Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager klagede over, at et tidsskrift havde givet afslag på genmæle overfor en kritisk anmeldelse af en ny oversættelse af Det Gamle Testamente.
Pressenævnet havde ikke mulighed for at vurdere, hvor mange kirkeligt begrundede rettelser, der var foretaget i 1992-oversættelsen i forhold til de udarbejdede prøveoversættelser. Selv om der i artiklen måtte være givet en forkert oplysning omkring antallet af rettelserne, fandt nævnet, at den i bladet bragte anmeldelse ikke var af en sådan karakter, at offentliggørelse heraf havde medført skade af betydning for klager. Der var derfor ikke grundlag for et genmæle.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 112/2002

 

Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt   har klaget til Pressenævnet over, at Bibliana har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel i et særnummer .

Artiklen havde overskriften 0,009% kirkeligt islæt . I en underoverskrift hed det:

Der er en ny oversættelse af Det Gamle Testamente på vej. Oversættelsen har som sit erklærede formål at give ikke hebraisk-kyndige et alternativ til den autoriserede oversættelse som de nye oversættere mener er kirkeligt influeret. Men der skydes spurve med kanoner, og lægfolket bliver alligevel ladt i stikken.

I artiklen hed det bl.a.:

Hovedårsagen til den nye oversættelse er altså de kirkeligt bestemte ændringer i den autoriserede oversættelse i forhold til prøveoversættelsen. Antallet af disse ændringer er et meget lille antal brutto 20, netto lidt færre, eftersom flere tilfælde er samme sag af velkendte formuleringer som Guds storm i 1 Mos 1,2 der blev til Guds ånd , den unge kvinde der er gravid , i Es 7,14 der blev til den unge kvinde der skal blive med barn , gudesønner der blev til gudssønner og den slags. Dette er, fremhæves det, teologisk begrundede ændringer der skal indlæse Helligånden, gøre Det Gamle Testamente til en profeti om Kristus, tilsløre en mulig tilstede værelse af flere guder i Det Gamle Testamente osv; de er blevet indført under pres fra den kirkelige højrefløj.

At dette er tilfældet, er trivielt. Spørgsmålet når det kommer til en vurdering af dette projekts relevans, er om der er tale om en skandale, dennes omfang i givet fald, og hvad en passende reaktion evt. bør være. Personligt vil jeg mene at der er tale om en relativt overskuelig skandale. Jeg har ganske vist ingen anelse om hvor mange anslag 1992-oversættelsen beløber sig til; men jeg har prøvet et løseligt skøn. Hvis man absolut uvidenskabeligt sætter en side prosa til 3134 anslag og en side poesi til 2046 anslag, og hvis man sætter at prosaen omfatter 450 sider og poesien 395, giver det 2.218.470 anslag (uden mellemrum). Bruttolisten over kirkelige ændringer 210 anslag i alt udgør dermed 0,009% af den samlede tekstmasse. Hvis hovedårsagen til den nye oversættelse er disse ændringer, kan man overveje om ikke det passende modtræk ville være et A5-ark med ændringer at lægge ind i 1992-oversættelsen?

Klageren anmodede ved brev af 16. oktober 2002 bladet bringe følgende genmæle:

Anmeldelse og videnskabelig integritet

I Bibliana, særnummer , 2002, anmelder Hans J. Lundager Jensen bøgerne Ny bibeloversættelse på videnskabeligt grundlag: Introduktion, og Ny bibeloversættelse på videnskabeligt grundlag: Annoteret prøveoversættelse (m.m.).

Lundagers oplysninger og konklusion om den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 er på flere punkter ikke blot misvisende, men også dokumenterbart forkerte. Der foreliggere ikke kun 20 eksempler brutto på ændringer i 1992-oversættelsen i forhold til prøveoversættelserne, som han skriver, og man må spørge, hvor han har dette bruttotal fra. Især når han ikke oplyser det.

