Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-31-03 om forsørgelse i hjemmet - handicappet barn - tandemcykel - anbringelse i døgninstitution - merudgifter

Resume:

En blind dreng med Aspergers syndrom, der med forældrenes samtykke var døgnanbragt uden for hjemmet med betaling fra hjemkommunen, kunne ikke anses for at være forsørget i hjemmet.

Det kunne derfor ikke pålægges kommunen at bevilge en tandemcykel til brug ved hjemmebesøg i weekends og ferier efter servicelovens bestemmelse om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af børn under 18 år med nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 28, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap - pkt. 44

Note:

*) Se også SM 0-19-99

* * * * *

Sagsfremstilling:

Et forældrepar ansøgte kommunen om en tandemcykel til deres 12-årige søn. Sønnen var født blind, og han havde netop fået stillet diagnosen Aspergers syndrom.

Sønnen boede nu på døgninstitution (kostskole), men var hjemme i alle weekender og ferier. Familien havde bil, men havde altid cyklet meget, og de ønskede at cykle ture, når sønnen var hjemme. Sønnen var tidligere bevilget en tandemcykel, mens han boede hjemme. Denne var han nu vokset fra.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen som hjælpemiddel eller forbrugsgode efter servicelovens §§ 97 og 98. Kommunen begrundede dette med, at en tandemcykel ikke i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse, da sønnen en stor del af tiden boede på døgninstitution.

Nævnet fandt, at sønnen ikke var berettiget til en tandemcykel i henhold til servicelovens § 98, stk. 4, jf. § 97, stk. 1. Begrundelsen var, at der kun kunne ydes hjælp til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse.

Nævnet lagde vægt på, at sønnen i det daglige havde ophold på en døgninstitution, hvorfor der ikke var tale om et dagligt behov for den ansøgte tandemcykel.

Nævnet fandt derimod, at sønnen var berettiget til en tandemcykel i henhold til servicelovens § 28. Begrundelsen var, at bevilling af en tandemcykel måtte anses som en rimelig og nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen.

Nævnet lagde vægt på, at en tandemcykel var nødvendig, for at sønnen i rimeligt omfang kunne deltage i familiens dagligliv, når han var hjemme i forbindelse med weekends og ferier. Nævnet fandt således, at den omstændighed, at sønnen var optaget i døgninstitution, ikke i sig selv var til hinder for at yde hjælp til en tandemcykel som en merudgift, idet sønnen ofte havde ophold i hjemmet. Ved beregningen af hjælpens omfang skulle der ifølge nævnet fratrækkes et beløb svarende til prisen på en almindelig cykel af god kvalitet og passende for sønnens alder.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sønnen var anbragt på døgninstitutionen i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, hvilket betød, at kommunen havde overtaget forsørgelsen af sønnen. For at modtage hjælp efter servicelovens § 28 skulle sønnen forsørges i hjemmet, hvilket betød, at sønnen skulle bo hos forældrene. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, kapitel 8.4, pkt. 44.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen anførte nævnet overfor Ankestyrelsen, at oplysningerne i kommunens klage ikke havde foreligget ved nævnets afgørelse. Nævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at sønnen opholdt sig på døgninstitutionen alene på forældrenes initiativ. Nævnet havde derfor vurderet, at selv om sønnen havde ophold på en døgninstitution/kostskole, ville reglerne i servicelovens § 28 kunne bringes i anvendelse. Under henvisning til SM 0-19-99 ville nævnets afgørelse formentlig have fået et andet udfald, såfremt den nævnte oplysning havde foreligget ved nævnets afgørelse.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste kommunen supplerende, at kommunen betalte for sønnens ophold på døgninstitutionen, da sønnen var anbragt af behandlingsmæssige grunde. Døgninstitutionen betalte kostudgifter til hjemmet i ferier, men ikke i weekends, da disse var under 3 dage. Sønnen var i aflastning en weekend pr. måned.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om personer, der har ophold på en døgninstitution og kun er hjemme i weekends og ferier, kan betragtes som forsørget i hjemmet. Sagen blev antaget til supplement af SM 0-19-99.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at nævnet ikke havde været berettiget til at pålægge kommunen at bevilge en tandemcykel efter servicelovens § 28 til ansøgernes søn.

Begrundelsen var, at sønnen ikke kunne anses for at være forsørget i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde vægt på det oplyste om, at sønnen var anbragt på døgninstitution/kostskole efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, og at kommunen betalte udgifterne hertil. Institutionen udbetalte kostpenge i ferier.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til SM 0-19-99, hvor styrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i dagældende bistandslovs § 48, stk. 1, (nu servicelovens § 28, stk. 1), til at yde støtte i et tilfælde, hvor et barn havde ophold på en døgninstitution oprettet med hjemmel i dagældende bistandslovs § 96, (nu servicelovens § 51). Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i denne situation ikke var tale om forsørgelse i hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at familien skulle tilbagelevere eller tilbagebetale nogen del af det der var bevilget i henhold til nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt familien ville have været berettiget til det ansøgte efter servicelovens § 97 eller § 98, da der ikke var klaget over denne del af afgørelsen.