Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-37-03 om kontaktpersoner - særlige tilfælde - ekstra omkostninger forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet - døvblinde

Resume:

Et ægtepar, hvor begge ægtefæller var døvblinde, var berettiget til hjælp til dækning af ekstra omkostninger i form af rejseudgifter m.m. til deres to kontaktpersoner i forbindelse med parrets ferie i 1 uge i udlandet.

For at der kunne siges at være tale om særlige tilfælde, jf. ordlyden i udlands-bekendtgørelsens bestemmelse om tilskud til dækning af ekstra omkostninger forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet, måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af rejsen, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med den kortvarige ferie i udlandet.

Ankestyrelsen fandt - ligesom nævnet - efter en konkret vurdering ud fra den samlede beskrivelse af ægteparrets situation, at bevilling af rejse- og opholdsudgifter til hver af ægteparrets to kontaktpersoner både var særligt påkrævet og en afgørende forudsætning for gennemførelse af ferieopholdet.

Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ikke havde haft grundlag for at vurdere ekstraudgifterne, herunder til kost.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 2 og § 79

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 2, stk. 2 og § 98

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte et ægtepar, hvor begge ægtefæller var døvblinde. De havde fået bevilget hver sin kontaktperson efter servicelovens § 79 med et ugentligt timetal på 35 samt en pulje på 100 timer på årsplan til bl.a. benyttelse ved kurser og ferierejser. Det høje antal kontaktpersontimer skyldtes ægteparrets engagement i døvblindesagen.

Ægteparret havde tilmeldt sig en ferietur til Polen af en uges varighed. Foreningen af Danske Døvblinde ansøgte på ægteparrets vegne kommunen om dækning af følgeudgifter til ægteparrets kontaktpersoner i forbindelse med turen. Kontaktpersonerne var tilmeldt som ledsagere på turen. Der blev ansøgt om kr. 3.195,00 pr. kontaktperson, som dækkede rejseudgifter, ophold og fuld forplejning.

Kommunen meddelte afslag på ægteparrets ansøgning. Begrundelsen var, at der, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, ikke kunne ydes hjælp til rejse- og opholdsudgifter. Kommunen anførte supplerende i forbindelse med sagens genvurdering, at der ikke vurderedes at være tale om en særlig situation, som undtagelsesvis kunne berettige til dækning af rejse- og opholdsudgifter, jf. den nævnte bekendtgørelses § 1, stk. 5.

Under nævnets behandling af sagen anførte ægteparret supplerende, at da de begge to var døvblinde, stod de i en særligt vanskelig situation. De kunne ikke, som hvis den ene ægtefælle havde været seende og hørende, give den nødvendige ægtefælle-håndsrækning. Ingen af ægtefællerne var således i stand til at færdes på egen hånd. Det var derfor nødvendigt for dem at medtage kontaktpersoner, der skulle fungere som deres øjne og ører, for at de kunne få udbytte af ferien.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse, således at ægteparret var berettiget til den ansøgte udgift.

Nævnet henviste til, at ifølge § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen bevares retten til hjælp efter bl.a. § 79 i lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, når modtageren holder ferie i udlandet. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 5, kan der kun i særlige tilfælde ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Nævnet fandt efter en konkret vurdering, at der i ægteparrets tilfælde var tale om et særligt tilfælde, idet de begge var døvblinde, og de kunne derfor som ægtepar ikke tage på sommerferie sammen uden ledsagere. Nævnet fandt derfor, at kommunen skulle yde hjælp til ekstra omkostninger til ledsager i form af de ansøgte rejseudgifter m.m.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke skønnede, at det kunne betragtes som et særligt tilfælde, at der var tale om et døvblindt ægtepar. Kommunen henviste herved til Social Meddelelse SM C-41-00, hvor Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at der, for at der kunne siges at være tale om særlige tilfælde, måtte være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde det særligt påkrævet, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

At personerne i nærværende sag var gift, skønnedes fra kommunens side ikke at være et forhold, der gjorde det særligt påkrævet, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger. Situationen skønnedes ikke at være anderledes, end hvis det havde drejet sig om en enlig døvblind. Kommunen henviste også til Social Meddelelse SM C-16-00.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af, hvornår der i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet, jf. § 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at det døvblinde ægtepar var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af rejseudgifter m.m. til deres to kontaktpersoner i forbindelse med deres rejse til Polen.

Begrundelsen var, at der i ægteparrets tilfælde var beskrevet sådanne særlige forhold, at der i forbindelse med ferien til Polen var grundlag for at pålægge kommunen at yde parret hjælp til dækning af ekstra omkostninger til deres kontaktpersoners rejser i form af rejse- og opholdsudgifter.

For at der kunne siges at være tale om særlige tilfælde, jf. § 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet.

Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af ægteparrets situation. Heraf fremgik, at de begge var døvblinde. Som følge heraf stod de i en særlig vanskelig situation, og de kunne ikke - som hvis den ene ægtefælle havde været seende og hørende - give den nødvendige ægtefælle-håndsrækning. Ingen af ægtefællerne var således i stand til at færdes på egen hånd. Det var derfor nødvendigt for dem at medtage kontaktpersoner på rejsen til Polen, som skulle fungere som deres øjne og ører, for at de kunne få udbytte af deres ferie.

Efter en konkret vurdering fandt Ankestyrelsen herefter, at bevilling af rejse- og opholdsudgifter til hver af ægtefællernes to kontaktpersoner i ægteparrets situation både var særligt påkrævet og en afgørende forudsætning for gennemførelse af deres ferieophold.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at styrelsen ikke havde haft grundlag for at vurdere ekstraudgifterne, herunder til kost.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 22. december 2016, da den ikke længere er gældende