Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-28-03 om hjælpemiddel - behandlingsredskab - Méniett - apparat - Mb. Méniere - afgrænsning

Resume:

Et Méniett-apparat kunne ikke betragtes som et hjælpemiddel omfattet af servicelovens hjælpemiddelbestemmelse. En mand, der led af Mb. Méniere, var derfor ikke berettiget til et sådant apparat som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på formålet med brugen af apparatet, som var at forebygge funktionsnedsættelsen som følge af mandens lidelse. Brugen af apparatet trådte i stedet for f.eks. medikamentel behandling. Videre krævedes der lægefaglig assistance i forbindelse med anvendelsen af apparatet. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på en vejledende udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvoraf det bl.a. fremgik, at sygehusvæsenet afholdt udgiften til Méniett-apparater, når apparatet var ordineret i forbindelse med diagnostik og behandling på sygehus.

Det, at manden skulle benytte Méniett-apparatet dagligt i en længere årrække, fandtes ikke at ændre Ankestyrelsens vurdering, idet definitionen af et behandlingsredskab ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke indeholdt nogen betingelse om varighed.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt eller i hvilket omfang der efter sundhedslovgivningen kunne ydes tilskud til et Méniett-apparat.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 97, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Vejledninger:

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet - pkt. A

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en 59-årig mand, der bistået af amtets høreinstitut søgte kommunen om hjælp til anskaffelse af et Méniett-Low-Pressure-Pulse-Generator apparat til en samlet pris af 34.375 kr. som hjælpemiddel. Han havde siden 1994 haft Mb. Méniere på højre øre. Han havde haft særdeles mange svimmelhedsanfald siden, især indenfor det sidste par år. Forskellig medicinsk behandling og tubulation af trommehinden havde været forsøgt uden blivende effekt. Ansøgeren havde derfor via sin praktiserende øre-, næse-, halslæge haft et Méniett-apparat på prøve i nogle måneder. Brugen af apparatet forudsatte, at der var lagt et dræn i trommehinden. Dette havde ansøgerens praktiserende ørelæge gjort. Behandlingen med Méniett-apparatet, som var en trykluftbehandling til udligning af trykforskelle mellem de to væsker i det indre øre, skadede hverken mellemøret eller det indre øre.

Siden systematisk brug af apparatet blev sat i gang, havde der ikke været nogen anfald. Ansøgeren brugte apparatet systematisk dagligt og ved antydningen af et anfalds komme. Herved blev anfaldet forhindret i opløbet. Desuden var hørelsen blevet bedret, mandens tinnitus var blevet halveret, og lydoverfølsomheden var væsentligt nedsat. Han kunne nu igen køre bil.

Ansøgerens praktiserende øre-, næse-, halslæge oplyste, at formålet med brugen af Méniett-apparatet ville være at forhindre, at et svimmelhedsanfald som følge af Mb. Méniere opstod. Brugen af apparatet trådte i stedet for f.eks. medikamentel behandling. Behandlingen med Méniett-apparatet ville typisk skulle foregå over en årrække, formentlig op til 20 år, men behandlingen kunne i enkelte tilfælde være livsvarig.

I en vejledende udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en lignende sag var det bl.a. anført, at definitionen af behandlingsredskaber i cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 ikke indeholdt nogen betingelse om varighed. Det vil sige, at et apparatur i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt. Ministeriet oplyste i øvrigt, at det af Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet fra 2001 fremgik, at for patienter, der i forbindelse med en behandling på sygehuset fik ordineret en Méniett trykpuls generator, ville apparatet være at betragte som et behandlingsredskab, som sygehuset afholdt udgiften til. Sygehusvæsenet afholdt således udgifter til Méniett trykpuls generator, når apparatet var ordineret i forbindelse med diagnostik og behandling på sygehus.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte Méniett-apparat som et hjælpemiddel, jf. servicelovens § 97. Der blev lagt vægt på, at apparatet angiveligt fjernede årsagen til svimmelhedsanfaldene og derfor måtte betegnes som et behandlingsredskab. Kommunen henviste derfor til sygehusvæsenet, jf. Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.

Nævnet fandt, at det ansøgte Méniett-apparat var at betragte som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97. Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på, om ansøgeren opfyldte betingelserne i § 97.

Nævnet var af den opfattelse, at det ansøgte apparat ikke kunne behandle lidelsen Mb. Méniere og de heraf udløste anfald. Nævnet var opmærksom på, at apparatet i væsentligt omfang forhindrede anfaldene, men apparatet skønnedes ikke i sig selv at forebygge selve lidelsen og dermed funktionsnedsættelsen. Anvendelsen af apparatet, det vil sige over en periode, medførte ikke, at selve lidelsen og grundlaget for denne blev behandlet i betydningen "bragt til ophør".

