Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-62-03 om anbringelse uden for hjemmet - fritidsaktiviteter - handicappet barn - forhold under anbringelsen - bistandsudøvelse - klageadgang - konkret vurdering

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at der måtte foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om en beslutning vedrørende en anbragt barns fritidsaktivitet hørte under kommunens bistandsudøvelse, eller om kommunen skulle træffe afgørelse efter servicelovens § 55, stk. 1, idet fritidsaktiviteten indgik som en del af formålet med anbringelsen.

I en sag, hvor der var ansøgt om støtte til en fritidsaktivitet for et handicappet barn under en anbringelse med henvisning til barnets særlige behov, fandt Ankestyrelsen, at kommunen burde have truffet afgørelse om, hvorvidt barnet under anbringelsen skulle være tilbudt den ansøgte aktivitet under hensyn til formålet med anbringelsen.

Ankestyrelsen fandt således efter en konkret vurdering, at der var tale om en beslutning om forhold under anbringelsen, som kommunen skulle vurdere efter servicelovens § 55, stk. 1 med deraf følgende klageadgang til nævnet.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 55, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 69

Sagsfremstilling:

I forbindelse med en frivillig anbringelse af et handicappet barn på en specialinstitution, i form af et 3 måneders observationsophold med henblik på en udredning af barnets handicap, ansøgte barnets moder om økonomisk støtte til klaverundervisning af barnet.

Det var oplyst, at barnet var født med dobbeltsidig læbe/ganespalte, uden øjne, samt med misdannelser af kraniet, og at det endvidere var diagnosticeret som infantil autist.

Som begrundelse for ansøgningen henviste moderen til, at barnet havde et særligt behov for stimulation, som efter moderens opfattelse bedst ville kunne dækkes af musikundervisning.

Det fremgik af sagen, at kommunen havde aftalt med institutionen, at den overtog forsørgelsen af barnet under opholdet.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om støtte til klaverundervisning i henhold til servicelovens § 28 og § 40, stk. 2, nr. 9, med henvisning til, at der ikke var mulighed for at yde hjælp til løbende forsørgelsesudgifter, når barnet var anbragt uden for hjemmet.

Moderen iværksatte herefter på egen hånd klaverundervisning for barnet, i forbindelse med at barnet var hjemme på samvær via en lokal musikskole. Kommunen var indforstået med at barnet gik til klaverundervisning, når det var hjemme på samvær.

I klagen til nævnet anførte moderen bl.a., at barnet af gode grunde ikke kunne vælge og vrage mellem fritidsinteresser, og at det derfor var vigtigt, at det allerede nu brugte sine gode sider. Det var endvidere moderens opfattelse, at barnet gennem musikundervisningen fik muligheden for at udnytte sit rytmiske talent, og at det fik sig nogle succesoplevelser. Moderen anførte endvidere, at institutionen ikke kunne stille med de ressourcer, det krævede at tage et barn med til eneundervisning.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at institutionen havde overtaget forsørgelsen af barnet under observationsopholdet og anførte, at der ikke var hjemmel i socialretten til at yde moderen hjælp til forsørgelsesudgifter, når institutionen havde overtaget forsørgelsen af barnet.

I klagen til Ankestyrelsen anførte moderen bl.a., at barnet burde støttes og have mulighed for at udvikle sine musikalske evner. Moderen henviste bl.a. til, at barnets synshandicap afskar det fra mange andre fritidsinteresser. Klagen var vedlagt et referat fra det afsluttende konferencemøde på barnets institution, hvoraf det bl.a. fremgik, at barnet havde et vist musisk potentiale, hvilket man fandt var ret naturligt på baggrund af dets synshandicap. Det blev endvidere på det kraftigste anbefalet, at dette musiske potentiale blev dyrket noget mere.

Ankestyrelsen anmodede i forbindelse med stillingtagen til antagelse af sagen til principiel behandling nævnet om at oplyse, i hvilket omfang servicelovens § 55, stk. 1 var indgået ved nævnets behandling af sagen.

Nævnet oplyste herefter, at nævnet ikke havde behandlet sagen efter servicelovens § 55, stk. 1, idet nævnet umiddelbart betragtede valg af fritidsaktivitet under anbringelse som en del af kommunens bistandsudøvelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke regler der regulerer et barns mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter under en anbringelse, samt herunder en afklaring af, om der er klageadgang til nævnet over kommunens beslutninger vedrørende et anbragt barns deltagelse i fritidsaktiviteter. Den del af sagen der vedrørte spørgsmålet om støtte efter servicelovens §§ 28 og 40, stk. 2, nr. 9 fandtes ikke at være af principiel betydning og var derfor ikke omfattet af antagelsestemaet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse efter servicelovens § 55, stk. 1.

Dette betød, at kommunen skulle foretage en konkret vurdering, af om barnet skulle være tilbudt individuel musikundervisning under dets anbringelse på specialinstitutionen som et led i formålet med anbringelsen. Ankestyrelsen havde således ikke taget stilling til om barnet var berettiget til at modtage musikundervisning under sin anbringelse eller ej.

Ankestyrelsen ophævede således kommunens og det sociale nævns afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at kommunen burde have taget stilling til, om barnet skulle tilbydes musikundervisning under dets anbringelse uden for hjemmet under hensyn til formålet med anbringelsen.

Ankestyrelsen fandt således efter en konkret vurdering, at der var tale om en beslutning om forhold under anbringelsen, som kommunen skulle vurdere efter servicelovens § 55, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet led af flere svære handicaps, herunder blindhed, og at moderen som begrundelse for ansøgningen om støtte til musikundervisning bl.a. henviste til, at barnet havde et særligt behov for stimulation, som efter moderens opfattelse bedst ville kunne dækkes af musikundervisning.

Kommunen og nævnet var derfor ikke berettiget til at afvise moderens anmodning om støtte alene med henvisning til, at kommunen havde overtaget forsørgelsen af barnet under dets anbringelse, og at der derfor ikke var mulighed for sideløbende at yde særskilt støtte til forsørgelsesudgifter, herunder udgifter til musikundervisning.

Ankestyrelsen var således ikke enig med kommunen og nævnet i, at alle beslutninger vedrørende fritidsaktiviteter under et barns anbringelse hører under kommunens bistandsudøvelse. Ankestyrelsen fandt derimod, at der måtte foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om en beslutning vedrørende et anbragt barns fritidsaktivitet hørte under kommunens bistandsudøvelse, eller om kommunen skulle træffe afgørelse efter servicelovens § 55, stk. 1, idet fritidsaktiviteten indgik som en del af formålet med anbringelsen. Kommunens afgørelser efter servicelovens § 55, stk. 1, kunne indbringes for det sociale nævn, jf. servicelovens §§ 121 og 122, stk. 1, mens afgørelser, der var truffet af kommunen som et led i bistandsudøvelsen, ikke kunne påklages efter servicelovens regler.

Ankestyrelsen bemærkede, at udgifter til fritidsaktiviteter, der blev iværksat som led i formålet med anbringelsen, indgik som en del af den samlede anbringelsesudgift. Spørgsmålet om forældrebetaling skulle i givet fald afgøres efter reglerne om forældrebetaling i bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år m.m..

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.