Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-4-04 om efterbetaling - forældelse - afbrydelse - tabt arbejdsfortjeneste - forældelsesfrist på 5 år - suspension af forældelsesfristen - retligt ukendskab - faktisk ukendskab - ulovbestemt suspension

Resume:

En kvinde fik efterbetaling af tabt arbejdsfortjeneste fra ansøgningstidspunktet i 1995 og frem.

Ankestyrelsen fandt, at kvindens krav på efterbetaling af tabt arbejdsfortjeneste var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908. Kvindens krav på efterbetaling var delvist forældet efter den 5 årige forældelsesregel i 1908-loven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven er en månedlig ydelse, der væsentligst har samme formål og karakter som livrente, overlevelsesrente, pension og aftægtsydelse.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at forældelsesfristen blev afbrudt ved den påklagede afgørelse hvor kravet på efterbetaling blev erkendt idet nævnet fandt, at kvinden fra ansøgningstidspunktet i 1995 havde ret til at få beregnet dækningen af tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af en hjemmehjælperløn.

Ankestyrelsen lagde endeligt vægt på, at der ikke var dokumentation for, at årsagen til, at kvinden ikke havde gjort sin ret gældende tidligere, var, at hun ikke havde haft kendskab til de fornødne faktiske oplysninger til at rejse krav om yderligere dækning af tabt arbejdsfortjeneste. En manglende viden om lovgivningen kunne ikke begrunde suspension efter forældelsesloven. *)

Love:

Lov om forældelse af visse fordringer - lov nr. 274 af 22. december 1908 - § 1, § 2 og § 3

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 72, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 29

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42

Note:

*) SM 0-86-96 ophæves

Sagsfremstilling:

En kommune havde i afgørelser fra 1996, 1997, og 1998 fundet, at en kvinde var berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, da hun passede sit barn i hjemmet, jf. servicelovens § 29. Dækningen svarede til kontanthjælp og betød, at hun blev friholdt for aktivering i det antal timer, der var bevilget hjælp. Der var ikke oplysninger om, at hun påklagede disse afgørelser.

Kommunen fandt i afgørelse af 30. august 2001, at kvinden fra 1. september 2001 var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste i 37 timer pr. uge. Ydelsen ville svare til hendes seneste indtægt, hvilket var kontanthjælp. Kvinden påklagede afgørelsen til det sociale nævn.

Det sociale nævn hjemviste den 20. december 2002 afgørelsen til kommunen. Nævnet bad kommunen afklare om kvinden havde haft en sådan tilknytning til arbejdsmarkedet, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes på et andet grundlag end kontanthjælp. Ligeledes måtte det afklares, om behovet for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste havde været uændret i perioden.

Af afgørelsen fremgik det bl.a., at "det er nævnets opfattelse, at 5 års fristen i forældelsesloven af 1908 ikke kan finde anvendelse i den konkrete sag. Der henvises til Den Sociale Ankestyrelses praksis offentliggjort i SM O-86-96. "

I afgørelse af 21. marts 2003 fandt kommunen efter indhentelse af oplysninger om kvindens beskæftigelsesforhold forud for ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste fortsat, at hun alene havde ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på kontanthjælpsniveau. Denne afgørelse blev ligeledes påklaget til det sociale nævn.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, således at kvinden fra ansøgningstidspunktet i 1995 skulle have udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på baggrund af en hjemmehjælperløn.

Nævnet gjorde igen opmærksom på, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes med tilbagevirkende kraft fra 1995. Begrundelsen herfor var, at kommunens afgørelser/sagsbehandling var behæftede med så mange forvaltningsmæssige fejl, at afgørelserne måtte erklæres for ugyldige.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen var det anført, at Kammeradvokatens notat "Forældelse af krav på førtidspension" ændrede opfattelsen af begrebet "utilregnelig uvidenhed" i forhold til praksis (SM O-86-96). Efter kommunens opfattelse var der ikke tale om utilregnelig uvidenhed i dette tilfælde, idet kommunen havde oplyst om klagemuligheden i forbindelse med forlængelse af bevillingerne i 1996, 1997, 1998 og 2001.

Mens sagen blev behandlet i Ankestyrelsen blev kvinden anmodet om at forklare, hvorfor kravet på efterbetaling ikke havde været rejst på et tidligere tidspunkt. Kvinden besvarede ikke denne henvendelse.

Kommunen oplyste, at der var ydet efterbetaling til kvinden i overensstemmelse med nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kravet på efterbetaling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra ansøgningstidspunktet i 1995 og frem var forældet efter 1908-loven om forældelse af visse fordringer.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kvindens krav på efterbetaling var delvist forældet efter den 5 årige forældelsesregel i 1908-loven. Kvinden havde dog alligevel ret til at beholde det beløb, som hun havde modtaget i henhold til nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden fra ansøgningstidspunktet i 1995 havde ret til at få beregnet dækningen for tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af en hjemmehjælperløn.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at hendes eventuelle ret til efterbetaling var begrænset af den 5 årige forældelsesregel i lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven), § 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at krav på efterbetaling af dækning for tabt arbejdsfortjeneste var en fordring, som var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven, jf. § 1, nr. 2, idet dækning for tabt arbejdsfortjeneste var en månedlig ydelse, der væsentligst havde samme formål som livrente, overlevelsesrente, pension og aftægtsydelse.

Begrundelsen var videre, at forældelsesfristen blev afbrudt ved den påklagede afgørelse, hvor nævnet fandt, at kvinden fra ansøgningstidspunktet i 1995 havde ret til at få beregnet dækningen af tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af en hjemmehjælperløn, jf. lovens § 2.

Begrundelsen var endeligt, at der ikke var dokumentation for, at årsagen til, at kvinden ikke havde gjort sin ret gældende tidligere, var, at hun ikke havde haft kendskab til de fornødne faktiske oplysninger til at rejse krav om yderligere dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Under hensyn til oplysningernes karakter (hendes tidligere arbejdsforhold) og det forhold, at hun ikke havde besvaret Ankestyrelsens henvendelse herom, fandt Ankestyrelsen, at det måtte lægges til grund, at årsagen til at hun ikke havde rejst kravet tidligere, var manglende viden om lovgivningen. Manglende viden om lovgivningen kunne ikke begrunde suspension efter lovens § 3, jf. SM M-1-03.

Eftersom klagen over nævnets afgørelse ikke havde opsættende virkning havde kommunen ydet betaling i henhold til nævnets afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 1. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i tilfælde af forældelse var grundlag for at kræve tilbagebetaling, da udgangspunktet var, at frakendelse alene havde virkning for fremtiden.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tage stilling til, hvorvidt forældelsesfristen i det konkrete tilfælde i øvrigt var suspenderet, mens spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste blev behandlet administrativt. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at ulovbestemt suspension ikke var omfattet af antagelsestemaet, og at en afgørelse heraf ikke havde betydning for kvinden, da hun havde ret til at beholde det beløb, som hun modtog på grundlag af nævnets afgørelse, jf. ovenfor.

Til det i klagen anførte bemærkede Ankestyrelsen, at SM O-86-96 ville blive ophævet i forbindelse med den forestående revision af praksisoversigten om lov om social service. Ankestyrelsen var således enig i, at den administrative praksis på dette punkt måtte ændres.

Efter Ankestyrelsens opfattelse var en manglende udnyttelse af en administrativ klageadgang uden betydning for spørgsmålet om forældelse efter 1908-loven.

Ankestyrelsen ændrede således delvist det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 29. marts 2019, da der er kommet nye regler på området den 9. november 2015 (LBK nr. 1238)