Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-23-04 om kompetence - prøvelsesbegrænsning - betaling - madserviceordning - serviceniveau

Resume:

De sociale klageinstanser kunne behandle en sag om betaling for en madserviceordning, da der ikke var fastsat regler i serviceloven eller retssikkerhedsloven, der afskar klageadgangen. Der kunne dog ikke klages over det kommunale serviceniveau, herunder over fastsættelsen af prisen for den enkelte levering af mad.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 60

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 82 og § 121

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 161, stk. 3 og § 166

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at en kommune havde meddelt en kvinde, at kommunen havde ca. 25.000 kr. til gode hos hende. Årsagen hertil var, at hun i en periode på ca. 19 måneder ikke var blevet opkrævet betaling for madservice. Kommunen beklagede, at der ikke tidligere var opkrævet betaling, hvilket ville blive rettet, så fejlen ikke gentog sig. Kommunen vedlagde en opgørelse over leverancerne og en faktura til indbetaling af beløbet.

Af den efterfølgende korrespondance mellem kvinden og kommunen fremgik det bl.a., at den almindelige betalingsmåde var, at beløbet blev trukket i udbetalingen af pension. Kommunen havde troet, at hun var tilmeldt denne betalingsordning, hvilket bl.a. viste sig ved, at kommunen refunderede for de dage, hvor hun ikke modtog mad.

Kvinden henviste til et brev fra kommunen, hvorefter brugerne af kommunens madserviceordning ville betale for leverancerne over pensionen og hun mente at have modtaget et tilsvarende brev i forbindelse med tilmeldingen til ordningen. Hun gjorde gældende, at hun havde været i god tro om, at der var betalt løbende, mens kommunen mente, at hun havde en pligt til at kontrollere om pensionsudbetalingen havde været korrekt. Kommunen erkendte, at den manglende betaling skyldtes en administrativ fejl. Kommunen var af den opfattelse, at hun ikke kunne klage til nogen klageinstans over opkrævningen og at hun derfor måtte anlægge retssag, hvis hun var utilfreds hermed.

Kvinden klagede til det sociale nævn over kommunens behandling af sagen. Det fremgik bl.a. af klagen, at kommunen havde fastholdt kravet om betaling, selvom om hun havde været i god tro.

Det sociale nævn afviste at behandle sagen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at da den fremsendte regning var knyttet til kommunens tilbud om madservice efter servicelovens § 71, kunne det sociale nævn ikke behandle klagen, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Det forhold, at regninger var opstået som følge af fejl begået af kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt, at spørgsmålet om kvinden var forpligtet til at betale regningen henhørte under de almindelige domstole.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen var det bl.a. anført, at det ikke var kommunens tilbud om madservice eller prisfastsættelsen, der blev klaget over, men det forhold at kommunen havde begået en administrativ fejl, som havde medført et efterbetalingskrav på ca. 25.000 kr. Kvinden var af den opfattelse, at lignende sager viste, at kommuner selv måtte hæfte for administrative fejl.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang de sociale klageinstanser er kompetente til at behandle spørgsmål vedrørende (efter)betaling for madserviceordninger, jf. servicelovens § 71.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn, da Ankestyrelsen fandt, nævnet skulle realitetsbehandle klagen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at nævnet var kompetent til at behandle klagen over kommunens afgørelse fra oktober 2003.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at afgørelsen fra kommunen hvilede på den forudsætning, at kvinden var forpligtet til at efterbetale ca. 25.000 kr., fordi hun igennem to år havde modtaget mad gennem en madserviceordning efter servicelovens § 71 uden at betale løbende. Kommunen måtte således anses for at have truffet en afgørelse vedrørende hendes forpligtelse til at betale for madserviceordningen, jf. servicelovens § 82 og Socialministeriets bekendtgørelse (nr. 26 af 14. januar 1998) om betaling for bl.a. hjælp efter servicelovens § 71.

Efter servicelovens § 121 kan kommuners afgørelser efter denne lov indbringes for de sociale nævn medmindre andet er fastsat i serviceloven eller retssikkerhedsloven. Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 2 kan klager over kommunens serviceniveau, herunder eksempelvis takster for tilbudene, ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke fremgik af servicelovens § 82 eller ovennævnte bekendtgørelse, at sager om betaling for hjælp efter servicelovens § 71 ikke kunne påklages. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at klagen vedrørte spørgsmålet om betalingsforpligtelsen efter servicelovens § 82 i det konkrete tilfælde var ophørt, og der var således ikke tale om, at hun anfægtede den fastsatte takst for madserviceordningen eller andre af kommunens generelle afgørelser.