Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-16-04 om hjælpemiddel - el - køretøj - udskiftning af batteri

Resume:

Der kunne bevilges hjælp til udskiftning af batterier til et el-køretøj efter servicelovens bekendtgørelse om hjælpemidler og forbrugsgoder.

Ankestyrelsen fandt, at batterierne til el-køretøjet kunne købes i almindelig handel.

Ankestyrelsen fandt dog, at batterierne ikke kunne eller burde udskiftes af ansøgeren. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 97, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1 og § 112, stk. 6

Note:

*) SM C-49-00 ophæves

Sagsfremstilling:

Kommunen havde bevilget en mand et el-køretøj efter § 97, stk. 1. Manden var lammet fra brystet og ned efter.

Manden søgte om hjælp til bevilling af udskiftning af batterier på el-køretøjet (Sporster).

Kommunen gav afslag på udskiftning af batterierne. Kommunen vurderede udskiftningen af batterierne som hørende under borgerens egen udgift til f.eks. drift, rengøring og vedligeholdelse.

Kommunen begrundede afslaget med, at udskiftning af batterierne var en driftsudgift på lige fod med udskiftning af pærer, sikringer m.m. Batterierne kunne købes i almindelig handel i byen og hos de lokale cykelhandlere, som også kunne være behjælpelig med udskiftningen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde manden hjælp til udskiftning af batterierne til el-køretøjet efter servicelovens § 97, stk. 1, jf. § 5, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse om hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Nævnet fandt, at de i sagen omhandlede batterier til el-køretøjet ikke i hjælpemiddelbekendtgørelsens forstand var batterier, som kunne købes i almindelig handel.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at batterierne til el-køretøjet kunne købes hos de lokale cykelhandlere.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og anførte, at det var selvmodsigende, når nævnet lagde oplysningen om, at batterierne kunne købes hos de lokale cykelhandlere til grund, for derefter at begrunde afgørelsen med, at batterierne ikke kunne købes i almindelig handel.

Kommunen fandt bl.a., at det afgørende kriterium ikke kunne være, om der er tale om den ene eller anden type forretning, men om brugeren uden uoverstigelige vanskeligheder kunne anskaffe batteriet.

Kommunen fandt ligeledes, at såfremt det afgørende kriterium skulle være, om batteriet kunne købes i et supermarked eller ej, ville dette give anledning til vilkårligheder, idet et supermarked ikke er et entydigt begreb. Supplerende blev det oplyst, at de pågældende batterier ikke kun blev fremstillet til brug i el-køretøjer, men også til golfvogne og mindre lifte.

Det var kommunens opfattelse, at sagen havde generel og principiel betydning. Der blev henvist til, at der ikke siden ændringen af hjælpemiddelbekendtgørelsen var nogen afgørelse på området, herunder vedrørende forståelsen af ordlyden i § 5, stk. 3.

Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste manden, at han havde kontaktet de lokale cykelhandlere, der havde oplyst, at de ikke kunne hjælpe ham, da de ikke førte de pågældende batterier.

Kommunen bemærkede som svar på Ankestyrelsens forespørgsel, at batteriet i el-køretøjet var på 12 volt og 55 ampere, hvilket var identisk med et almindeligt startbatteri til en personbil. Det fulgte heraf, at batterierne kunne købes ved alle autoforhandlere samt andre forretninger, der handlede med autotilbehør og reservedele. 2 cykelhandlere havde oplyst, at de havde batterierne som skaffevarer. Det var ikke nødvendigt at udskiftningen blev foretaget af en fagmand. Brugeren kunne selv foretage udskiftningen.

Under sagens behandling anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om ministeriets eventuelle bemærkninger til fortolkningen af den nye bestemmelse i § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003, bl.a. henset til bestemmelsens forhistorie.

Af Socialministeriet udtalelse af 8. januar 2004 fremgik bl.a., at baggrunden for, at der blev lavet en udtrykkelig hjemmel til at yde støtte til batterier/akkumulatorer til særlige hjælpemidler ydet efter servicelovens § 97 var, at Den Sociale Ankestyrelse ved SM C-49-00 havde fundet, at hjælpemiddelbekendtgørelses § 5 måtte anses for udtømmende i forhold til hvilke driftsudgifter, der kunne ydes hjælp til.

Ankestyrelsen havde tidligere fundet, jf. SM O-47-95, at der var hjemmel til at yde støtte til batterier/akkumulatorer. Kommuner og amtskommuner havde i perioden fra offentliggørelsen af SM O-47-95 og frem til offentliggørelsen af SM C-49-00 lagt SM O-47-95 til grund og ydet støtte til batterier/akkumulatorer. Det var ministeriets opfattelse, at den praksis, der blev fastlagt i SM O-47-95, blev videreført med Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. af 5. marts 1998, uanset at dette ikke blev udtrykkeligt fastsat i hjælpemiddelbekendtgørelsen. Med udgangspunkt i den afgørelse der ligger til grund for SM C-49-00 henledte Den Sociale Ankestyrelse Socialministeriets opmærksomhed på, at hvis det fremover skulle være muligt at bevilge batterier og akkumulatorer, burde der i ministeriets hjælpemiddelbekendtgørelse indføres en udtrykkelig hjemmel hertil.

Socialministeriet indføjede derfor en hjemmel i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 3, der udtrykkeligt gør det muligt for kommuner og amtskommuner, at bevilge batterier til hjælpemidler ydet efter servicelovens § 97, hvor batterier ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren.

