Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-23-03 om tabt arbejdsfortjeneste - udviklingsforstyrrelse - fobisk angst - sektoransvarlighed - venteliste - skolefritidsordning - kompensationsprincip

Resume:

Ankestyrelsen fandt, på baggrund af en konkret vurdering, at der kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en afgrænset periode indtil en handicappet søn kunne blive optaget i en center-skolefritidsordning.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at der kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste alene med henvisning til, at der var ventetid på optagelse i skolefritidsordningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde peget på et alternativ til den nødvendige voksenstøtte til sønnen.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på kompensationsprincippet, hvorefter familier med børn med handicap skal kompenseres for følgerne af barnets nedsatte funktionsevne og at sønnen, ifølge udtalelser fra psykolog og psykiater, ikke - uanset sin alder - ville kunne være alene uden voksenstøtte.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 29, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et forældrepar som havde en 13-årig søn som havde en alvorlig forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed samt specifikke udviklingsforstyrrelser af motoriske færdigheder. Sønnen havde herudover fået konstateret en gennemgående fobisk angsttilstand. Sønnen gik i en særlig center-klasse for børn med DAMP-problematik. Faderen havde tidligere fået hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid. Det seneste halve år forud for den aktuelle afgørelse havde faderen fået hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste svarende til 17 timer ugentligt.

Faderen søgte forud for ophøret af den seneste bevilling af tabt arbejdsfortjeneste kommunen om forlængelse af hjælpen til tabt arbejdsfortjeneste.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse.

Kommunen revurderede den tidligere trufne afgørelse og indhentede i den forbindelse en supplerende udtalelse fra en psykiatrisk overlæge fra det behandlende sygehus. Overlægen anbefalede, at sønnen fik tilbudt en plads i en center-skolefritidsordning. Anbringelse i en almindelig skolefritidsordning ansås ikke for at være en forsvarlig løsning. Såfremt der var ventetid på optagelse i en center-skolefritidsordning burde sønnen, efter overlægens vurdering, være under opsyn og det blev derfor tillige anbefalet, at den tidligere ordning med frikøb af faderen fortsatte indtil der var en ledig plads i center-skolefritidsordningen. Overlægen var enig i skolepsykologens udtalelser. Heraf fremgik også, at sønnen under ingen omstændigheder kunne klare sig uden støtte, og at han ikke kunne være alene indtil der blev en plads i en center-skolefritidsordning.

Kommunen fastholdt herefter den tidligere trufne afgørelse, hvorefter faderen ikke var berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen var opmærksom på, at der ikke på daværende tidspunkt var en ledig plads i center-skolefritidsordningen. Kommunen henviste imidlertid til en tidligere afgørelse fra nævnet, hvor nævnet havde fastslået, at det forhold, at der var ventetid på optagelse i pasningstilbuddet ikke i sig selv kunne medføre ret til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Kommunen bemærkede samtidig i afgørelsen, at kommunens handicaprådgivning var opmærksom på problematikken med manglende pladser i skolefritidsordningerne, men at handicaprådgivningen ikke havde mulighed for at hjælpe. Forældrene blev derfor bedt om at kontakte børne- og ungeforvaltningen for at drøfte muligheden for at etablere et pasningstilbud til sønnen.

Forældrene påklagede kommunens afgørelse til nævnet. I klagen var det bl.a. anført, at sagen ikke blot drejede sig om en venteliste problematik, men derimod et barn som ikke kunne være alene. Det blev videre oplyst, at forældrene havde kontaktet børne- og ungeforvaltningen, som havde afslået at yde hjælp og i stedet henvist til handicapafdelingen. Det blev endelig oplyst, at ansøgningen vedrørte 17 timers ugentlig tabt arbejdsfortjeneste og at sønnen nu havde fået en plads i center-skolefritidsordningen, hvorefter behovet kunne afgrænses til en bestemt periode.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at det ikke længere var en nødvendig følge af sønnens nedsatte funktionsevne, at han blev passet i hjemmet efter at han var tildelt en plads i center-skolefritidsordningen. Det forhold, at der var ventetid på optagelse i pasningstilbud medførte ikke i sig selv ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i medfør af servicelovens § 29.

Nævnet oplyste samtidig, at klager over kommunens fastsættelse af det generelle serviceniveau på børnepasningsområdet skulle rettes til kommunens borgmester.

Forældrene påklagede herefter nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i tilfælde, hvor barnet står på venteliste til optagelse i center-skolefritidsordning.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at faderen på baggrund af en konkret vurdering var berettiget til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i den ansøgte periode, som følge af sønnens nedsatte funktionsevne, jf. servicelovens § 29. Det var en forudsætning, at der i perioden havde været tale om et indtægtstab, i henhold til servicelovens § 29, som følge af sønnens lidelse.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at der kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 alene med henvisning til, at der var ventetid på optagelse i en skolefritidsordning.

Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen med henblik på fornyet vurdering og afgørelse af, i hvilket omfang faderen var berettiget til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i den ansøgte periode.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ikke havde peget på et alternativ til den nødvendige voksenstøtte til sønnen. Begrundelsen var videre, at det herefter, efter Ankestyrelsens vurdering, var en nødvendig følge af sønnens nedsatte funktionsevne, at han blev passet i hjemmet, og at det var mest hensigtsmæssigt, at det var moderen eller faderen der passede ham, jf. servicelovens § 29, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers 13-årige søn havde en alvorlig forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed samt specifikke udviklingsforstyrrelser af motoriske færdigheder. Sønnen havde derudover en fobisk angsttilstand. Faderen havde tidligere modtaget tabt arbejdsfortjeneste 37 timer ugentligt. I perioden forud for afslaget på yderligere hjælp havde faderen fået tabt arbejdsfortjeneste svarende til 17 timer ugentligt. Faderen fik herefter afslag på at få yderligere hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at en skolepsykolog på tidspunktet for kommunens afslag på yderligere hjælp til tabt arbejdsfortjeneste vurderede, at sønnen ville kunne klare sig på lige fod med de andre børn i en center-skolefritidsordning, hvor der ville være mulighed for megen voksenkontakt. Det var samtidig oplyst, at sønnen under ingen omstændigheder ville kunne klare sig uden støtte og derfor ikke kunne gå alene indtil der blev en ledig plads i en center-skolefritidsordning. Det fremgik i forlængelse heraf af en senere udtalelse fra kommunen, at der ikke på daværende tidspunkt var en ledig plads til sønnen i center-skolefritidsordningen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ikke - henset til manglen på en ledig plads i center-skolefritidsordningen - havde peget på et alternativ til den nødvendige voksenstøtte til sønnen.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at det følger af kompensationsprincippet, at familier med børn med handicaps skal kompenseres for følgerne af barnets nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sønnen, ifølge de foreliggende udtalelser fra henholdsvis psykolog og psykiater, ikke - uanset sin alder - ville kunne være alene uden voksenstøtte på grund af sin nedsatte funktionsevne og at sønnen ikke på tidspunktet for kommunes afgørelse kunne få sit behov for støtte og pasning tilstrækkeligt tilgodeset i en center-skolefritidsordning, idet der ikke var en ledig plads.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.