Lundager anvender betragtelig plads på at diskutere, hvorvidt det giver mening at karakterisere 1992-oversættelsen som en kirkebibel, som projektgruppen bag den nye oversættelse har gjort i dens introduktionsbind. Hans konklusion er kort fortalt, at bruttolisten på 20 eksempler over kirkelige ændringer i 1992-oversættelsen udgør 0,009 procent af den samlede tekstmasse. Hvilket foranlediger ham til retorisk at spørge: Hvis hovedårsagen til den nye oversættelse er disse ændringer, kan man overveje om ikke det passende modtræk ville være et A5-ark med ændringer at lægge ind i 1992-oversættelsen? (s. 17).

Faktum er, at en GT-NT-koordineringsgruppe nedsat i 1988 samordnede ca. 6000 formuleringer (i prøveoversættelserne) af citater/allusioner Det gamle og Det nye Testamente imellem. Det fremgår af afhandlingen Hvem bestemmer over Biblen? (Århus Universitet 1994, s. 62, 70), skrevet af tidligere medarbejder ved Det Danske Bibelselskab Ove Kollerup. Han har ifølge egne oplysninger haft adgang til alt tilgængeligt kildemateriale i Bibelselskabets arkiver omkring 1992-oversættelsen (s. 1). I en særlig revisionskomité ligeledes nedsat i 1988 blev ca. 600 skriftsteder fra Det gamle og Det nye Testamente taget op til behandling. Det skriver deltager i 1992-oversættelsen Bodil Ejrnæs i ph.d.-afhandlingen Skriftsynet igennem den danske bibels historie (København 1995, s. 205). Og af Bibelselskabets årbog fra 1988 fremgår, at revisionskomiteens kommissorium bl.a. var at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente (s. 43). Endelig har Jens-André P. Herbener haft adgang til Bibelselskabets arkivmateriale på Det Kongelige Bibliotek, og det har godtgjort et meget stort antal ændringer af prøveoversættelsen.

Disse forhold giver selvsagt et markant andet billede af revisionsarbejdet og de nytestamentligt/kirkeligt begrundede ændringer af prøveoversættelserne såvel som af 1992-oversættelsen end Lundagers udokumenterede fremstilling. Formålet med det omfattende revisionsarbejde har så vidt muligt været at få Det gamle og Det nye Testamente til at fremstå som en frelsehistorisk helhed, og et sådant formål har ikke noget med en metodisk holdbar oversættelse af Det gamle Testamente at gøre. Og selv om GT-oversættelsen fra 1992 filologisk ofte kan være principielt mulig (det er der af og til flere oversættelser, der kan være), behøver den ikke at være videnskabeligt bæredygtig. Dét forudsætter bl.a., at oversættelsen er baseret på tekstens ordlyd og kontekst, ikke på en sammenblanding af teksten og dens omfattende virkningshistorie, som i 1992-oversættelsens tilfælde.

At Lundager skriver, som han gør, kan især undre af følgende to grunde: 1) I introduktionsbindet refereres der til overstående oplysninger om 1992-oversættelsen, 2) Lundager havde 14.6. sendt sin anmeldelse til projektgruppen, ca. 3½ måned inden anmeldelsen udkom, og projektgruppen gjorde samme dag (samt 18.6.) Lundager opmærksom på de fejlagtige oplysninger. De blev imidlertid ikke rettet.

I den forbindelse kan projektgruppen heller ikke undertrykke en undren over, at Biblianas redaktører, hvoraf to i deres egenskab af konsulenter i projektgruppens indledende arbejde fik tilsendt bøgerne for ca. et år siden, ikke har rettet de faktuelle fejl, men tværtimod har sat trumf på ved at fremhæve dem i anmeldelsens overskrift: 0,009% kirkeligt islæt .

Det har i projektgruppen ligeledes vakt undren, at den absolutte hovedpart af de positive tilkendegivelser om den nye oversættelse, som forelå i den anmeldelse, Lundager sendt til projektgruppen den 14.6., er blevet fjernet i den trykte anmeldelse.

