Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-53-03 om frivillige foranstaltninger - næsten 18-årig - selvstændig bolig - konkret skøn - forældremyndighedsindehaverens forsørgerpligt - nævnets efterprøvelse - særlige forhold

Resume:

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne særlige forhold, der kunne give nævnet grundlag for at ændre en kommunes afgørelse om afslag på at yde støtte til den løbende forsørgelse af en næsten 18-årig pige, der var flyttet i egen bolig. Ankestyrelsen ophævede derfor nævnets afgørelse om, at kommunen skulle udmåle støtte.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen havde foretaget en konkret og skønsmæssig vurdering af den unges behov for støtte, og at kommunen havde bevilget støtte til et indskud og havde udarbejdet et budget for, hvordan den unge kunne blive forsørget ved hjælp af familiens egne midler. Kommunen havde i denne forbindelse med rette taget udgangspunkt i, at moderen fortsat havde forsørgerpligt over for sin datter.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 2, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 69

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 40

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en ung pige, der henvendte sig til kommunen 3 måneder før sin 18-års fødselsdag og oplyste, at hun havde problemer derhjemme og ønskede at flytte hjemmefra. Efter at have ydet råd og vejledning opfordrede kommunen den unge til at overveje situationen og til at kontakte kommunen igen, hvis hun fik brug for hjælp. Efter et par uger kontaktede den unge igen kommunen og oplyste, at hun var blevet smidt ud hjemmefra, og at hun havde fundet en bolig. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde fundet noget arbejde, og at hun derfor manglede penge til huslejen. På et efterfølgende møde på kommunen, med deltagelse af den unges mor, blev den unges situation drøftet og det blev aftalt, at hun skulle flytte i egen bolig, og at hun skulle fortsætte sig jobsøgning. Kommunen vurderede, at den unges problemer rakte videre end almindelige teenageproblemer, men fandt dog ikke, at en anbringelse uden for hjemmet ville være den rette løsning

Moderen kontaktede efter nogle uger igen kommunen og anmodede om støtte til datterens løbende forsørgelse. Dette gav kommunen afslag på med henvisning til, at moderen i henhold til aktivlovens § 2, stk. 1, fortsat havde forsørgerpligt over for sin datter. Kommunen henviste endvidere til, at man ikke fandt, at den unge ville profitere af en anbringelse uden for hjemmet i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, men at det ville være mere til gavn, at familien selv, med egne ressourcer, støttede op om hende. Kommunen bevilgede dog et engangsbeløb til depositum for den unges bolig i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9. Kommunen udarbejdede endvidere på et møde med moderen et budget for den unges forsørgelse, hvori indgik børnefamilieydelsen til moderen, samt børnebidraget fra den unges far og et tilsvarende beløb fra moderen. Endvidere indgik et beløb svarende til den praktikløn, som den unge forventeligt ville kunne oppebære, hvis hun tog imod kommunens tilbud om at være behjælpelig med at finde et praktikjob.

Moderen klagede herefter til nævnet og anførte, at hun ikke var i stand til at dække datterens faktiske udgifter, men havde måttet låne hos venner og familie.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at udmåle støtte til den unges løbende forsørgelse i perioden fra hun flyttede i egen bolig og frem til hun fyldte 18 år, i det omfang hun havde manglet midler til sin forsørgelse. Nævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at kommunen havde fundet det nødvendigt, at den unge flyttede i egen bolig, idet kommunen havde bevilget et indskud i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9. Nævnet fandt ikke, at kommunen havde sandsynliggjort, hvorvidt den unge ved indflytningen i egen bolig havde kunnet forsørge sig selv.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at støtte til indskud og løbende forsørgelse efter kommunens opfattelse burde vurderes særskilt efter et konkret skøn. Efter kommunens opfattelse havde nævnet, med den anvendte begrundelse, sat skøn under regel og havde anvendt et ulovligt kriterium i afgørelsen. Det var endvidere kommunens opfattelse, at nævnet burde have sandsynliggjort, at den foranstaltning kommunen havde besluttet ikke var formålstjenlig, samt have begrundet hvorfor kommunen burde anbringe den unge på eget værelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt nævnet havde været berettiget til at tilsidesætte det konkrete skøn, kommunen havde udøvet i forbindelse med stillingtagen til en ansøgning om støtte til løbende forsørgelse til en pige på 17 3/4 år i perioden frem til hun fyldte 18 år.

Afgørelse:

Det sociale nævn havde ikke været berettiget til at pålægge kommunen at udmåle støtte til den unges underhold og husleje i perioden fra hun flyttede i egen bolig og frem til hun fyldte 18 år.

Ankestyrelsen ophævede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt til grund, at kommunens afgørelse om, at der ikke var grundlag for at yde støtte til den unges løbende forsørgelse og husleje, var en skønsmæssig afgørelse, hvor nævnets efterprøvelse var begrænset af retssikkerhedslovens § 69. Efter denne bestemmelse kan nævnet efterprøve skønsmæssige afgørelser, men kan kun tilsidesætte dem, hvis der er tale om særlige forhold.

Dette betyder, at nævnet bl.a. kan efterprøve de kriterier, der danner grundlag for kommunens skønsmæssige afgørelse, samt prioriteringen heraf. Nævnet kan således tage stilling til, hvorvidt den unge er omfattet af personkredsen i servicelovens § 40, stk. 1, samt i givet fald forholde sig til hvilken type støtteforanstaltning, det er nødvendigt at iværksætte for at støtte den unge i henhold til servicelovens § 40, stk. 2. Der henvises herved til de sociale meddelelser SM O-82-96 og SM C-8-02 om nævnets kompetence i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens § 40, stk. 1 og 2.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at kommunen, efter at have inddraget den unge og hendes familie, havde foretaget en konkret og skønsmæssig vurdering af den unges støttebehov, og at kommunen i denne forbindelse, dels havde bevilget støtte til et indskud til den unges bolig i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9, og dels havde tilbudt den unge at være behjælpelig med at få et praktikjob, så hun kunne blive delvis selvforsørgende. Endvidere havde kommunen ydet råd og vejledning til moderen om, hvordan hun ved egne midler, herunder ved hjælp af børnefamilieydelsen og børnebidraget fra den unges far, fortsat kunne opfylde sin forsørgerpligt over for datteren i henhold til aktivlovens § 2, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund ikke, at der forelå sådanne særlige forhold, der kunne give nævnet grundlag for at ændre kommunens afgørelse og pålægge kommunen at udmåle støtte til den unges underhold og husleje i perioden frem til hun fyldte 18 år. Ankestyrelsen bemærkede herved, at nævnet i sin afgørelse ikke havde forholdt sig selvstændigt til spørgsmålet om, hvorvidt den unge var omfattet af personkredsen i servicelovens § 40, stk. 1, og at nævnet ikke havde begrundet nærmere, hvorfor nævnet ikke fandt, at den af kommunen ydede støtte til den unge var tilstrækkelig.