværelse svarende til differencen mellem 3,8 m2 og op til 5,9 m2, som det lille badeværelse var. Ansøgerne var ikke berettiget til ekstra kvadratmeter i hverken køkken/alrum, i stuen eller til kontor. Ansøgerne var berettiget til ekstra 2,3 m2 til depotrum end de allerede bevilgede 10 m2. Ansøgerne var berettiget til støtte efter servicelovens § 102 i forbindelse med et hjælperværelse. Ansøgerne var ikke berettiget til mere end én elektrisk døråbner. Ansøgerne var ikke berettiget til merudgifter i forbindelse med gulvbelægning. Ansøgerne var berettiget til at få en udgift dækket til ekstra projektering. Ansøgerne var ikke berettiget til en anderledes beregning af antal kvadratmeter, ligesom ansøgerne ikke var berettiget til en ændret beregning af prisen på kvadratmeter.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse for så vidt angik soveværelse, børneværelse, lille badeværelse, depotrum, hjælperværelse og udgift til ekstra projektering.

For så vidt angik størrelsen af hjælperværelse og størrelsen af udgift til ekstra projektering hjemviste nævnet disse punkter til fornyet vurdering. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse for så vidt angik badeværelse, køkken/alrum, stue, kontor, ekstra døråbner, gulvbelægning og beregning af antal kvadratmeter samt prisen på kvadratmeter.

Vedrørende støtte efter § 102 som nødvendig boligindretning til hjælperværelse fandt nævnet, at den bevilgede hjælperdækning efter det oplyste om ansøgernes behov var så massiv, at et opholds- /soveværelse for hjælpere måtte vurderes som nødvendigt i relation til servicelovens § 102.

Nævnet lagde herved vægt på det oplyste om, at der var behov for overnattende hjælper/hjælpere, ligesom der var lagt vægt på, at ansøgerne som familie havde behov for et privatliv samt endelig at hjælperne også havde behov for at kunne trække sig tilbage på et værelse. For så vidt angik størrelsen på det bevilgede hjælperværelse blev dette hjemvist til kommunen, der skulle opgøre behovet for antal kvadratmeter og meddele ansøgerne en ny afgørelse, der kunne ankes efter gældende regler.

Vedrørende beregning af antal kvadratmeter samt prisen på kvadratmeter bemærkede nævnet, at kvadratmeterprisen var udregnet på det oplyste bruttokvadratmeterantal på 190 m2, og de ekstra kvadratmeter nævnet havde pålagt kommunen at yde, var indeholdt i de 190 m2, og nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse vedrørende beregning af antal kvadratmeter, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det af kommunen udøvede skøn vedrørende den opgjorte pris på kvadratmeter, og dette i betragtning af at nogle rum i boligen var dyrere rent kvadratmetermæssigt end andre rum, der kvadratmetermæssigt var billigere end den beregnede gennemsnitspris.

I klagen til Ankestyrelsen fra kommunen var det bl.a. anført, at forvaltningen ikke var enig i nævnets afgørelse for så vidt angik bevilling af et hjælperværelse. Det var anført, at forvaltningen i sin tid gav afslag på ansøgernes ønske om indretning af et hjælperværelse efter servicelovens § 102, idet man ikke fandt, at et hjælperværelse var en nødvendig boligindretning for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted. Det var anført, at hjælperværelset ikke kompenserede direkte for eller afhjalp ansøgernes funktionsnedsættelse, og kompenserede/formindskede heller ikke de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem. Forvaltningen fandt derfor ikke, at der kunne bevilges en sådan boligindretning efter § 102. Et hjælperværelse kan være hensigtsmæssigt som personalefacilitet/ - gode, men det har ikke direkte sammenhæng med en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig indretning af arbejdsstedet, ligesom der ikke eksisterer arbejdsmiljømæssige krav om, at der skal forefindes et separat værelse til ansatte handicaphjælpere (jf. Arbejdsmiljølovgivningens regler). Det blev herefter gjort gældende, at det arbejde som handicaphjælperne udfører, kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt uden et separat hjælperværelse til hvile og afslapning for hjælperne. Handicaphjælperne var ansat af ansøgerne til at arbejde i et privat hjem. Ansøgerne tilrettelagde selv handicaphjælpernes arbejdstider, og bestemte i øvrigt hvor integreret hjælperne skulle være i familien. Ansøgerne havde anført, at der, i det hus de havde fået tegnet, ikke var mulighed for at lave sovepladser til hjælperne i andre rum. Det var forvaltningens opfattelse, at ansøgerne på forhånd havde kendt deres behov i forhold til hensigtsmæssig indretning af dette nybyggeri og derved havde haft mulighed for at prioritere, at der fandtes opholds- /sovemulighed for hjælperne et egnet sted i huset.

Ankestyrelsen anmodede efterfølgende nævnet om at uddybe nævnets afgørelse. Ansøgerne havde i klagen til nævnet bedt nævnet tage stilling til, hvorvidt sagen skulle afgøres efter servicelovens § 102, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet anførte i sin afgørelse, at denne var truffet i henhold til servicelovens § 102, stk. 2. Ankestyrelsen anmodede i forlængelse heraf nævnet oplyse begrundelsen herfor samt betydningen heraf i forhold til de samlede anskaffelsesudgifter/løbende højere boligudgifter. Ankestyrelsen anmodede samtidig nævnet om at oplyse, hvorvidt kommunen havde forsøgt at anvise ansøgerne en egnet bolig.

