Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-15-03 om opholdskommune - handlekommune - merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn - befordringsudgifter - fælles forældremyndighed

Resume:

Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse var en ydelse, der var relateret til barnet. Det var derfor barnets opholdskommune, der skulle behandle ansøgninger om hjælp til dækning af sådanne merudgifter. Dette gjaldt også i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søgte om hjælp, havde en anden opholdskommune end barnet.

I den konkrete sag fandtes A Kommune at have kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt moderen, som havde bopæl i B Kommune, var berettiget til hjælp til transport af sønnen mellem hendes bopæl og sønnens daginstitution i A Kommune. Begrundelsen var, at A Kommune, som var opholds- og handlekommune for sønnen, måtte anses som opholds- og handlekommune også i relation til ansøgninger fra moderen om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af sønnen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgifter knytter sig til forsørgelsen af barnet. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at merudgiftsydelsen fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb, og at der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til en minimumsgrænse indenfor et år, før ydelsen kan komme til udbetaling. Der var ikke i lovens forarbejder fundet holdepunkter for, at minimumsgrænsen for bevilling af merudgifter skulle opfyldes i begge forældres bopælskommune, når de ikke boede i samme kommune.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9, stk. 1 og § 9, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 28, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en dreng på 6 år, der led af Downs syndrom. Drengens forældre var flyttet fra hinanden. Faderen havde bopæl i A Kommune, og moderen havde bopæl i B Kommune. Der var aftalt fælles forældremyndighed over sønnen, og han boede på skift en uge hos hver af forældrene. Sønnen var tilmeldt folkeregistret i A Kommune.

Moderen søgte A Kommune om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter i de uger, hvor sønnen var hos hende i B Kommune. Merudgifterne bestod i transportudgifter ved befordring af sønnen mellem hans integrerede institution i A Kommune og moderens bopæl i B Kommune.

A Kommune meddelte afslag på moderens ansøgning. Begrundelsen var, at kørsel som en følge af moderens samvær med sønnen skulle søges ved moderens opholdskommune, B Kommune.

Nævnet tiltrådte A Kommunes afgørelse og fandt, at A Kommune ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt moderen var berettiget til hjælp til transport af sønnen. Nævnet lagde vægt på, at moderen havde delt forældremyndighed over sønnen, og at hun havde bopæl i B Kommune.

Nævnet fandt således med henvisning til Social Meddelelse SM 0-140-97, at udgiften til befordring af sønnen skulle behandles af moderens bopælskommune, som var B Kommune. A Kommune var således ikke handlekommune i relation til ansøgninger fra moderen vedrørende sønnen.

I klagen til Ankestyrelsen, som var indgivet på moderens vegne af Landsforeningen LEV, var det bl.a. anført, at det var LEV's vurdering, at SM 0-140-97 var tolket forkert, både faktuelt i forhold til den sociale meddelelses interne forståelse og i forhold til sagen. Sønnen i den aktuelle sag var tilmeldt folkeregistret i A Kommune, og han havde været det hele sit liv. Der var således ikke på ansøgningstidspunktet nogen tvivl om sønnens folkeregisteradresse. På ansøgningstidspunktet var B Kommune overhovedet ikke involveret i familiens og sønnens liv, hvorimod A Kommune havde fulgt familien hele sønnens liv. Hvis man fulgte det principielle i SM 0-140-97 i den aktuelle sag, burde folkeregistertilmeldingen være det afgørende, hvilket var mest i overensstemmelse med § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. A Kommune burde derfor have behandlet sagen. Selv hvis folkeregistertilmeldingen trods SM 0-140-97 ikke skønnedes at være tilstrækkeligt reel, burde A Kommune have behandlet sagen, fordi SM 0-140-97 slog fast, at én kommune skulle være handlekommune, og A Kommune var ubestridt den kommune, der havde haft størst kontakt med familien og sønnen.

Principielt ville det ifølge LEV være interessant, om § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område efter SM 0-140-97 burde fortolkes således, at der kunne være to handlekommuner, fordi der var to skilte forældre. Efter LEV's opfattelse stred dette både mod bestemmelsen og barnets tarv, idet det største kendskab altid burde komme barnet til gode.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune der har kompetence til at træffe afgørelse om merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn efter § 28 i lov om social service i en situation, hvor forældrene har delt forældremyndighed og bor i hver sin kommune, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at A Kommune havde kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt moderen var berettiget til hjælp efter § 28 i lov om social service til transport af hendes søn mellem hendes bopæl i B Kommune og sønnens integrerede institution i A Kommune.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at begge forældre havde del i forældremyndigheden over sønnen, og at sønnen boede lige meget hos dem begge, men at sønnen var tilmeldt folkeregistret i A Kommune.

A Kommune var derfor opholds- og handlekommune for sønnen, jf. § 9, stk. 1 og stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Begrundelsen for afgørelsen var, at A Kommune måtte anses for opholds- og handlekommune i relation til ansøgninger fra moderen om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af sønnen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at merudgifter efter § 28 i lov om social service knytter sig til forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ydelsen til dækning af merudgifter fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb, jf. § 28, stk. 2, i lov om social service. Videre skal der sandsynliggøres merudgifter svarende til en minimumsgrænse fastsat i § 28, stk. 3, indenfor et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der ikke i forarbejderne til § 28 i lov om social service var fundet holdepunkter for, at den ovennævnte minimumsgrænse for at få bevilget merudgifter skal opfyldes i begge forældres bopælskommune i den situation, hvor forældrene ikke er bosiddende i samme kommune.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at hjælp efter § 28 i lov om social service er en ydelse, der er relateret til barnet med varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det ville derfor være barnets opholdskommune, der skulle behandle ansøgninger om hjælp efter § 28 i lov om social service, jf. § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette ville også gælde i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søgte om hjælp, havde en anden opholdskommune end barnet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.