Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-15-04 om betaling - støtteforanstaltning - skolegang på privatskole - rideundervisning - ændringstidspunkt - tilbagebetaling

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betaling for støtteforanstaltninger efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1. Sagerne drejede sig dels om støtte til betaling af skolegang på privatskole (egenbetalingen) dels om støtte til betaling af rideundervisning.

Ankestyrelsen fandt, at der som udgangspunkt skulle betales for foranstaltninger iværksat efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, hvor der var tale om tilbud, som stilles til rådighed for alle borgere mod betaling, og henviste til servicelovens generelle betalingsprincip i lovens § 118, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der efter støttebestemmelsen i servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, kunne ydes hjælp til forældremyndighedsindehaverens udgifter til støtteforanstaltninger, der var iværksat efter nr. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke med hjemmel i servicelovens § 118, stk.1, vil kunne opkræves forældrebetaling for kommunens udgifter til rådgivning, vejledning, administration og tilsyn. Støtteforanstaltninger efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, af denne type af tilbud, iværksættes uden forældrebetaling. Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med de trufne afgørelser var foretaget en nærmere afgrænsning af, hvad der var omfattet af rådgivning, vejledning m.v.

I begge sager fandt Ankestyrelsen, at nævnet ikke havde været berettiget til at pålægge kommunen at betale udgifterne i forbindelse med barnets skolegang på privatskole/rideundervisning.

Ankestyrelsen ændrede derfor nævnets afgørelser og hjemviste sagerne til fornyet behandling i kommunen med henblik på en vurdering af, om forældremyndighedsindehaveren fremover havde midler til at betale udgiften til privatskole/rideundervisning, herunder om der var grundlag for at yde økonomisk støtte til betaling af disse udgifter efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8.

I begge sager blev der desuden truffet afgørelse om, fra hvilket tidspunkt ændringen skulle ske, ligesom det blev udtalt, at der ikke skulle ske tilbagebetaling af den hjælp, der lå forud for disse tidspunkter. *)

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 72, stk. 6

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 72

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 40, stk. 2, nr. 1 og § 118, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 158

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 46, pkt. 53

Note:

*) SM O-13-96 ophæves

Sagsfremstilling 1:

Sag 1 - j.nr. 3500467-02

Sagen angik et barn, som havde ceberal parese og epilepsi. Moderen, som havde forældremyndigheden alene, søgte om støtte til betaling af udgiften til privatskole.

Efter en økonomisk vurdering af moderens forhold gav kommunen afslag på betaling af skoleudgiften, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1.

Moderen klagede over afslaget til Det Sociale Nævn.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde moderen økonomisk hjælp til betaling af datterens skolegang på privatskole (egenbetalingen).

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fundet, at der var tale om en foranstaltning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, og på at der i loven ikke var hjemmel til at pålægge moderen at betale udgiften til en foranstaltning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1.

Nævnet anførte, at servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, gav hjemmel til at yde forældre, der ikke selv havde midler hertil, støtte til udgifter, der fulgte af foranstaltninger efter lovens § 40, stk. 2, nr. 1-5. Dette kunne eksempelvis være transportudgifter i forbindelse med deltagelse i en foranstaltning iværksat efter bestemmelsen.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at nævnets afgørelse om, at der aldrig skulle foretages et økonomisk skøn i forbindelse med hjælpeforanstaltninger og udgifter forbundet hermed efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1-5, havde skabt stor usikkerhed i kommunen. Kommunen henviste endvidere til SM O-13-96 og anførte, at denne SM imidlertid ikke satte spørgsmålstegn ved, at forældrebetalingen blev fastholdt, idet moderen i den konkrete sag selv havde midler til at betale. Kommunen fandt således, at den nævnte SM fastholdt en økonomisk trangsvurdering af udgiften til selve foranstaltningen (skolepenge til privatskole) i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1 og 8.

Da nævnets afgørelse var truffet som formandsafgørelse, behandlede nævnet sagen på møde, hvor den trufne afgørelse blev fastholdt. Af nævnets afgørelse fremgik det, at afgørelsen var en begunstigende forvaltningsakt. Da der ikke var fremkommet nye oplysninger, kunne nævnet ikke ændre afgørelsen til ugunst for borgeren.

Endvidere fremgik det af nævnets afgørelse, at SM O-13-96 og SM O-14-94, der var nævnt i Ankestyrelsens antagelsesbrev, omhandlede andre problemstillinger end i denne sag. I SM O-13-96 var der tale om et barn, der allerede gik på privatskole, og i den aktuelle sag var privatskolen valgt, da kommunen ikke havde andre undervisningstilbud. SM O-19-94 vedrørte betalingsbekendtgørelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, således som den var beskrevet i SM O-19-94 og SM O-13-96, for så vidt angik spørgsmålet om egenbetaling ved udgifter til skolegang på privatskole foranstaltet i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1. Endvidere indgik forståelsen af servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, i vurderingen.

Afgørelse:

Nævnet havde ikke været berettigede til at pålægge kommunen at betale udgifterne i forbindelse med barnets skolegang på privatskole.

Ankestyrelsen ændrede derfor nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på en vurdering af, om moderen fremover havde midler til at betale skoleudgiften.

Ankestyrelsens afgørelse skulle have virkning fra et tidspunkt, der lå ca. 3 måneder efter Ankestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at moderen skulle betale for udgifterne i forbindelse med barnets skolegang på privatskole (egenbetalingen) dog med mulighed for at få hel eller delvis støtte til udgiften.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på servicelovens generelle betalingsprincip, jf. lovens § 118, stk. 1, hvoraf fremgik, at den, der modtog hjælp efter denne lov, skulle betale for den modtagne hjælp medmindre andet var bestemt i loven.