Nævnet indhentede herefter telefonisk oplysninger fra kommunen. Kommunen oplyste, at det på et tidspunkt lå fast, at familiens tidligere bolig ikke i fremtiden ville kunne dække familiens forskellige behov. Familien undersøgte, om det var muligt at købe et hus, der kunne bygges om. Kommunen oplyste endvidere, at der har været lejede lejligheder, der kunne henvises til, og at der ikke fandtes nogen, der var større og bedre, end den de havde. Henvendelsen vedrørende den nuværende bolig skete ved, at klagerne henvendte sig og oplyste, at de havde købt en byggegrund.

Nævnet oplyste herefter overfor Ankestyrelsen, at indgangen til sagen var servicelovens § 102, stk. 2. Efter nævnets opfattelse udelukkede det ikke, at sagen også kunne være omfattet af servicelovens § 102, stk. 1 i forbindelse med, at det skulle vurderes, hvad der var nødvendig boligindretning for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for de pågældende.

Nævnet anførte videre, at den foreliggende bevilling på et antal ekstra kvadratmeter, var begrundet i et behov der udsprang af ansøgernes handicap. Det var nævnets opfattelse, at familien på den baggrund var kompenseret for de højere boligudgifter i forbindelse med flytningen fra en lejet bolig til en ejerbolig. Nævnet henviste til principperne der er skitseret i pkt. 128 og 129 i vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Ansøgerne anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage sagen for så vidt angik udregning af prisen på kvadratmetre i forhold til brutto- og netto-kvadratmeterpriser. Ansøgerne gjorde gældende, at det var et principielt spørgsmål, hvordan man udregnede hjælpen i sager om økonomisk støtte efter servicelovens § 102.

Nævnet afviste at genoptage sagen vedrørende udregning af kvadratmeter til fornyet behandling. Nævnet bemærkede, at prisen på de ekstra kvadratmeter som var nødvendige på grund af ansøgernes handicap ikke var så høj som den gennemsnitlige kvadratmeterpris ved opførelsen af basishuset. Der var grundlæggende en række basisinstallationer, som ikke ville blive væsentligt dyrere ved forøgelsen af boligarealet, og en udvidelse af antal kvadratmeter ville ikke medføre en tilsvarende udvidelse af ydervæggenes areal. Det var herefter nævnets opfattelse, at der ikke var fremkommet så væsentlige nye oplysninger, at der var grundlag for en genoptagelse af sagen på dette punkt, og nævnet fastholdt derfor den tidligere trufne afgørelse.

Ansøgerne klagede over nævnets afslag på at genoptage sagen. Det var i klagen anført, at sagen havde principiel betydning i forhold til, hvorledes man udregnede en pris for byggerier med økonomisk støtte efter servicelovens § 102. I brevet var der redegjort for, hvorledes klagerne mente kvadratmeterprisen skulle beregnes. Ansøgerne havde som bilag vedlagt en udtalelse fra et arkitektfirma, hvoraf det fremgik, at ved et tillæg på 1 m2 i et rum, svarede det til et større bruttoareal på 1,20 m2. Dette svarede til almindelig udregningsmetode i alle nye huse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det kan være nødvendigt at bevilge et hjælperværelse til brug for hjælpere for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted, jf. servicelovens § 102.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til et hjælperværelse, jf. servicelovens § 102, stk. 1.

Begrundelsen herfor var, at et hjælperværelse, efter en konkret vurdering af ansøgernes

forhold, var nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgerne, jf. servicelovens § 102, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgerne var omfattet af personkredsen i servicelovens § 102, stk. 1, hvorefter der skal være tale om personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøgerne ved brev af 14. maj 1999 og efterfølgende ved brev af 15. november 1999 havde ansøgt kommunen om hjælp til dækning af udgifter til indretning af soveværelse, badeværelse, køkken, børneværelse, hjælperværelse, depotrum, stue, arbejdsværelse og garage efter servicelovens § 102 i forbindelse med opførelse af et nyt hus. Det var oplyst, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde købt en byggegrund med henblik på opførelse af et hus indrettet efter deres behov og at de havde sparet nogle penge sammen.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte skulle vurderes efter reglerne om boligindretning i servicelovens § 102, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at begge ansøgere havde en hjælpeordning efter servicelovens § 77. Den ene ansøger var bevilget hjælpeordning med 148 timer ugentligt, som primært var placeret udenfor hendes arbejdstid. Det var i den forbindelse oplyst, at hun ikke selv kunne vende sig i sengen, hvorfor hendes hjælper vendte hende hver 3. time. Den anden ansøger var bevilget hjælpeordning med 69 timer ugentligt + 2 weekender pr. måned. Parrets omfattende behov for hjælpere - også om natten - indebar således, at der altid var mindst 1 ofte 2 hjælpere tilstede i familiens hjem.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen ikke havde forholdt sig til det anførte i ansøgernes brev vedrørende beregning af kvadratmeter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, herunder hjemvisningen af sagen til kommunen for såvidt angik spørgsmålet om størrelsen af udgiften til hjælperværelset.