De batterier m.v. der her er tænkt på omfatter således først og fremmest batterier, akkumulatorer eller lignende, som ikke uden videre anskaffes i dagligvareforretninger og hvor selve det at installere batteriet i det pågældende hjælpemiddel kræver en ekspertise eller viden/omhu, som det ikke nødvendigvis kan forventes, at ansøgeren er i besiddelse af.

Heraf følger, at batterier til forskellige formål - alarmer, lygter etc., som købes i almindelige daglig-vareforretninger, kiosker m.v. og som det ikke kræver særlig viden eller omhu at udskifte, falder uden for ydelsesområdet for hjælp.

Sætningen "som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren" er således formuleret som følge af, at batterier i fx nødkaldeanlæg altid har været skiftet af kommunerne. Et batteri i et nødkaldeanlæg kan købes i almindelig handel, jf. ovenfor, men bør eller kan ikke skiftes af ansøgeren. "

På Ankestyrelsens forespørgsel oplyste Hjælpemiddelinstituttet telefonisk, at batterier til el-køretøjer forhandles af bilforhandlere, specielle firmaer og cykelforretninger. Det var en besværlig proces at skifte batterier, bl.a. på grund af, at nogle batterier er placeret på en sådan måde, at de er svære at komme til. Udskiftningen kunne kræve fysisk styrke på grund af nogle batteriers vægt. Udskiftningen af batterierne kunne også kræve motorisk snilde og omtanke. Hvis batteriet blev indsat forkert kunne det belaste kørestolen og driftssikkerheden, idet kørestolen f.eks. kunne gå ud af drift. Endvidere blev oplyst, at udskiftningen af batterier blev foretaget af hjælpemiddeldepoterne for svagere brugere.

Sagen blev behandlet i principielt møde til nærmere afklaring af, hvad der forstås ved udtrykket "som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren" i § 5, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at manden var berettiget til hjælp til udskiftning af batterier til el-køretøjet.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse, men med en anden begrundelse.

Begrundelsen var, at manden opfyldte betingelserne for at få bevilget hjælp til udskiftning af batterier til el-køretøjet efter servicelovens § 97, stk. 1, jf. § 5, stk. 3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Ankestyrelsen lagde til grund, at manden havde fået bevilget hjælp til el-køretøjet som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97, stk. 1. Ankestyrelsen havde videre lagt til grund, at det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 3, at kommunen eller amtskommunen yder hjælp til batterier til brug for hjælpemidler bevilget efter servicelovens § 97, som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren.

Ankestyrelsen fandt på den ene side, at batterierne til el-køretøjet kunne købes i almindelig handel.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra kommunen, at batterierne kunne købes ved lokale cykelhandlere. Batterierne kunne endvidere købes ved alle autoforhandlere, da batteriet var identisk med et almindeligt startbatteri til en personbil. Herudover kunne batterierne købes ved autotilbehørforhandlere, ved supermarkeder samt andre forretninger.

Ankestyrelsen fandt dog samtidig, at batterierne ikke kunne eller burde udskiftes af manden.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at det fremgik af Socialministeriets udtalelse til Ankestyrelsen, at de batterier m.v. der var tænkt på først og fremmest omfattede batterier, akkumulatorer eller lignende, som ikke uden videre anskaffes i dagligvareforretninger og hvor selve det at installere batteriet i det pågældende hjælpemiddel kræver en ekspertise eller viden/omhu, som det ikke nødvendigvis kunne forventes, at ansøgeren var i besiddelse af. Videre fremgik af Socialministeriets udtalelse, at heraf følger, at batterier til forskellige formål - alarmer, lygter etc., som købes i almindelige dagligvareforretninger, kiosker m.v. og som det ikke kræver særlig viden eller omhu at udskifte, faldt uden for ydelsesområdet for hjælp. Endelig fremgik det af udtalelsen, at sætningen "som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren" er således formuleret som følge af, at batterier i fx nødkaldeanlæg altid har været skiftet af kommunerne. Et batteri i et nødkaldeanlæg kan købes i almindelig handel jf. ovenfor, men bør eller kan ikke skiftes af ansøgeren.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at ifølge telefoniske oplysninger til Ankestyrelsen fra Hjælpemiddelinstituttet kunne det være en besværlig proces af skifte batterier til el-køretøjer og at udskiftningen kunne kræve motorisk snilde og omtanke. Hjælpemiddelinstituttet oplyste ligeledes, at det ikke var alle de personer, som er omfattet af personkredsen i servicelovens § 97, som selv har kunnet magte at skifte batterier, hvorfor hjælpemiddeldepoterne har ydet dem denne service gennem årene. Endelig blev det oplyst, at hvis batteriet indsættes forkert kunne det belaste kørestolen/el-køretøjet og driftssikkerheden, og kørestolen kunne eksempelvis gå ud af drift.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at det i Socialministeriets orienteringsskrivelse af 24. marts 2003 til samtlige kommuner, amter m.fl. om bekendtgørelse nr. 195 af 20. marts 2003 bl.a. er anført, at der nu er indføjet en hjemmel i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 3, der igen gør det muligt at bevillige batterier/akkumulatorer. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at der ifølge tidligere praksis efter bistandsloven blev ydet hjælp til udskiftning af akkumulatorer og batterier til el-kørestole.