Endelig skal det siges, at en vurdering af en bibeloversættelses karakter langtfra alene kan foretages ved at se på dens ordlyd sådan som Lundager gør. Der bliver man tillige nødt til at tage stilling til bl.a. oversættelsens titel, dens bogoverskrifter, skrifthenvisningers indhold, paginering, indholdsfortegnelse, gengivelse af gudenavne, egnnavne og ikke mindst dens tilgrundliggende metodologi. I den forbindelse kommer man ikke uden om, at også alle disse forhold understreger 1992-oversættelsens kirkelige grundkarakter. Udførlig dokumentation og eksemplificering foreligger i projektgruppens introduktionsbind kap. 1.

Her kan du læse mere:

J.A.P. Herbener, Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt: Formål, metodologi og hermeneutik , i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift , nr. 41 (2002), 77-87 (in print).

Ulf Haxen

Philippe Provencal

Jens-André P. Herbener (ansv.)

Redaktionen

Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt

Ved brev af 11. november 2002 afviste bladet at bringe genmælet i den fremsendte form, men meddelte samtidig, at man var villig til at bringe en berigtigelse på et enkelt punkt.

Det indklagede medie, Bibliana, beskæftiger sig med populærvidenskabelig formidling af bibelforskning.

Klageren har anført, at grundlaget for Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt hvis formål er at tilvejebringe en videnskabelig nyoversættelse af Det Gamle Testamente undergraves, når der i artiklen anføres den fejlagtige påstand, at der kun skulle foreligge 20 kirkelige ændringer brutto i 1992-oversættelsen i forhold til de udarbejdede prøveoversættelser en pointe, der tilmed fremhæves i artiklens overskrift. Hvis der allerede foreligger en kun få år gammel videnskabelig bibeloversættelse, er der af gode grunde ikke brug for en ny videnskabelig oversættelse. Ud fra denne betragtning har Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekt altså ingen eksistensberettigelse eller relevans. Der foreligger således oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning .

Klageren har videre anført, at bladets redaktion i svaret til klager den 11. november 2002 indrømmer, at de oplysninger, som anmeldelsen fremfører om 1992-oversættelsen, er dokumenterbart forkerte. Bladet er imidlertid ikke indstillet på at skrive i berigtigelsen, at 1992-oversættelsen i slutningen af dens tilblivelseshistorie blev underkastet en revideringsproces, der indebar et arbejde med mere end 6000 kirkeligt begrundede rettelser, sådan som litteraturen om 1992-oversættelsen dokumenterer. Når bladet skal oplyse, at der foreligger en fejl, bør man gøre læserne udtrykkeligt opmærksom på, hvad fakta er, særligt i en videnskabelig sammenhæng som denne, hvor præcision og eksplicitering må anses for uomgængelige krav.

Klageren har oplyst, at en omtale af, at 1992-oversættelsen blev underkastet en revideringsproces, der indebar et arbejde med mere end 6000 kirkeligt begrundede rettelser, tidligere har været bragt i bladet. Klager har i øvrigt inden offentliggørelsen gjort anmelderen opmærksom på de usande oplysninger, som imidlertid ikke blev rettet.

Bladet har anført, at det krævede genmæle langt overskrider bestemmelserne i medieansvarslovens § 38, stk. 1, der angiver, at genmælets indhold skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger .

Bladet har videre anført, at anmeldelsens vurdering af Det Hebraiske Bibeloversættelsesprojekts udgivelser ikke er afhængig af de numeriske fejl i anmeldelsen, og anmeldelsen kan således ikke anses for ved urigtige oplysninger at påføre oversættelsesprojektet økonomisk eller anden skade af betydning , jf. medieansvarslovens § 36, stk. 1.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet har ikke mulighed for at vurdere, hvor mange kirkeligt begrundede rettelser, der er foretaget i 1992-oversættelsen i forhold til de udarbejdede prøveoversættelser, herunder om der er tale om brutto 20, netto lidt færre ændringer, således som det er angivet i anmeldelsen. Selv om der i artiklen måtte være givet en forkert oplysning omkring dette antal, finder nævnet, at den i bladet bragte anmeldelse ikke er af en sådan karakter, at offentliggørelse heraf har medført skade af betydning for klager. Der er derfor ikke grundlag for et genmæle.

Afsagt den 5. marts 2003.