Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-10-03 om MicroLink anlæg - hørehandicap - væsentlighed - aktivitetsniveau - kommunikationsbehov - hjælpemidler

Resume:

En 78-årig stærkt hørehandicappet kvinde var efter en konkret og individuel vurdering berettiget til hjælp til et MicroLink anlæg som hjælpemiddel. MicroLink anlægget fandtes i væsentligt omfang at ville afhjælpe ansøgerens kommunikationsbehov og kompensere for hendes kommunikationshandicap i forhold til andre mennesker.

Ankestyrelsen lagde vægt på omfanget af ansøgerens hørehandicap, på at ansøgeren var meget udadvendt og aktiv, og på at hendes kommunikationsproblemer ikke havde kunnet afhjælpes på anden vis.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 97, stk. 1, nr. 1 og § 97, stk. 1, nr. 2

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om hjælp til anskaffelse af et MicroLink anlæg til en 78-årig hørehandicappet kvinde. Fra Tale- og Høreinstituttet var det i forbindelse med ansøgningen udtalt, at der var tale om en særdeles stor hørenedsættelse. Uden høreapparat ville kvinden formodentlig opleve sig som næsten døvbleven. Desuden var hendes skelneevne markeret på 0% på begge ører. Det betød, at hun selv med høreapparater var helt afhængig af mundaflæsning for at kunne kommunikere.

Det var videre i ansøgningen oplyst, at et MicroLink anlæg var et kommunikationshjælpemiddel, der ved hjælp af en trådløs mikrofon indfangede netop det taleområde, brugeren ønskede at høre. Høreapparatbrugeren blev derfor ikke forstyrret af baggrundsstøj. MicroLink anlægget var således ikke i sig selv et høreapparat, men et tilbehør til et høreapparat. Ansøgeren havde testet et MicroLink anlæg i en uge. Hun oplevede her, at systemet muliggjorde ting, hun ikke troede mulige. I forbindelse med afprøvningen anbefalede Tale- og Høreinstituttet, at ansøgeren fik bevilget anlægget. De situationer fra ansøgerens hverdag, hvor et MicroLink anlæg i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og lette den daglige tilværelse, var f.eks. når hun mødte bekendte på gaden, ved socialt samvær, herunder møder, undervisning og foredrag, og ved familiebesøg, herunder ved kommunikation med børnebørn.

Ansøgeren havde tidligere fået bevilget en konferencemikrofon, men denne kunne ikke forstærke lyden tilstrækkeligt, og den hjalp hende derfor ikke. Den blev derfor returneret umiddelbart efter modtagelsen. Desuden havde ansøgeren i sit hjem tilsluttet et teleslyngeanlæg til radio og TV, som forbedrede brugen af netop disse. Ansøgeren var ikke i besiddelse af hjælpemidler, som hjalp hende til at kunne kommunikere med andre mennesker.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til anskaffelse af det ansøgte MicroLink anlæg.

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at der kun kunne ydes støtte efter § 97 i lov om social service, når hjælpemidlet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse.

Nævnet fandt ikke, uanset at et MicroLink anlæg utvivlsomt i endnu højere grad ville kunne afhjælpe ansøgerens hørehandicap end hendes nuværende hjælpemidler, at det ansøgte MicroLink anlæg i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ansås for tilgodeset med de allerede bevilgede høretekniske hjælpemidler. Nævnet henså herved til, at ansøgeren havde god hjælp af teleslynge, der var tilsluttet radio og TV. Nævnet fandt derfor ikke, at et MicroLink anlæg i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse, idet ansøgeren ifølge det oplyste skulle benytte anlægget i forbindelse med familie- og vennebesøg.

I klagen til Ankestyrelsen fra Landsforeningen for Bedre Hørelse var det bl.a. anført, at konsekvensen af nævnets afgørelse var, at ansøgeren ikke kunne leve et aktivt, udadvendt pensionistliv på lige fod med andre pensionister, f.eks. benytte sig af kommunens og pensionistforeningens tilbud, folkeoplysningsaktiviteter, øvrige kulturelle og sociale arrangementer og sammenkomster udenfor eget hjem. Nævnets afgørelse isolerede og fastholdt ansøgeren i eget hjem.

