Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-47-03 om hjemmehjælp - klageberettigelse - familie - retlig interesse - afledet klageret - afgået ved døden

Resume:

Moderen til en myndig datter, som vægrede sig mod at modtage hjemmehjælp fra en kommune, fandtes ikke at være berettiget til at klage over kommunens afgørelse om reduktion af hjemmehjælp til datteren.

Moderen var ikke den person, som afgørelsen vedrørte, og hun var ikke adressat for afgørelser, der var rettet mod datteren og dennes forhold.

Den nære familiemæssige tilknytning til datteren bevirkede ikke, at moderen havde en så væsentlig, individuel, retlig interesse i at prøve afgørelser om hjemmehjælp til datteren, at hun - før og efter datterens død - var klageberettiget.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 60

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 71

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 83

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en knap 30-årig kvinde, der modtog højeste førtidspension på baggrund af svære følger af misbrug. Hun havde nedsat kraft i begge hænder på grund af nervebetændelse, og hun led af hukommelses-svigt. Hun kom som meget ung ind i et stofmisbrug, og hun udviklede en svær personlighedsforstyrrelse. Kvinden boede som lejer hos sin moder, og hun modtog personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 71.

Efter tiltagende problemer med at få adgang til at udføre plejeopgaver og yde praktisk hjælp hos kvinden besluttede kommunen den 2. april 2001 at reducere den personlige og praktiske hjælp hos hende. Problemet var, at kvinden i mange tilfælde afviste at modtage hjælp. Samtidig indgik kommunen aftale med et hjemmeservicefirma om rengøring hos hende. Beslutningen om reduktion af personlig og praktisk hjælp blev ikke meddelt skriftligt i afgørelsesform.

Kvindens moder blev den 9. april 2001 orienteret om beslutningen om reduktion af personlig og praktisk hjælp hos datteren. Der blev ikke givet klagevejledning.

Kvindens tilstand forværredes væsentligt i løbet af efteråret trods kommunens fortsatte forsøg på få adgang til at yde hjælp, og hun afgik ved døden den 30. november 2001 efter indlæggelse på hospital.

I september 2001 klagede kvindens moder til klagerådet i kommunen over behandlingen af datteren. Ved brev af 23. oktober 2001 beklagede klagerådet, at de ikke kunne behandle sagen yderligere, da datteren selv havde frasagt sig hjælpen fra hjemmeplejen.

Klagen blev ikke sendt videre til stillingtagen i kommunalbestyrelsen.

Den 23. marts 2002 indgav moderen en formel klage til det sociale nævn over kommunens behandling af datteren med henvisning til en række punkter, herunder manglende hygiejne-hjælp ved kvalificeret personale, manglende psykologhjælp til datteren, og manglende rengøring af datterens omgivelser.

Nævnet afviste at behandle moderens klage over manglende hjælp efter servicelovens § 71. Dette blev begrundet med, at klager over afgørelser efter servicelovens § 71 først kan indbringes for det sociale nævn, når de har været behandlet af klagerådet og når kommunalbestyrelsen har taget stilling til klagerådets indstilling.

Nævnet afviste ligeledes moderens klage over manglende referater af møder afholdt i datterens sag.

Hvis sagen var blevet forelagt i rette tid ville nævnet have tilbagesendt sagen til behandling i klagerådet og kommunalbestyrelsen. Det havde imidlertid ingen mening på daværende tidspunkt.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde for at afklare, om moderen var klageberettiget i sagen om hendes afdøde datter.

Afgørelse:

Moderen blev ikke fundet klageberettiget i forhold til kommunens afgørelser om personlig og praktisk hjælp til datteren efter servicelovens § 71.

Hun var ligeledes ikke klageberettiget i forhold til kommunens opfyldelse af notatpligten, jf. offentlighedslovens § 6, stk.1, i forbindelse med afholdelse af møder om datterens ret til hjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse om afslag på at behandle sagen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, 2 pkt. er "den person, som afgørelsen vedrører ", der kan klage over en afgørelse; i dette tilfælde om personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 71.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at klageadgangen efter retssikkerhedslovens § 60 generelt skal fortolkes i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om klageadgang. Efter disse regler er de afgørende kriterier for, om en person har adgang til at klage over en afgørelse, om personen har en væsentlig, individuel, retlig interesse i sagen. Ankestyrelsen lagde dog til grund, at ordlyden af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1 ikke giver grundlag for en udvidende fortolkning af kredsen af klageberettigede.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at ordlyden af § 60, stk. 1 er snævrere end den fastlæggelse af kredsen af klageberettigede, som fremgik af Socialministeriets cirkulære af 7. juni 1973 om Den Sociale Ankestyrelse, punkt 5, hvorefter afgørelsen kunne påklages af den, hvem afgørelsen vedrører og i øvrigt af enhver, der har en retlig interesse i sagen.

Denne snævrere kreds af klageberettigede omfatter som udgangspunkt alene afgørelsens adressat, det vil sige den eller de personer, som afgørelsen sendes til og hvis individuelle forhold afgørelsen er rettet mod.

Ankestyrelsen fandt, at adressaten for afgørelser om hjælp til datteren var datteren selv, idet de vedrørte hende og var rettet mod hendes forhold.

Den omstændighed, at moderen blev orienteret ændrede ikke ved fastlæggelsen af hvem der var adressat eller ved vurderingen af klageberettigelsen. Moderens nære familiemæssige tilknytning til datteren bevirkede ikke, at hun havde en så væsentlig, individuel, retlig interesse i prøvelse af afgørelsen, at hun var klageberettiget i relation til afgørelser efter servicelovens § 71.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til SM P-11-03, hvor en pensionists efterlevende ægtefælle ikke fandtes at være klageberettiget eller at have ret til at begære genoptagelse af den afdøde ægtefælles pensionssag uanset at den efterlevende ægtefælle også kunne have en (økonomisk) interesse i ændring af den tidligere pensionsafgørelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at datteren ikke mentalt og bevidsthedsmæssigt var så dårligt fungerende, at hun ikke selvstændigt kunne beslutte, om klageretten skulle udnyttes. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at datteren skulle være ude af stand til at træffe beslutninger.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke forelå en fuldmagt fra datteren til moderen, hvorved hun blev bemyndiget til at påklage afgørelser om personlig og praktisk hjælp til datteren.

Ankestyrelsen fandt således, at datteren var den klageberettigede, og at denne ret ikke var blevet overført til moderen.

Retten til at påklage manglende overholdelse af notatpligten følger klageberettigelsen i forhold til hovedspørgsmålet, det vil sige spørgsmålet om personlig og praktisk hjælp. Da moderen ikke var fundet klageberettiget i forhold til hovedspørgsmålet var hun heller ikke klageberettiget i forhold til notat- og referatpligtens overholdelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 4. juli 2018, da den ikke længere har vejledningsværdi.