Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-36-03 om tabt arbejdsfortjeneste - beregningsgrundlag - tillæg til løn - personalegode - fri bil - kompensationsprincip - leukæmi

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at værdien af en fri bil, som blev stillet til rådighed af en arbejdsgiver skulle medregnes ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, såfremt ansøgeren ikke havde rådighed over bilen i den periode hvor ansøgeren modtog tabt arbejdsfortjeneste.

Begrundelsen var, at værdien af fri bil måtte anses for at være et tillæg som var en integreret del af lønnen, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i lov om social service.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en fri bil som blev stillet til rådighed af en arbejdsgiver var et personalegode, som repræsenterede en økonomisk værdi for lønmodtageren og at lønmodtageren blev beskattet af værdien af den fri bil som personlig indkomst.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen imidlertid ikke, at værdien af den fri bil skulle medregnes ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke, jf. kompensationsprincippet, havde lidt et dokumenteret tab i orlovsperioden som følge af den fri bil, idet ansøgeren havde haft bilen til rådighed i den periode hvor ansøgeren modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 29, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en moder, der som følge af sønnens leukæmi havde fået bevilget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en længere periode. I den første periode modtog moderen hjælp svarende til 37 timer ugentligt. Hjælpen blev senere reduceret og moderen modtog på tidspunktet for kommunens afgørelse hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste svarende til 7 timer ugentligt.

Det var i sagen oplyst, at moderen havde fået fri bil stillet til rådighed af sin arbejdsgiver og at hun som følge heraf skattemæssigt fik tillagt sin bruttoløn et månedligt løntillæg. Moderen havde den fri bil til rådighed samtidig med, at hun modtog hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

I forbindelse med kommunens beregning af den tabte arbejdsfortjeneste fremgik det af kommunens journalnotater, at der ifølge faderen skulle ses bort fra moderens bilordning, idet moderen selv ville afregne dette med skattekontoret.

Kommunens beregning af den tabte arbejdsfortjeneste inkluderede herefter ikke værdien af den fri bil.

Forældrene rettede senere skriftlig henvendelse til kommunen med henblik på at få genoptaget beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste med tilbagevirkende kraft således at værdien af den fri bil blev medtaget ved beregningen af hjælpen.

I ansøgningen var det oplyst, at forældrene flere gange havde gjort kommunen opmærksom på, at moderen som en del af sin løn havde fri bil og at der derfor var behov for at få kommunen til at tage stilling til betydningen heraf i forhold til beregningsgrundlaget for den tabte arbejdsfortjeneste. Det var videre oplyst, at kommunen ikke - som følge af den fri bil - havde haft udgifter til transport af sønnen frem og tilbage mellem hjem og hospital m.v. En følge af at have fri bil var således at man som lønmodtager havde fri benzin og at man herefter blev beskattet af en del af værdien af den fri bil.

Det fremgik videre af ansøgningen, at moderens arbejdsgiver havde udarbejdet en opgørelse, hvorefter arbejdsgiverens udgifter til den fri bil var opgjort for den periode hvor moderen havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste.

Kommunen fandt ikke grundlag for at medregne værdien af den fri bil ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste. I afgørelsen henviste kommunen til, at der var tale om et personalegode, som moderen også havde haft glæde af under lønkompensationen.

Forældrene påklagede kommunens afgørelse til nævnet.

Nævnet fandt, at kommunen skulle medregne værdien af den fri bil ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet lagde herved bl.a. vægt på, at den fri bil havde en så nær tilknytning til moderens løn, at den skulle indgå i beregningen af lønkompensationen. Nævnet anførte videre, at fri bil skattemæssigt var anerkendt som et personalegode af en sådan vægt, at der ved udbetalingen af lønnen skulle korrigeres herfor.

Nævnet fandt dog alene, at den ændrede beregning skulle foretages fra det tidspunkt hvor forældrene havde anmodet kommunen om at genoptage beregningen af hjælpen.

