Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-47-02 om psykisk lidelse - barn - Angelmans Syndrom - grænseoverskridende aktiv adfærd - fysiske formåen - bil - hjælpemidler

Resume:

En 14-årig dreng med Angelmans Syndrom, hvis evne til at færdes i offentlige transportmidler var væsentlig nedsat af psykiske årsager sammenholdt med hans fysiske formåen og størrelse samt grænseoverskridende aktiv adfærd, fandtes berettiget til støtte til køb af bil. Drengen var 182 cm. høj, vejede 82 kg. , var uden sprog med bevægelser efter egen umiddelbar indskydelse, og spyttede folk i ansigtet, pillede ved dem, trak dem i håret, ligesom han kunne finde på at tage sit tøj af.

Ankestyrelsen fandt ud fra en konkret lægelige vurdering af drengens mentale udviklingsniveau som en 1-11/2 årig sammenholdt med, at han i fysisk henseende var fuldt udvokset og så svært styrbar, selv i følgeskab med personer der kendte ham, at kollektive transportmidler ikke eller kun meget vanskeligt skønnedes at kunne benyttes.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en 14-årig dreng som led af Angelmans Syndrom. Drengen var ca. 182 cm. høj og vejede ca. 82 kg. Han boede hos sine forældre.

Af de lægelige oplysninger fremgik det bl.a., at drengens handicap primært var mental retardering, men også motorisk retardering. Han havde ikke noget sprog og var ude af stand til at tage vare på sig selv. Han kunne aldrig overlades til sig selv. Han var fysisk aktiv, men grovmotorisk og finmotorisk klodset. Drengen kunne ikke efterkomme simple beskeder. Målrettet aktivitet af en vis varighed kunne ikke gennemføres. Det var således umuligt at motivere ham til at tilbagelægge en distance fra hjemmet til busstoppestedet. Hans adfærd var generende og grænseoverskridende i forhold til andre. Han var urolig og pillede ved andre mennesker. Han spyttede folk i ansigtet og udviste lignende uacceptabel adfærd. Drengens vægt og højde var betydeligt over det, der svarede til alderen. Drengen var savlende og udviste påfaldende adfærd og fremtoning. Funktionsniveauet var i mange henseender som et spædbarns. Han var vekslende hyperaktiv og roligt pillende og undersøgende. Undertiden udstødte han uartikulerede lyde. Han bevægede sig efter egen umiddelbare indskydelse. Tempoet var præget af, at han var ukoncentreret. Der skulle hele tiden en person til at målrette ham. Drengens begrænsninger i gangfunktionen var først og fremmest bestemt af det psykiske og mentale funktionsniveau. Det var urealistisk at satse på offentlige transportmidler til den daglige transport.

Det var bl.a. oplyst af Amternes Specialrådgivning for Udviklingshæmmede, at det så at sige var umuligt at køre med drengen i offentlige transportmidler. Han havde ikke nogen hæmninger, var meget grænseoverskridende over for sine medpassagerer. Hvis han havde behov for at røre andre, gjorde han det. Havde turen en vis længde, begyndte han at kede sig og smed sko og strømper og evt. mere af sit tøj. Det var vanskeligt at motivere ham til at rejse sig op. Han respekterede ikke risikoen, selvom han var på trafikerede områder. Drengens funktionsevne hindrede ham i at benytte offentlige transportmidler.

Det forelå oplyst i sagen, at drengen var blevet bevilget en kørestol. Drengen følte sig tryg i kørestolen, hvilket betød, at han kunne komme med familien omkring - uden de store vanskeligheder der var, når man forsøgte, at gå sammen med ham.

Amtskommunen fandt ikke, at drengen var berettiget til støtte til køb af bil og lagde til grund, at det af de lægelige oplysninger fremgik, at hans handicap var metal og motorisk retardering. Drengen var fysisk rask og robust og hans gangfunktion var bestemt af det psykiske og mentale funktionsniveau. Når han var motiveret, havde han en lang gangdistance og kunne gå uden hjælpemidler. Ligeledes var han i stand til at anvende offentlige transportmidler ifølge med voksen. Amtet var opmærksom på, at drengens væsentligste problem var manglende kommunikation og kontaktafvigende adfærd ved i offentlige transportmidler at spytte eller trække medpassagerer i håret. Amtet vurderede ikke, at de væsentlige adfærdsproblemer begrundede bilstøtte. Amtet vurderede, at drengens funktionsevne ikke var tilstrækkeligt nedsat til at kunne begrunde støtte til bil, da amtet lagde vægt på, at han havde en længere selvstændig gangdistance og var i stand til at anvende offentlige transportmidler ifølge med ledsager.

