Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-17-04 om kompetence - faktisk forvaltningsvirksomhed - ikke klageadgang - boligindretning - rykning af pantebrev - bistandsudøvelse

Resume:

En kommunes afslag på at rykke en panteret udstedt til sikkerhed for værdiforøgelse i boligen efter hjælp til boligindretning kunne ikke behandles af det sociale nævn og Ankestyrelsen.

Afslaget, der blev givet i forbindelse med et forældrepars omlægning af lån i boligen, havde karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, og afslaget var derfor ikke en afgørelse, der kunne ankes.

Afslaget var en faktisk forvaltningsbeslutning, der knyttede sig til den oprindelige bevilling om hjælp til indretningen. Situationen var ikke reguleret gennem den sociale lovgivning.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 60, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 102, stk. 1 og § 121

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 166, stk. 1 og § 116, stk. 1

Sagsfremstilling:

En familie havde i 2000 fået finansieret en om- og tilbygning af kommunen, da familien havde en hjemmeboende fysisk handicappet dreng på 6 år.

Byggeriet havde kostet ca. 1.000.000 kr., og der var i forbindelse med bevilling efter § 102, stk. 1 i serviceloven blevet oprettet og tinglyst et pantebrev til kommunen på 250.000 kr. Pantebrevet stod til pant for et rente- og afdragsfrit lån, der svarede til den forventede værdiforøgelse ved ombygningen.

Familien ønskede nu at omlægge lånene i huset til flekslån, delvist som et afdragsfrit lån i en periode på tre år.

I forbindelse med omlægningen af lånene var kommunen blevet bedt om at lade sit pant rykke for et nyt realkreditlån.

Kommunen meddelte at den ikke var interesseret i at rykke, for ikke at forringe sikkerheden for pantet.

Det var oplyst at den aktuelle belåning af huset udgjorde nominelt 2.318.000 kr., og at den foreslåede ny belåning af huset ville udgøre nominelt 2.266.000 kr.

Den offentlige ejendomsvurdering fra 2002 androg 2.300.000 kr., men det var anført, at en lokal ejendomsmægler havde ansat værdien til mellem 2,5 og 2,8 mill. kr.

Kommunen fastholdt afslaget på at rykke panteretten med tre begrundelser

* Lånet ændredes til et 30-årigt lån

* Der var i forvejen en høj belåning i huset

* At der i en periode ikke ville blive afdraget på lånet.

Nævnet afviste at behandle klagesagen, da der ikke var tale om en afgørelse truffet efter den sociale lovgivning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en kommunes afslag på at rykke sit pantebrev - optaget i forbindelse med kommunens finansiering af en boligændring efter servicelovens § 102, stk. 1 - skulle anses som en afgørelse efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, eller om der var tale om bistandsudøvelse i kommunen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen (og det sociale nævn) havde ikke kompetence til at tage stilling til kommunens afslag på rykning af en panterettighed i familiens ejendom, jfr. servicelovens § 121 og retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Det betød, at Ankestyrelsen (og det sociale nævn) ikke kunne behandle det påklagede spørgsmål om rykning af kommunens panterettighed.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens afslag på at rykke panteretten i ejendommen ikke var en afgørelse, som kunne påklages til de sociale klageinstanser, jf. servicelovens § 121 og retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Kommunes afslag havde karakter af udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed i relation til det bevilgede lån efter servicelovens § 102, stk. 1. Afslaget var ikke en afgørelse, der kunne ankes.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at beslutninger truffet som led i faktisk forvaltningsvirksomhed efter den almindelige forvaltningsret ikke kan ankes og behandles i klageinstanserne.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunens afslag ikke skabte (ny) ret for familien, men at afslaget var en faktisk forvaltningsbeslutning, der knyttede sig til den oprindelige afgørelse om bevilling af hjælp til indretning af boligen efter servicelovens § 102, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at situationen ikke var reguleret gennem den sociale lovgivning. Der var således ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning udstedt regler, som regulerede situationen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunens afslag på at rykke sin panterettighed havde karakter af en privatretlig råden, som Ankestyrelsen ikke kunne efterprøve.

Ankestyrelsen havde bemærket sig, at kommunens beslutning var truffet under iagttagelse af almindeligt gældende forvaltningsretlige principper, og at beslutningen overordnet set var truffet ud fra saglige kriterier.