Da der ikke var fastsat særlige regler om betaling for foranstaltninger, der iværksattes efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, skulle forældremyndighedsindehaveren som udgangspunkt betale for de udgifter, der var forbundet med de iværksatte foranstaltninger.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der efter støttebestemmelsen i servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, var hjemmel til at yde hjælp til skoleudgiften (egenbetalingen), der var forbundet med barnets skolegang på privatskole, jf. nr. 1.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, efter sin ordlyd var begrænset til at omfatte udgifter, der fulgte af de iværksatte foranstaltninger efter nr. 1. Ankestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på forarbejderne til bestemmelsen og tidligere tilsvarende bestemmelser i lov om social bistand.

Støtte til dækning af udgifterne kunne efter serviceloven § 40, stk. 2, nr. 8, ydes til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke havde midler til selv at afholde udgiften. Det afgørende for bedømmelse af trangen ville være, om udgiften ville bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Afgørelsen heraf beroede på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Spørgsmålet om i hvilket omfang, der kunne ydes støtte til dækning af skoleudgiften til barnets skolegang på privatskole, blev hjemvist til kommunen med henblik på, at kommunen foretog en vurdering af, om moderen opfyldte betingelse for at få økonomisk støtte efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, jf. nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at den hidtil ydede hjælp til betaling af skoleudgiften skulle ophøre med virkning fra et nærmere fastsat tidspunkt, der lå ca. 3 måneder efter Ankestyrelsens afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 6, således at moderen fik en vis periode til at indstille sig på de ændrede forhold.

Der skulle ikke ske tilbagebetaling af den hjælp, som moderen havde modtaget til dækning af skoleudgiften forud for dette tidspunkt.

SM O-19-94, vedrørte forældrebetaling i forbindelse med beslutning om dagtilbud. SM O-13-96 vedrørte betaling af sædvanlig egenbetaling for skolegang på privatskole samt udgifter i forbindelse med en iværksat social og undervisningsmæssig støtteforanstaltning som led i skolegang.

I begge afgørelser var udgangspunktet, at der kunne opkræves forældrebetaling for foranstaltninger, der iværksattes efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, hvor der var tale om tilbud, der blev stillet til rådighed for alle borgere mod betaling. Hvis foranstaltningen derimod omfattede tilbud, som generelt ikke var omfattet af brugerbetaling, f.eks. støttetimer som led i skolegang, kunne der ikke kræves betaling.

Ankestyrelsen oplyste, at SM O-13-96, der var truffet efter bistandslovens regler, ville blive ophævet og erstattet af den aktuelle afgørelse, der samtidigt ville blive udsendt som SM.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at det var almindelig antaget, at der ikke med hjemmel i servicelovens § 118, stk. 1, ville kunne opkræves forældrebetaling for kommunens udgifter til rådgivning, vejledning, administration og tilsyn. Støtteforanstaltninger efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1, af denne type af tilbud kunne iværksættes uden forældrebetaling. Det bemærkedes, at der ikke med den trufne afgørelse var foretaget en nærmere afgrænsning af, hvad der var omfattet af rådgivning, vejledning, administration og tilsyn.

Sagsfremstilling 2:

Sag 2 - J.nr. 3500482-02

Sagen drejede sig om en dengang 12-årig pige, som kommunen vurderede var en isoleret pige, der havde brug for at få etableret et netværk samt tilegne sig nogle kompetencer. Kommunen vurderede endvidere, at pigen skulle gå til ridning som støtteforanstaltning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1.

Kommunen gav afslag på økonomisk støtte til rideundervisning, idet en økonomisk beregning viste, at forældrene ikke var i trang.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse.

Nævnet pålagde kommunen at yde forældrene økonomisk hjælp til barnets deltagelse i rideundervisning.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fundet, at barnet var omfattet af personkredsen i servicelovens § 40, og at kommunen havde fundet, at deltagelse i rideundervisning ville kunne afhjælpe barnets behov for hjælp, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at der i loven ikke var hjemmel til at pålægge forældrene at betale udgifter til en foranstaltning efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1.

Nævnet anførte, at servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, gav hjemmel til at yde forældre, der ikke selv havde midler hertil, støtte til udgifter, der fulgte af foranstaltninger efter lovens § 40, stk. 2, nr. 1-5. Dette kunne eksempelvis være transportudgifter i forbindelse med deltagelse i en foranstaltning iværksat efter bestemmelsen.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sagen havde principiel karakter, og at kommunen ikke var enig med nævnet i, at familien ikke selv skulle betale udgiften, hvis den havde midler hertil.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, således som den var beskrevet i SM O-19-94 og SM O-13-96, for så vidt angik spørgsmålet om egenbetaling ved udgifter til rideundervisning foranstaltet i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 1. Endvidere indgik forståelsen af servicelovens § 40, stk. 2, nr. 8, i vurderingen.

Afgørelse:

Nævnet havde ikke været berettigede til at pålægge kommunen at betale udgifterne til barnets rideundervisning.

Ankestyrelsen ændrede derfor nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på en vurdering af, om forældrene fremover havde midler til at betale for rideundervisningen.

Ankestyrelsens afgørelse skulle have virkning fra et tidspunkt, der lå ca. 1 måned efter Ankestyrelsens afgørelse. Der skulle ikke ske tilbagebetaling af den hjælp forældrene havde modtaget til dækning af udgifter til rideundervisning forud for dette tidspunkt.

Ankestyrelsen anvendte den samme begrundelse som ovenfor i sag 1.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.