Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-13-03 om udpegning af overvåger ved overvåget samvær - klageadgang - bistandsudøvelse - personalets optræden - kommunalbestyrelsens kompetence

Resume:

Kommunens udpegning af en overvåger i forbindelse med en afgørelse fra Børn og ungeudvalget om overvåget samvær var et led i kommunens bistandsudøvelse.

Kommunens afslag på en forælders anmodning om at få en anden overvåger kunne ikke efterprøves af nævnet, idet klager over bistandsudøvelsen og personalets optræden skulle rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 57, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71

Vejledninger:

Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område 2000 - pkt. 13, pkt. 14, pkt. 15

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en mor til et barn, der var anbragt uden for hjemmet uden samtykke i henhold til servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1. Der var endvidere truffet afgørelse om at samværet mellem moderen og barnet skulle være overvåget i henhold til servicelovens § 57, stk. 3.

Moderen anmodede via sin advokat om, at overvågeren ved de overvågede samvær blev udskiftet så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Som begrundelse blev det anført, at det ved gennemlæsning af samværsrapporter fra det overvågede samvær var åbenbart, at overvågeren havde mistet sin objektivitet. Det blev endvidere anført, at overvågeren var ryger, og at det ikke var tilladt at ryge i plejemoderens hus, hvilket bevirkede, at moderen og barnet absolut skulle med udenfor, når overvågeren trængte til at ryge, selvom de var optaget af hinanden i en god leg. Det blev endelig anført, at overvågeren og plejemoderen gjorde samværet til et stort kaos, men at det ikke var det, der fremgik af overvågers rapporter.

Kommunen meddelte moderen, at man ikke mente at der var grundlag for at ansætte en ny overvåger. Kommunen henviste til, at baggrunden for denne vurdering var, at overvågeren varetog sin rolle i overensstemmelse med det, hun var blevet bedt om af kommunen. I kommunens notatark var det oplyst, at overvågeren af kommunen havde fået til opgave at være overvåger og at varetage en pædagogisk opgave i forhold til at vejlede og intervenere i forhold til moderen, da hun havde svært ved at læse barnets signaler.

I klagen til nævnet blev det gentaget at overvågeren havde mistet sin objektivitet. Det blev endvidere anført, at overvågers trang til cigaretter, der skulle plejes uden for, ustandseligt greb forstyrrende ind i moderens og barnets samvær og forhindrede dem i at få et godt samvær sammen.

Under sagens behandling i nævnet oplyste kommunen på foranledning af nævnet bl.a., at overvåger af kommunen blev anset for en kompetent person, der kunne tilsidesætte sine egne behov til fordel for sit arbejde. Kommunen fandt ikke, at overvågeren var en person, der kunne finde på at stoppe moderen og barnet i en leg, fordi hun var smøgtrængende. Overvågeren kunne dog som led i sit arbejde skønne, at moderen og barnet ville have godt af at komme ud, hvis f.eks. legen var gået i stå, men ikke fordi overvågeren var smøgtrængende. Kommunen skønnede at overvågeren fuldt ud kunne tilsidesætte sine egne behov og varetage det arbejde, hun var blevet betalt for af kommunen.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på at ansætte en anden overvåger. Nævnet lagde vægt på, at der sås at være forskellige opfattelser af overvågers rolle. Nævnet henviste herved til, at moderens opfattelse af, at overvågeren afbrød en god leg, fordi hun skulle ud at ryge, var imødegået af kommunen, der havde oplyst, at overvågeren skulle afbryde en situation, der var ved at gå i hårdknude ved at foreslå at man f.eks. gik udenfor.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af nævnets kompetence i forbindelse med kommunes valg af overvåger ved overvåget samvær i henhold til servicelovens § 57, stk. 3.

Afgørelse:

Ankestyrelsen ophævede den del af nævnets afgørelse, der vedrørte udskiftning af den overvåger, der deltog i de overvågede samvær mellem mor og barn.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens udpegning af en overvåger i forbindelse med en afgørelse fra Børn og unge-udvalget om overvåget samvær fandtes at være et led i kommunens bistandsudøvelse, som nævnet ikke havde kompetence til at efterprøve. Begrundelsen var endvidere, at overvågeren var ansat af kommunen og havde varetaget sin rolle i overensstemmelse med det, hun var blevet bedt om af kommunen.

Klager over kommunens bistandsudøvelse og personalets optræden kunne rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Nævnet havde derfor ikke haft kompetence til at behandle moderens klage.

Det blev endelig bemærket, at afgørelsen var ensbetydende med, at det fortsat var kommunens afgørelse om valg af overvåger, der var gældende.