Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-39-03 om hjælpemiddel - afgrænsning - rideproteser - konkret og individuel vurdering

Resume:

En kvinde, der var dobbelt underbensamputeret, fandtes ikke berettiget til hjælp til anskaffelse af rideproteser efter servicelovens hjælpemiddelbestemmelse. Rideproteser fandtes således efter en konkret og individuel vurdering i kvindens tilfælde ikke i væsentlig grad at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse.

Der fandtes efter en lægelig vurdering ikke at være tvivl om, at den handicapridning, hvortil rideproteserne skulle benyttes, styrkede muskulaturen, men der var ikke tale om, at det var en nødvendighed for at opretholde træningsfunktionen, eller afgørende for gangfunktionen. Videre var alternativet til ridning ikke brug af kørestol på længere sigt.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om formålet med handicapridningen, omfanget af brugen af rideproteserne og kvindens mulighed for træning på anden vis. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 97, stk. 1, nr. 1 og § 97, stk. 1, nr. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 og § 112, stk. 6

Note:

*) Se også SM 0-7-92 og SM 0-95-94

* * * * *

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde haft sukkersyge siden 3-års alderen. Hun var dobbelt underbensamputeret og dermed bevægehandicappet. Hun havde fra amtskommunen fået bevilget et sæt proteser til daglig brug.

Kvinden søgte amtskommunen om støtte til at få fremstillet endnu et sæt proteser til brug ved ridning. Ansøgningen var begrundet med, at ansøgeren var startet på handicapridning 1-2 gange om ugen. Ridningen havde betydet bedring af balancen, hvilket igen havde givet ansøgeren mod på at bruge de allerede bevilgede proteser. Problemet med disse proteser var, at de gav vabler på indersiden af knæene, når ansøgeren red. Det var nødvendigt at have proteser på under træning af hensyn til styring af hesten.

I en udtalelse fra ansøgerens praktiserende læge var det bl.a. anført, at ansøgeren havde stor glæde af handicapridning, som styrkede hendes balance og dermed bedrede hendes gangfunktion. Samtidig var ridningen med til at bedre rygfunktionen og -muskulaturen, så hun fik færre rygsmerter. Det var uomtvisteligt, at muskler, der blev brugt, fik et bedre kredsløb samt en større muskelstyrke. Dette gjaldt også for ansøgeren. Det væsentlige ved ridningen var, at ansøgeren bedrede funktionen og styrken af muskler, som var væsentlige for hendes balance og hæmmede gangfunktion. Musklerne ville kunne styrkes ved træning i maskiner, men det ville balancen ikke.

Amtskommunen meddelte ansøgeren afslag efter servicelovens § 97 på støtte til rideproteser. Amtskommunen var enig i, at handicapridning kunne være en glimrende træning af både balance og muskelkraft og dermed formentlig kunne bedre ansøgerens gangfunktion, men da amtskommunen klart så træningen som en behandling i lighed med anden fysioterapi, vurderede man, at man ikke kunne bevilge rideproteser som et hjælpemiddel. Man vurderede, at de tidligere bevilgede proteser til daglig brug i væsentlig grad afhjalp de varige følger af ansøgerens nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lettede hendes daglige tilværelse.

Nævnet ændrede amtskommunens afgørelse og fandt, at ansøgeren var berettiget til støtte til rideproteser efter servicelovens § 97. Begrundelsen var, at nævnet anså det for en væsentlig lettelse i ansøgerens daglige tilværelse, at hun kunne benytte benproteser i stedet for at sidde i sin manuelle kørestol. Nævnet anså det for en forudsætning for ansøgerens fortsatte mulighed for at gå med benproteser, at hendes muskulatur og balanceevne til stadighed blev vedligeholdt og styrket.

Nævnet lagde vægt på udtalelsen fra ansøgerens praktiserende læge, hvoraf det fremgik, at det var uomtvisteligt, at muskler, der blev brugt, fik et bedre kredsløb samt en større muskelstyrke. Ansøgerens funktion blev bedret, og muskler, som var væsentlige for hendes balance og hæmmede gangfunktion, blev styrket gennem ridningen.

Nævnet fandt det godtgjort, at en sådan vedligeholdelse og styrkelse bedst blev sikret ved regelmæssig ridning, og at dette kun var muligt, hvis ansøgeren benyttede særligt tilrettede rideproteser. Nævnet fandt, at det forhold, at vedligeholdelse og styrkelse af muskulatur og balance kunne indeholde trænings- og/eller behandlingsmæssige elementer, ikke i sig selv udelukkede, at rideproteser i det konkrete tilfælde kunne anses for et hjælpemiddel.

I amtskommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man opfattede nævnets afgørelse som principiel, idet de ansøgte proteser udelukkende var til brug ved træning, og ansøgeren var kompenseret i dagligdagen ved bevilling af et sæt proteser. Hvis der i denne sag kunne/skulle bevilges specialproteser til brug i forbindelse med træning, kunne det medføre, at det også i andre sager ville blive aktuelt at bevilge særlige hjælpemidler. Det kunne f.eks. være specialkørestole til boldspil.

Det var efter amtskommunens opfattelse ikke korrekt, som anført af nævnet, at alternativet til bevilling af rideproteser var at anvende manuel kørestol. Ansøgeren var således bevilget et sæt proteser til daglig brug.

Amtskommunen henviste videre i klagen til SM 0-7-92 og SM 0-95-94, som efter amtskommunens opfattelse kunne sammenlignes med nærværende sag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes hjælp til rideproteser som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp til anskaffelse af rideproteser efter reglerne om hjælpemidler i servicelovens § 97.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen efter en konkret og individuel vurdering fandt, at rideproteser i ansøgerens tilfælde ikke i væsentlig grad kunne anses for at afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen fandt - ud fra en lægelig vurdering -, at der ikke var tvivl om, at handicapridningen styrkede muskulaturen, men der var ikke tale om, at det var en nødvendighed for at opretholde træningsfunktionen, eller afgørende for gangfunktionen.

Alternativet til ridning var efter en lægelig vurdering ikke brug af kørestol på længere sigt.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne i sagen om formålet med ansøgerens handicapridning. Det fremgik således af en udtalelse fra ansøgerens praktiserende læge, at ansøgeren havde stor glæde af handicapridning, som styrkede hendes balance og dermed bedrede hendes gangfunktion. Samtidig var ridningen med til at bedre rygfunktionen/rygmuskulaturen, så hun fik færre rygsmerter. Det anførtes, at det væsentlige ved ridning var, at ansøgeren fik bedret funktionen og styrken af muskler, som var væsentlige for balancen og den hæmmede gangfunktion.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på det oplyste om at rideproteserne skulle anvendes 1-2 gange om ugen, når ansøgeren deltog i handicapridning. Ansøgeren var bevilget et sæt proteser, som hun benyttede dagligt ved gang. Brugen af rideproteserne var således forholdsvis begrænset.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på ansøgerens mulighed for træning på anden vis. Hun ville således ifølge udtalelsen fra den praktiserende læge kunne styrke sine muskler ved træning i maskiner. Efter en lægelig vurdering var der andre træningsmuligheder. Ansøgeren ville eksempelvis kunne foretage træningsøvelser med sine benproteser på.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsens ændring af nævnets afgørelse betød imidlertid ikke, at ansøgeren skulle tilbagelevere de rideproteser, som hun var bevilget ved nævnets afgørelse, jf. § 72, stk. 5, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsen tog ikke ved afgørelsen konkret stilling til hjælp efter servicelovens § 84 om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse eller eventuelle andre hjælpemuligheder.