Et MicroLink anlæg ville således i væsentlig grad kunne afhjælpe de store kommunikationsproblemer, som ansøgeren havde på grund af sin hørenedsættelse, og som hindrede hende i at indgå i almindelige menneskelige relationer og samtale på lige fod med alle andre. Et MicroLink anlæg ville derfor i væsentlig grad lette den daglige tilværelse.

Landsforeningen for Bedre Hørelse forstod nævnets afgørelse således, at når ansøgeren kunne se TV og høre radio - passiv stilstand i hjemmet - var det ikke nødvendigt at kunne indgå i almindelig aktiv interaktion med andre mennesker udenfor hjemmet.

Under Ankestyrelsens behandling af sagen fremkom Landsforeningen for Bedre Hørelse med uddybende bemærkninger. Det var bl.a. anført, at ansøgeren var et udadvendt og aktivt menneske, der bl.a. var besøgsven til en handicappet dame, var aktiv i den lokale kreds af Landsforeningen for Bedre Hørelse og planlagde og deltog i arrangementer, men på grund af en skelneevne på 0 var ansøgeren tvunget til at slukke for høreapparaterne ved arrangementer med deltagelse af flere mennesker, da hun oplevede foredrag og snakken som støj. Ansøgeren havde måttet opgive at være kasserer i bestyrelsen på grund af hørehandicappet. Hun deltog i mange foredrag og kulturelle arrangementer for hendes mands skyld, som hun intet fik ud af på grund af nedsat hørelse og skelnetab. Ansøgeren havde haft tæt kontakt til sine døtre og en søster. Kommunikationen var vanskelig at opretholde, selv om de aktivt forsøgte at holde fast i den, og ansøgeren gled ud af og blev isoleret fra familiens fællesskab og dens problemer, glæder og sorger. Ansøgeren fravalgte mere og mere kontakten til andre, ude såvel som hjemme.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et MicroLink anlæg i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af et hørehandicap eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse for en hørehandicappet person, jf. § 97, stk. 1, nr. 1-2, i lov om social service sammenholdt med § 1, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af det ansøgte MicroLink anlæg som et hjælpemiddel, jf. § 97, stk. 1, nr. 1-2, i lov om social service sammenholdt med § 1, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Begrundelsen var, at et MicroLink anlæg efter en konkret og individuel vurdering, i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af ansøgerens nedsatte hørelse og medføre en væsentlig yderligere lettelse af hendes daglige tilværelse. Det ansøgte MicroLink anlæg ville således i væsentligt omfang afhjælpe ansøgerens kommunikationsbehov og kompensere for hendes kommunikationshandicap i forhold til andre mennesker.

Ankestyrelsen lagde vægt på omfanget af ansøgerens hørehandicap. Det fremgik således af en udtalelse fra Tale- og Høreinstituttet, at der i ansøgerens tilfælde var tale om en særdeles stor hørenedsættelse. Uden høreapparat ville hun formentlig opleve sig som næsten døvbleven. Desuden var hendes skelneevne markeret på 0% på begge ører. Dette betød, at hun selv med høreapparat var helt afhængig af mundaflæsning for at kunne kommunikere.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ifølge sagens oplysninger var meget udadvendt og aktiv og skulle benytte MicroLink anlægget ved deltagelse i arrangementer og møder m.v. udenfor hjemmet samt ved kommunikation med sin familie, herunder børnebørn. På grund af en skelneevne på 0 var ansøgeren i øjeblikket tvunget til at slukke for høreapparater ved arrangementer med deltagelse af flere mennesker, da hun oplevede foredrag og snakken som støj.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ansøgerens kommunikationsproblemer ikke havde kunnet afhjælpes på anden vis. Det fremgik således af ansøgningen fra Landsforeningen for Bedre Hørelse, at en konferencemikrofon, som ansøgeren havde fået bevilget, ikke kunne forstærke lyden tilstrækkeligt, og den hjalp hende derfor ikke, hvorfor den blev returneret umiddelbart efter modtagelsen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.