Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-12-03 om samvær - vilkår - stedlig regulering - neutralt sted - konkret skøn - formålet med anbringelsen - kommunens kompetence

Resume:

Kommunen havde kompetence til at fastsætte vilkår for hvor samværet mellem forældre og anbragte børn skulle finde sted. Kommunen kunne beslutte at samværet skulle foregå på et neutralt sted.

En sådan beslutning om samvær var en konkret og skønsmæssig afgørelse, der skulle tage udgangspunkt i hensynet til barnet og formålet med anbringelsen.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 57, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 2

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 147

Sagsfremstilling:

Et barn havde siden august 1993 været anbragt uden for hjemmet uden samtykke i en plejefamilie. Barnet havde fået konstateret store udviklingsvanskeligheder, og forældrenes samvær med barnet havde været overvåget under hele anbringelsen. Samværet havde siden 1993 foregået i hjemmet hos plejefamilien.

I januar 1998 besluttede kommunen, at samværet fremover skulle foregå et neutralt sted i stedet for hjemme hos plejefamilien. Baggrunden var, at det var blevet oplyst, at samværet ikke som hidtil kunne afvikles uden problemer, idet forældrene ikke kunne lade være med at kritisere forholdene i plejehjemmet, herunder de ting barnet havde fået af plejefamilien eller de ting plejeforældrene gjorde med barnet, og at barnet havde svært ved at forholde sig til kritik af sit daglige hjem.

I handleplan fra august 2001 fremgik det, at formålet med anbringelsen var at sikre, at barnet i faste rammer blev støttet og fulgt i sin udvikling, og at der var en let genkendelig hverdag hele barndommen igennem. Det vurderedes at være vigtigt, at barnet forblev i plejefamilien. Om rammerne for samværet med barnet blev det bl.a. oplyst, at der var samvær med forældrene 1 gang hver 14. dag på skift, samt et fælles samvær med begge forældre hver anden måned, og at samværet foregik et neutralt sted. Samværet med forældrene var overvåget.

Moderen anmodede i januar 2002 om at samværet blev flyttet tilbage til at foregå i plejefamiliens hjem. Som begrundelse anførte moderen, at hun havde brug for at se barnets ting.

Kommunen indhentede herefter oplysninger fra en familieplejekonsulent om forældrenes samvær med barnet, hvoraf det bl.a. fremgik, at besøgene foregik i familieplejeforeningens lokaler sammen med en overvåger, og at overvåger havde fortalt, at der stadig ofte fremkom grænseoverskridende situationer, hvor barnet automatisk trak sig. Det blev i denne forbindelse anført, at samværene dog fungerede nogenlunde, idet de foregik på et neutralt sted. Ofte havde det været i plejehjemsforeningens lokaler, på Mc Donalds eller ved planlagte ture i det fri. Det blev i forlængelse heraf anført, at det var vigtigt for barnet, at samværene netop lå et neutralt sted, idet barnet oplevede den nødvendige tryghed ved at kunne trække sig.

Kommunen meddelte herefter i en afgørelse i marts 2002, at samværene fortsat skulle foregå i lokalerne hos en familieplejeforening, på Mc Donalds eller andre neutrale steder, idet barnet havde brug for at kunne trække sig i kontakten, når det blev træt eller syntes at det var for meget.

I forældrenes klage til nævnet blev det anført, at barnet følte sig bedre tilpas, når samværet foregik hjemme hos plejefamilien.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at forældrenes samvær med barnet skulle foregå på et neutralt sted, jf. lov om social service § 57, stk. 2, da det af kommunen udøvede skøn ikke kunne anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at kommunen ved afgørelsen havde fulgt formålet med anbringelsen, som for barnets vedkommende bl.a. var at sikre, at det i faste rammer blev støttet og fulgt i sin udvikling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af kommunens kompetence i forbindelse med den stedlige placering af samvær for et anbragt barn.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at forældrenes samvær med barnet skulle foregå på et neutralt sted.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke fandtes at foreligge sådanne særlige omstændigheder, der kunne give grundlag for at ændre kommunens afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 69.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen i henhold til servicelovens § 57, stk. 2 havde kompetence til at fastsætte vilkår for samværet mellem forældre og anbragte børn i form af en stedlig regulering, og at kommunen herunder kunne træffe beslutning om, at samværet skulle foregå på et neutralt sted.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at en beslutning om stedlig regulering af samvær i henhold til servicelovens § 57, stk. 2 var en konkret og skønsmæssig afgørelse, der skulle tage udgangspunkt i hensynet til barnet og formålet med anbringelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ved afgørelsen om at samværet mellem forældrene og barnet skulle foregå et neutralt sted, havde foretaget en konkret vurdering baseret på oplysninger om barnets behov for at kunne trække sig under samværet. Endvidere blev der lagt vægt på oplysninger om at der tidligere havde været problemer med, at forældrene over for barnet gav udtryk for deres misbilligelse af plejehjemmet og barnets legetøj under samvær i plejehjemmet, hvilket frustrerede barnet og gjorde det ked af det.

Ankestyrelsen fandt således at kommunens afgørelse var i overensstemmelse med servicelovens § 57, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.