Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-3-04 om carony transportkørestol - særlig indretning - bil - hjælpemidler

Resume:

En Carony transportkørestol skulle som helhed anses som en særlig indretning efter bilbekendtgørelsen. Det var derfor amtskommunen, der som første instans skulle træffe afgørelse om hele bevillingen.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 3

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 76-årig kvinde, som tidligere var blevet bevilget støtte til en almindelig bil efter servicelovens § 99. Hun led af dissemineret sklerose, havde ingen gangfunktion og blev flyttet med lift. Hun sad i el-hvilestol eller almindelig manuel kørestol, som blev skubbet af hjælper.

Da kvinden ikke længere selv kunne flytte sig havde hun ansøgt amtskommunen om en Carony transportkørestol. Carony systemet var en transportkørestol, hvor sædet kunne fungere som bilsæde, idet kørestolens sæde gled over på en drejekonsol med skinner, som var monteret i bilen. Ved hjælp af kørestolsunderdel kunne stolen fungere som transportkørestol.

Amtskommunen bevilgede ved sin afgørelse kvinden tilskud til særlig indretning efter bilstøttereglerne i form af Carony drejekonsol med føringer, monteret og sæde med armlæn. Ansøgning om understel med højdeindstilling skulle derimod indgives til kommunen.

Kommunen gav ved sin afgørelse afslag på ansøgning om understel til Carony systemet efter servicelovens § 97 med den begrundelse, at understellet ikke var et hjælpemiddel, men en del af en særlig indretning af personbil, som skulle ydes efter servicelovens § 99. Kommunen anførte endvidere, at systemet alene afhjalp forflytning til bil og at kvinden via servicelovens § 97 var bevilget kørestol til transport.

Det sociale nævn tilbagesendte ved sin afgørelse sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at både det særlige sæde og understellet skulle anses for hjælpemidler efter servicelovens § 97. Det var derfor opholdskommunen, der skulle træffe afgørelse om bevilling af bilsædet og understellet. Nævnet lagde herved vægt på, at det særlige sæde både kunne bruges som bilsæde og ved hjælp af understellet tillige som transportkørestol. Nævnet fandt endvidere, at installeringen af drejekonsollen med skinner skulle anses som en fast særlig indretning af bilen, hvortil udgiften skulle afholdes efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1. Det var derfor amtskommunen, der havde kompetencen til at træffe afgørelsen om drejekonsollen med skinnerne.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at Carony systemets primære formål var forflytning til og fra bil og måtte anses som en samlet enhed. Borgeren ansøgte om hele systemet for at blive afhjulpet med forflytning og blev ikke afhjulpet ved bevilling af enkelte dele. Det var kommunens opfattelse, at systemet var en særlig indretning af bil, idet systemets funktion var som øvrige særlige indretninger. Et bilsæde måtte anses som en almindelig indretning af bil og understellet kunne ikke anvendes uden sædet.

Kommunen anførte endvidere, at det særlige sæde og understel ikke kunne erstatte en almindelig manuel kørestol og at det i øvrigt var et væsentlig dyrere produkt. Det var ikke en stol som borgeren kunne køre selv eller som kunne benyttes både inden- og udendørs som andre stole.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en Carony transportkørestol, eller dele heraf, skulle anses som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97 eller som en særlig indretning af bil efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt at kvinden var berettiget til en Carony transportkørestol efter bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1. Det betød, at det var amtskommunen, der som første instans skulle træffe afgørelse om hele bevillingen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bevilling af en Carony transportkørestol, som medførte en særlig indretning af bil, var anset for nødvendigt for at kvinden kunne benytte sin bil, jf. bilbekendtgørelsens § 9, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen om afgørelseskompetencen vægt på, at formålet med brugen af transportkørestolen i kvindens tilfælde var at lette eller gennemføre forflytningen af hende i forbindelse med at komme ind og ud af bilen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at brugen af Carony transportkørestolen krævede installering af drejekonsol med skinner i bilen samt at transportkørestolen måtte anses som en samlet enhed, hvor de enkelte dele ikke kunne benyttes særskilt.

Ankestyrelsen fandt således at hele transportkørestolen skulle henføres til bilbekendtgørelsen.