På denne baggrund fandt nævnet, at der ikke var tale om et behandlingsredskab som omhandlet i cirkulære nr. 21. af 20. februar 1975. Det forhold, at der i sagen blev talt om 'behandling', ændrede ikke herpå.

Det ansøgte Méniett-apparat vurderedes derimod at afhjælpe funktionsnedsættelsen i form af lidelsen Mb. Méniere og de heraf udløste anfald. Betingelserne som beskrevet i servicelovens § 97, stk. 1, nr. 1-3, var derfor opfyldt for dette apparats vedkommende.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen fandt, at sagen havde principiel karakter, da Méniett-apparatet var af forholdsvis ny oprindelse. Ligeledes fandt kommunen, at dette apparat var en af flere behandlingsmuligheder (operation eller medicinsk behandling), og det kunne derfor sidestilles med de i SM C-33-02 nævnte luerlock-katetre, som var at betragte som behandlingsredskaber.

Kommunen henviste videre til pkt. 20 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., hvor målgruppen for støtte efter servicelovens § 97 var beskrevet. Kommunen opfattede i denne sag funktionsnedsættelsens art som svimmelhedsanfaldene forårsaget af trykforskelle i det indre øre og følgerne af den nedsatte funktionsevne som de ting, ansøgeren på grund af svimmelhedsanfaldene ikke kunne klare, f.eks. køre i bus. Ved brug af Méniett-apparatet blev trykforskellen i det indre øre forhindret. Følgelig var ansøgeren anfaldsfri. Funktionsnedsættelsen var bragt til ophør og følgerne ligeså.

Kommunen ønskede afgjort, hvorvidt dette apparat, som sigtede mod at fjerne en funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom på samme måde som et dialyseapparat, fremover skulle bevilges som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97, eller om det burde betragtes som et behandlingsredskab.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et Méniett Low-Presure-Pulse-Generator apparat var et hjælpemiddel efter servicelovens § 97 eller et behandlingsredskab hørende under sygehusvæsenet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til det ansøgte Méniett-apparat som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen henviste herved til § 97, stk. 1, i lov om social service. Der henvistes videre til § 1, stk. 2, 1. pkt. i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven (pr. 1. april 2003 afløst af bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003) samt til principperne i pkt. A i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen efter en konkret vurdering fandt, at et Méniett-apparat ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel omfattet af servicelovens hjælpemiddelbestemmelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med brugen af Méniett-apparatet ifølge oplysninger fra ansøgerens øre-, næse-, halslæge var at forhindre, at et svimmelhedsanfald som følge af Mb. Méniere opstod. Brugen af Méniett-apparatet trådte i stedet for f.eks. medikamentel behandling. Formålet med brugen af apparatet var således at forebygge ansøgerens funktionsnedsættelse som følge af hans lidelse.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der krævedes lægefaglig assistance i forbindelse med anvendelsen af Méniett-apparatet. Brugen af apparatet forudsatte således ifølge det i sagen oplyste, at der var lagt et dræn i trommehinden. Videre måtte brugen af apparatet også antages at kræve instruktion fra lægelig side - i hvert fald i begyndelsen.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på en vejledende udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en lignende sag. I denne udtalelse oplyste ministeriet bl.a., at det af Sundhedsstyrelsens vejledning vedrørende specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet fra 2001 fremgik, at for patienter, der i forbindelse med en behandling på sygehuset fik ordineret en Méniett trykpuls-generator, ville apparatet være at betragte som et behandlingsredskab, som sygehuset afholdt udgiften til. Sygehusvæsenet afholdt således udgifter til Méniett trykpulsgenerator, når apparatet var ordineret i forbindelse med diagnostik og behandling på sygehus.

Det forhold, at ansøgeren ifølge det i sagen oplyste skulle benytte Méniett-apparatet dagligt i en længere årrække, fandtes ikke at ændre Ankestyrelsens vurdering af, at apparatet ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen henviste herved til ovennævnte vejledende udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvoraf det tillige fremgik, at definitionen af et behandlingsredskab ikke indeholdt nogen betingelse om varighed. Det vil sige, at et apparatur i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selvom behovet var varigt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede i forhold til ændringen af nævnets afgørelse, at klage over en afgørelse ikke har opsættende virkning, jf. § 72, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ændringen af nævnets afgørelse ville derfor ikke bevirke, at kommunens eventuelle bevilling af et Méniett-apparat som et hjælpemiddel til ansøgeren på baggrund af nævnets afgørelse bortfaldt.

Ankestyrelsen bemærkede herudover, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt eller i hvilket omfang der efter sundhedslovgivningen kunne ydes tilskud til et Méniett-apparat.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 1. august 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.