Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-30-02 om hjælpemiddel - behandlingsredskab - oppustelig tommelortose - konkret og lægelig vurdering - oplysningsgrundlag

Resume:

En oppustelig tommelortose kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Afgørelsen heraf beror på en konkret og lægelig vurdering af lidelsens karakter og formålet med brugen af ortosen.

Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde ikke en kvinde berettiget til hjælp til anskaffelse af en oppustelig tommelortose som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at håndskinner er nævnt i Indenrigsministeriets cirkulære om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, som et eksempel på et behandlingsredskab. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på formålet med brugen af ortosen.

Ankestyrelsen bemærkede vedrørende oplysningsgrundlaget, at der burde have været indhentet oplysninger fra behandlende hospitalsafdeling, idet der alene forelå oplysninger fra socialrådgiveren på det behandlende sygehus, der tillige var kvindens partsrepræsentant.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 97, stk. 1, nr. 1 og § 97, stk. 1, nr. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1, nr. 1 og nr. 2

Vejledninger:

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet -

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde fået en blodprop i hjernen med hyperton parese i højre hånd. Socialrådgiveren på det sygehus, hvor kvinden modtog genoptræning efter blodproppen, søgte på kvindens vegne kommunen om bevilling af en oppustelig tommelortose som hjælpemiddel.

Socialrådgiveren på sygehuset oplyste, at en oppustelig tommelortose var en skinne, som blev påført håndleddet med velkrobånd. På toppen af skinnen var en lille oppustelig pude, som lå i hånden. Kvinden lå med denne skinne hver nat, og formålet med behandlingen var at forhindre kontraktur i hånden og at bedre og vedligeholde håndens funktion. Efter genoptræningsforløbet efter blodproppen havde kvinden fortsat nedsat kraft i højre hånd og meget begrænset funktion af hånden. Det var kvindens oplevelse, at hun efter at være påbegyndt behandlingen med tommelortosen, havde fået en væsentligt bedre funktion i hånden.

Man anbefalede derfor fra sygehuset, at kvinden fremover permanent brugte en oppustelig tommelortose, således at hun kunne vedligeholde det funktionsniveau, hun nu havde fået opbygget ved aktiv ergo- og fysioterapi. Der var ikke behov for fortsat kontrol eller opfølgning fra sygehusets side ved den fremtidige brug af tommelortosen.

Af produktbeskrivelsen fremgik, at ortosen var fremstillet specielt med henblik på afhjælpning af kontrakturer.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til anskaffelse af den ansøgte tommelortose efter § 97 i lov om social service med den begrundelse, at den ansås for at være en skinne til forebyggelse af fejlstilling (kontrakturer) og nedsættelse af spastisitet. Skinnen skønnedes at være et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel.

Afgørelsen blev på kvindens vegne anket af socialrådgiveren på sygehuset.

Under behandlingen af sagen i nævnet blev der indhentet yderligere oplysninger fra socialrådgiveren på sygehuset om den oppustelige tommelortose.

Nævnet tiltrådte herefter kommunens afgørelse med den begrundelse, at nævnet efter de i sagen foreliggende oplysninger om den ansøgte tommelortose sammenholdt med det oplyste om anvendelsen af ortosen, ikke fandt, at den oppustelige tommelortose kunne betragtes som et hjælpemiddel i servicelovens forstand, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at pålægge kommunen at yde tilskud til det ansøgte.

Nævnet anførte videre, at hjælp efter § 97, stk. 1, i lov om social service forudsatte, at det ansøgte afhjalp en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet eller var nødvendigt for, at ansøger kunne udøve et erhverv.

Nævnet bemærkede, at kvinden på ansøgningstidspunktet ikke var færdigbehandlet på sygehuset. Nævnet havde ikke herved taget stilling til, om ortosen kunne udleveres som behandlingsredskab fra sygehuset, eller om kvinden kunne modtage tilskud til det ansøgte efter en økonomisk vurdering.

I klagen til Ankestyrelsen, som var udfærdiget af sygehusets socialrådgiver, var det bl.a anført, at man fra sygehuset havde haft kontakt til andre sygehuse og andre kommuner, og ud fra dette var det sygehusets erfaring, at en oppustelig tommelortose i andre kommuner blev bevilget som et hjælpemiddel.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev der indhentet journaloplysninger i form af ergo- og fysioterapeutisk slutstatus fra sygehuset, hvor kvinden havde gået til genoptræning. Heraf fremgik vedrørende brugen af den oppustelige tommelortose, at det funktionsniveau, som kvinden havde opnået ved den aktive fysio- og ergoterapi, var stærkt afhængigt af, at hun brugte ortosen hver nat. Ortosen var med til at forhindre kontraktur i højre hånd.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste kommunen, at kvinden var bevilget en reband håndledsskinne som hjælpemiddel. Der var tale om en funktionsskinne, der skulle benyttes, for at kvinden kunne bruge hånden. Skinnen, som kun skulle benyttes om dagen, gav støtte til hånden, når hånden arbejdede.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler, herunder en vurdering af oplysningsgrundlaget.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til hjælp til anskaffelse af den ansøgte oppustelige tommelortose, jf. § 97, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om social service sammenholdt med § 1, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen efter en konkret og lægelig vurdering fandt, at den ansøgte tommelortose ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, der var omfattet af hjælpemiddelbestemmelsen i lov om social service.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at håndskinner var nævnt i pkt. A 1 i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, som et eksempel på et behandlingsredskab. Som behandlingsredskaber anses efter det nævnte cirkulære apparatur og hjælpemidler, som patienter forsynes med som led i eller som fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det ved sygehusbehandlingen opnåede resultat eller at forhindre forringelse af dette resultat.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at der efter det i sagen oplyste var tale om en forlængelse af den på sygehuset givne aktive ergo- og fysioterapi til udretning af kvindens hånd, og på, at det primære formål med brug af ortosen var at forhindre kontraktur i hendes højre hånd og at bedre og vedligeholde håndens funktion. Der var således tale om at forhindre, at det resultat, som var opnået ved aktiv ergoterapeutisk træning, blev forringet.

Endvidere var ortosen ifølge den i sagen foreliggende produktbeskrivelse netop fremstillet med henblik på afhjælpning af kontrakturer.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at kvinden ifølge oplysninger fra kommunen som hjælpemiddel var bevilget en reband håndledsskinne, som var en funktionsskinne, der skulle benyttes, for at hun kunne bruge hånden. I modsætning hertil skulle den ansøgte tommelortose benyttes om natten for at forhindre kontraktur.

I anledning af det i klagen fra sygehuset anførte om, at tommelortoser i andre kommuner blev bevilget som hjælpemidler, bemærkede Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen ikke kunne udelukke at en tommelortose efter en konkret vurdering i visse tilfælde kunne være et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen bemærkede i forhold til nævnet, at Ankestyrelsen fandt, at der ved behandlingen af sagen i nævnet burde være indhentet oplysninger fra behandlende hospitalsafdeling, der objektivt beskrev kvindens hånds funktionsniveau samt formålet med brugen af ortosen. Der forelå således på tidspunktet for nævnets afgørelse alene oplysninger fra kvindens partsrepræsentant, der tillige var socialrådgiver på sygehuset, hvor kvinden modtog fysio- og ergoterapeutisk behandling.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.