Nævnet lagde herved vægt på, at der normalt ikke ydes hjælp til dækning af udgifter, som man har påtaget sig inden kommunen er ansøgt om hjælp. Nævnet lagde videre vægt på, at kommunen ikke i det konkrete tilfælde burde have vejledt moderen om muligheden for at medregne værdien af den fri bil. Nævnet lagde herved vægt på, at moderen selv havde oplyst, at hun ville afklare den fri bil med skatteforvaltningen og at der ikke lovgivningsmæssigt var anført noget om behandlingen af fri bil ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste.

Forældrene påklagede nævnes afgørelse for så vidt angik nævnets afslag på at indregne den fri bil i den tabte arbejdsfortjeneste før forældrenes anmodning om at få ændret beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt værdien af fri bil skulle indgå ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 samt, hvorvidt der i givet fald ville være grundlag for at inddrage værdien af fri bil i beregningen med tilbagevirkende kraft forud for tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om en ændret beregning af den tabte arbejdsfortjeneste.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at værdien af ansøgers fri bil skulle medregnes ved beregning af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at værdien af en fri bil, som blev stillet til rådighed af en arbejdsgiver, skulle medregnes ved beregning af hjælp efter servicelovens § 29, såfremt ansøgeren ikke havde rådighed over bilen og således ikke fik tillagt værdien af fri bil som personlig indkomst i den periode, hvor ansøgeren modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende ansøgers fri bil var, at ansøger ikke, ifølge de foreliggende oplysninger, havde lidt et dokumenteret tab på grund af den fri bil i den periode, hvor ansøger havde modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at det følger af kompensationsprincippet, at familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger af handicappet.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøgers arbejdsgiver ikke, ifølge det oplyste, havde fremsat krav overfor ansøger om tilbagebetaling af de af arbejdsgiveren afholdte udgifter til ansøgers fri bil i orlovsperioden.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at ansøger, ifølge de foreliggende oplysninger, havde haft rådighed over den fri bil i den periode, hvor ansøger havde modtaget hel eller delvis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger - ifølge det oplyste - som følge af, at ansøger havde haft bilen til rådighed i orlovsperioden var blevet beskattet af bilen, idet ansøger månedligt havde fået tillagt sin bruttoløn et løntillæg.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at det kunne anses for dokumenteret, at ansøger som følge af den fri bil havde lidt et tab i forbindelse med overgangen til tabt arbejdsfortjeneste.

Begrundelsen for afgørelsen om, at værdien af fri bil i princippet kunne indgå ved beregningen af hjælp efter servicelovens § 29 såfremt pågældende ikke længere havde rådighed over bilen var, at værdien af fri bil, efter Ankestyrelsens vurdering, måtte anses for omfattet af § 7, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service (nu bekendtgørelse nr. 146 af 6. marts 2003 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom).

Ankestyrelsen lagde ved denne del af afgørelsen til grund, at det følger af § 7, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen, at udgangspunktet for beregningen af tabt arbejdsfortjeneste er den seneste lønindtægt, som vedkommende har haft inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at det følger af bekendtgørelsens § 7, stk. 2, at tillæg, som er et integreret led i lønnen, indgår i beregningsgrundlaget, hvis pågældende normalt modtager tillæggene.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at en fri bil, som blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren, efter Ankestyrelsens vurdering, måtte betragtes som et personalegode, som repræsenterede en økonomisk værdi for den pågældende lønmodtager.

Det indgik i den forbindelse i Ankestyrelsens vurdering, at en lønmodtager, som af sin arbejdsgiver havde fået fri bil stillet til rådighed, blev beskattet af værdien af den fri bil som personlig indkomst.

I de tilfælde, hvor lønmodtageren fik frataget den fri bil i forbindelse med modtagelse af hjælp efter servicelovens § 29 fandt Ankestyrelsen derfor, at værdien af fri bil måtte anses for at være en integreret del af lønmodtagerens tidligere kontante lønudbetaling og således anses for omfattet af beregningsgrundlaget for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.