Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-40-02 om fælles forældremyndighed - uenighed mellem forældrene - anbragt barn - undersøgelse efter eget valg og for egen regning

Resume:

Faderen til et anbragt barn ansøgte kommunen om at få barnet, som var anbragt uden for hjemmet, undersøgt ved en børnepsykiater efter eget valg og for egen regning. Moderen, der også havde del i forældremyndigheden, var ikke blevet inddraget under sagens behandling.

Ankestyrelsen fandt, at en børnepsykiatrisk undersøgelse havde en så indgribende karakter, at den ikke kunne sidestilles med en beslutning af dagligdags karakter.

En anmodning om en psykiatrisk undersøgelse af et barn, der var anbragt udenfor hjemmet, kunne derfor ikke imødekommes uden samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Ankestyrelsen fandt, at tilsidesættelse af moderens partsbeføjelser under sagens behandling i kommune og nævn var en alvorlig sagsbehandlingsfejl. Ankestyrelsen fandt imidlertidig ikke, at kommunens og nævnets afgørelser var ugyldige, idet moderen under sagens behandling i Ankestyrelsen var partshørt over sagen. *)

Love:

Lov om forældremyndighed og samvær - lov nr. 387 af 14. juni 1995 -

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 55, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 69

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 140

Note:

*) Se også SM C-54-00

Sagsfremstilling:

Et barn var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Forældrene havde fælles forældremyndighed, men boede ikke sammen. Faderen ansøgte om for egen regning og efter eget valg at få barnet undersøgt af en børnepsykiater. Faderen anførte som begrundelse bl.a., at den iværksatte foranstaltning ikke tilgodeså barnets behov for omsorg og behandling.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på at give tilladelse til undersøgelsen. Nævnet henviste bl.a. til, at barnet var velundersøgt, inden hun kom til anbringelsesstedet, og at hun blev vurderet som velplaceret på anbringelsesstedet, hvor hun modtog miljøterapeutisk behandling. Nævnet vurderede, at barnets behov for ro og kontinuitet talte imod iværksættelse af yderligere undersøgelse.

Moderen var ikke blevet inddraget under sagens behandling i kommune og nævn. Hendes holdning til den ansøgte undersøgelse var derfor ikke kendt, og hun var ikke efterfølgende blevet orienteret om afgørelserne fra kommune og nævn.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev moderen partshørt. Moderen ønskede ikke barnet yderligere undersøgt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at få bidrag til praksis for så vidt angår forældremyndighedsindehaveres adgang til efter eget valg og for egen regning at få foretaget undersøgelser af et anbragt barn. I behandlingen af sagen indgik også betydningen af, at der var fælles forældremyndighed.

Afgørelse:

Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at barnet ikke skulle undersøges af en børnepsykiater efter faderens valg og for hans regning.

Begrundelsen for afgørelsen var, at moderen, som også havde del i forældremyndigheden, ikke var enig i, at barnet skulle undersøges.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på den udtalelse, der var indhentet fra Civilretsdirektoratet om betydningen af, at forældre har fælles forældremyndighed over et barn. Det fremgik bl.a. af udtalelsen, at forældre med fælles forældremyndighed som udgangspunkt skal være enige om alle dispositioner vedrørende barnet. Forældrene kan dog hver for sig træffe beslutninger af mere dagligdags karakter. En forældremyndighedsindehaver kan således uden accept fra den anden forælder lade barnet undergive almindelige lægelige undersøgelser og behandlinger. Der kan i sådanne situationer ikke stilles krav om indhentelse af samtykke fra den anden forælder.

Endvidere fremgik det af udtalelsen fra Civilretsdirektoratet, at fx større kirurgiske indgreb eller behandling med kraftig medicin kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, og at det samme må gælde ved undersøgelser af barnet, der fx kræver ikke ubetydelige legemsindgreb.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at en børnepsykiatrisk undersøgelse havde en så indgribende karakter, at den ikke kunne sidestilles med en beslutning af dagligdags karakter.

En anmodning om en psykiatrisk undersøgelse af et barn, der var anbragt uden for hjemmet, kunne derfor ikke imødekommes uden samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Begrundelsen var endvidere, at Ankestyrelsen vurderede på baggrund af de foreliggende undersøgelser og beskrivelser, at den påtænkte undersøgelse ville skabe forvirring og uro og derfor ikke ville være forenelig med den igangværende behandlingsindsats i anbringelsesstedet, hvor man forsøgte at skabe forudsigelighed og sikkerhed for fremtiden.

Ankestyrelsen fandt, at såvel kommunen som nævnet burde have inddraget moderen i behandlingen af sagen.

Moderen havde del i forældremyndigheden over barnet og var part i sagen. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen og nævnet burde have involveret moderen i behandlingen af sagen, således at hendes rettigheder som part var blevet tilgodeset. Det indebar retten til at fremkomme med bemærkninger til sagen, herunder udtale sin holdning til ansøgningen inden der blev truffet afgørelse i sagen, og til efterfølgende at blive orienteret om afgørelsen.

Selv om tilsidesættelse af moderens partsbeføjelser var en alvorlig sagsbehandlingsfejl, fandt Ankestyrelsen ikke, at kommunens og nævnets afgørelser var ugyldige. Begrundelsen var, at moderen under sagens behandling i Ankestyrelsen var blevet partshørt over sagen, og at moderen ikke var fremkommet med nye oplysninger af betydning for sagen ud over en tilkendegivelse af, at hun ikke ønskede yderligere undersøgelse af barnet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.