Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-21-04 om husvild - midlertidigt husly - fravalg af bolig - handleplan - rådgivnings - og vejledningsforpligtelse - forsorgshjem

Resume:

Kommunen var ikke forpligtet til at anvise midlertidigt husly mod betaling til en mand, hvis boligproblem skyldtes, at han havde valgt ikke at tage imod et tilbud om genhusning.

Eftersom manden i flere år havde været hjemløs, fandt Ankestyrelsen, at kommunen burde have vejledt manden om muligheden for hjælp efter reglen om midlertidige botilbud til personer med særlige sociale problemer, som ikke havde egen bolig.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 66 og § 111

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 80

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at manden på grund af en renovering af hans tidligere lejlighed måtte fraflytte i foråret 2000. Udlejeren tilbød, at han kunne flytte til en anden lejlighed, der havde 2 rum. Manden var ikke interesseret i genhusning og meddelte, at han fraflyttede lejemålet 1. juni 2000. I august måned 2000 søgte han kommunen om en husvildebolig. Han oplyste, at han var enlig og at årsagen til afslaget på genhusning var, at den tilbudte lejlighed ikke havde bad tilknyttet. Som begrundelse for ansøgningen oplystes det bl.a., at ansøgeren ønskede samkvem med en 11-årig søn.

Kommunen meddelte ham afslag på ansøgningen.

Manden gentog ansøgningen om husvildebolig i maj 2003. Han havde da været skrevet op i et boligselskab i 3 år men havde fået at vide, at der var 5-6 års ventetid. Han var træt af at hutle sig igennem, leve på gaden og sove i togvogne.

Det fremgik endvidere, at kommunen havde henvist ham til selv at søge anden bolig via boligselskaberne og på det private boligmarked.

Kommunen fandt ikke, at han var berettiget til midlertidigt husly efter servicelovens § 66, fordi han ikke havde mistet sin bolig akut. I forbindelse med fraflytningen fra tidligere bolig i 2000 takkede han nej til et tilbud om genhusning fra tidligere udlejer og han havde således selv valgt at stå uden bolig.

Manden påklagede afgørelsen til det sociale nævn.

Det sociale nævn gav manden medhold i hans klage over kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at han på tidspunktet for kommunens afgørelse var omfattet af den berettigede personkreds i servicelovens § 66 om anvisning af husly til husvilde.

Nævnet lagde herved vægt på, at han på tidspunktet for kommunens afgørelse af 10. juni 2003 havde mistet sin hidtidige bolig og stod helt uden tag over hovedet, idet han levede på gaden og sov i togvogne, ligesom han ikke på dette tidspunkt havde mulighed for at skaffe sig selv indkvartering.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at han i tiden efter kommunens første afslag på anvisning af husvildebolig ved afgørelse af 2. august 2000 ikke havde vist sig i stand til selv at løse sit boligproblem.

Såfremt han fortsat var husvild pålagde nævnet kommunen at anvise ham husly mod betaling.

Nævnet bemærkede, at kommunen ikke var forpligtet til at tilvejebringe en varig løsning på hans boligproblem.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen til Socialministeriets informationsbrev af 12. maj 2003. I det konkrete tilfælde var der tale om en person, der var blevet tilbudt genhusning af den tidligere udlejer, men som selv valgte at løse sit boligproblem ved at afvise tilbuddet. Efter kommunens opfattelse havde han således ikke mistet sin hidtidige bolig. Kommunen havde derfor levet op til sine forpligtelser efter servicelovens § 66.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en ansøger, der har været uden bolig i årevis, har ret til midlertidig indkvartering efter servicelovens § 66.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at manden ikke havde ret til midlertidigt husly mod betaling, da kommunen traf afgørelse herom den 10. juni 2003. Det betød, at den midlertidige indkvartering skulle ophøre, når kommunen havde taget stilling til, hvorvidt manden var omfattet af servicelovens § 111.

Ankestyrelsen bad kommunen - eventuelt i samarbejde med amtskommunen - om at tage stilling til, hvorvidt manden var omfattet af servicelovens § 111 om tilbud om udarbejdelse af en handleplan.

Ankestyrelsen fandt endelig, at kommunen havde begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke at vejlede manden om muligheden for hjælp efter servicelovens § 94, jf. vejledningsforpligtelsen i servicelovens § 68. Det var stærkt kritisabelt, at kommunen ikke havde ydet denne vejledning, men mangelen var ikke væsentlig for den trufne afgørelse vedrørende servicelovens § 66. Ankestyrelsen anmodede kommunen om at yde manden den fornødne vejledning herom snarest.

Begrundelsen for afgørelsen var, at manden ikke var husvild på tidspunktet for kommunens afgørelse af 10. juni 2003. Han var derfor ikke berettiget til midlertidigt husly efter servicelovens § 66.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på lovbemærkningerne til servicelovens § 66, hvorefter det er en forudsætning for hjælp, at den husvilde har mistet sin bolig. På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at tilfælde, hvor borgerens boligmangel var forårsaget af en egen beslutning om at flytte eller om ikke at acceptere en tilbudt bolig som udgangspunkt ikke var omfattet af kommunens forpligtelse efter servicelovens § 66. Dette understøttedes tillige af det i Socialministeriets informationsbrev af 12. maj 2003 anførte, hvorefter borgeren ydermere havde en forpligtelse til selv at være aktiv omkring løsningen af sit boligproblem.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om manden ville være omfattet af personkredsen i servicelovens § 94, men lagde vægt på, at § 94 efter sin ordlyd bl.a. omfattede personer med særlige sociale problemer, som ikke havde en bolig. Det var amtskommunen der som 1. instans skulle træffe afgørelse om manden var berettiget til hjælp efter denne bestemmelse.

Ved afgørelsen om at kommunen i det konkrete tilfælde burde have overvejet at tilbyde udarbejdelsen af en handlingsplan lagde Ankestyrelsen vægt på, at manden igennem flere år havde været uden bolig.

Hvis der blev udarbejdet en handlingsplan burde kommunen være opmærksom på principperne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling ved vurderingen af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser, navnlig §§ 7-9.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse vedrørende husvildeforpligtelsen i § 66. Spørgsmålet om tilbud om udarbejdelse af en handleplan blev hjemvist til kommunen.