Nævnet ændrede amtets afgørelse. Nævnet fandt, at drengen opfyldte betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil jf. §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 3, jf. § 4 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der forelå en så væsentlig varig nedsættelse af drengens psykiske funktionsevne, at han ville have meget vanskeligt ved at benytte offentlige transportmidler, selv ifølge med andre.

Nævnet lagde vægt på, at drengen led af Angelmans Syndrom og var ude af stand til at tage vare på sig selv, at han var meget grænseoverskridende, at han funktionsmæssigt havde betydelige adfærdsproblemer blandt andre mennesker, idet han var hyperaktiv, kunne spytte folk i ansigtet og generelt udviste en påfaldende adfærd. Det fremgik, at når han begyndte at kede sig under kørslen kunne han finde på at tage sko, strømper og eventuelt mere af sit tøj af, og at der skulle meget kraftig opfordring og megen motivation til, at få ham til at tage det på igen, samt at det ikke var altid, at han var motiveret for at gå, hvilket i sig selv kunne stille store krav på det pædagogiske område, også henset til hans konstitution sammenholdt med hans mentale udviklingstrin.

Amtskommunen klagede over nævnets afgørelse med henblik på fastlæggelse af en praksis på området. Amtet henviste til, at Ankestyrelsen tidligere havde udmeldt, at spørgsmålet om bilstøtte til personer, hvor der overvejende var tale om nedsat psykisk funktionsevne, trængte til afklaring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om hvorvidt drengens psykiske og fysiske lidelse i form af Angelmans Syndrom nedsatte hans funktionsevne i en sådan grad at det berettigede til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag efter servicelovens § 99.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at drengen var berettiget til støtte til køb af bil efter §§ 1 og 2, stk. 1, nr. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99.

Begrundelsen var, at der forelå en så væsentlig nedsættelse af drengens psykiske funktionsevne, som i sammenhæng med hans fysiske formåen og fremtræden, og hans fysiske størrelse, i væsentlig grad forringede hans evne til at færdes, selv i følgeskab med andre. Drengens adfærd i forbindelse med at han fysisk var fuldt udvokset med klodset og usikker motorik var efter en lægelig vurdering så svært styrbar, selv i følgeskab med personer der kendte ham, at kollektive transportmidler ikke eller kun meget vanskeligt skønnedes at kunne benyttes. Uanset drengen havde en gangfunktion ville støtte til køb af bil således i væsentlig grad afhjælpe følgerne af hans lidelse og lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde - ud fra en lægelig vurdering - vægt på, at drengen led af Angelmans Syndrom, som medførte dyb mental retardering og svær permanent retarderet åndelig udvikling, som via behandling ikke kunne bedres væsentligt.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at drengen var 14 år og havde et mentalt udviklingsniveau som en 1-11/2 årig. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at han i fysisk henseende var fuldt udvokset. Drengen var ca. 182 cm. høj og vejede ca. 82 kg. Han havde klodset og usikker motorik. Han var fysisk aktiv, uden sprog, uden hæmninger med grænseoverskridende adfærd overfor andre, samt bevægelser efter egen umiddelbar indskydelse. Målrettet aktivitet af en vis varighed kunne ikke gennemføres, herunder motivation til at tilbagelægge en distance til f.eks. offentlige transportmidler. Drengen anvendte kørestol som tryghedsskabende hjælpemiddel.

For så vidt angik drengens kørselsbehov lagde Ankestyrelsen til grund, at hans forældre overfor Ankestyrelsen havde oplyst, at drengen havde et dagligt kørselsbehov til eller fra aflastningsfamilie. Endvidere kørselsbehov i forbindelse med familiebesøg ca. hver 14 dag, til arrangementer via Angelman-foreningen ca. 4 gange årligt, indkøb hvor drengen kom med ca. hver 3. uge, samt til massage, kiropraktor og undersøgelse på sygehus og Rigshospitalet ca. 1 gang ugentlig.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.