Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-26-04 om boligindretning - værdiforøgelse - pantebrev - fordeling - ombygning - lån - offentlig vurdering

Resume:

En kommune var i forbindelse med hjælp til boligindretning alene berettiget til at forlange oprettelse af lån og tinglysning af pantebrev i ejendommen for et beløb, der modsvarede den værdiforøgelse, som den af kommunen finansierede boligændring havde medført. Der skulle således ske en fordeling af værdiforøgelsen mellem kommunen og ejendommens ejer.

Ankestyrelsen lagde til grund, at den samlede værdiforøgelse i ejendommen fastsættes på baggrund af den offentlige vurdering. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 102

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1 og § 116, stk_ 4

Note:

*) SM O-64-95, O-88-96 og O-3-98 ophæves

* * * * *

Sagsfremstilling:

En yngre mand mistede i 1999 førligheden i begge ben og blev kørestolsbruger.

Manden fik af sin kommune bevilget hjælp til boligindretning efter servicelovens § 102 til en værdi af ca. 265.000 kr. i form af blandt andet ændring af badeværelse og køkken, således at det blev mere handicapvenligt.

Han havde i forbindelse med ombygningen selv bekostet supplerende ændringer i huset til montering af nye trægulve og ny terrassedør. Han havde anvendt ca. 100.000 kr. til dette formål.

Vurderingsrådet havde i 2002 bedømt den samlede værdistigning til at udgøre 80.000 kr. Vurderingsrådet havde oplyst, at stigningen skyldtes den indvendige modernisering.

Den ejendomsmægler, manden havde anmodet om at vurdere ejendommen i forbindelse med klage over ejendomsvurderingen havde oplyst, at værdiforøgelsen blandt andet skyldtes de nye trægulve og den nye dør ud til terrassen.

Kommunen krævede pant i mandens ejendom for et beløb af 80.000 kr. som følge af udførte boligændringer i henhold til servicelovens § 102.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen til fornyet vurdering af, hvor stort et pant kommunen i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998, § 3, jfr § 1, skulle have i ejendommen på grund af værdiforøgelse som følge af de af kommunen udførte boligændringer.

Kommunen fastholdt afgørelsen med henvisning til blandt andet SM O-3-98.

Det sociale nævn traf derefter på ny afgørelse i sagen og hjemviste sagen til afgørelse i kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en kommune kan kræve tinglysning af den fulde værdistigning efter en boligindretning finansieret dels af kommune og dels af borgeren, eller om der skal ske en fordeling af værdistigningen mellem borger og kommune.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Det betød, at kommunen skulle træffe en ny afgørelse om størrelsen af det rente- og afdragsfrie lån, som kommunen ønskede at oprette og tinglyse pantebrev for i mandens ejendom, jfr. § 1 og § 3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998.

Begrundelsen var, at kommunen ikke kunne forlange oprettelse af lån og tinglysning af pantebrev for et beløb, der overskred den værdiforøgelse, som skyldtes den del af boligændringerne, som kommunen havde finansieret.

Ankestyrelsen lagde vægt på indholdet af § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998, hvorefter den hjælp, som kommunen yder til boligindretning i medfør af lovens § 102, ydes i form af et rente- og afdragsfrit lån, der modsvarer den værdiforøgelse, boligindretningen medfører.

Ankestyrelsen lagde til grund, at bestemmelsens formulering i forhold til tidligere var udtryk for en præcisering, som betød, at en kommune alene kunne forlange oprettelse og tinglysning af pantebrev for den værdiforøgelse, som kunne sammenkædes med og modsvarede de faktiske boligændringer, kommunen havde afholdt udgiften for. Der var således ikke hjemmel for kommunen til at tinglyse et pantebrev for et beløb svarende til den samlede værdiforøgelse på 80.000 kr., som var et resultat af både de boligændringer, kommunen havde finansieret og de boligændringer, borgeren havde finansieret.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hverken kommunen eller manden opnåede en uberettiget berigelse ved ejendommens værdistigning, når kommunens pant blev begrænset til den værdiforøgelse, der skyldtes de boligændringer, kommunen havde finansieret. De midler, manden havde anvendt til blandt andet trægulv og terrassedør, hidrørte fra mandens formue. Det ville ikke være stemmende med reglernes formål at lade den værdistigning, som var en følge af anvendelsen af disse midler, indgå ved fastsættelsen af det rente- og afdragsfrie lån, som kommunen var berettiget til efter bekendtgørelsens § 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i bekendtgørelsen alene var tillagt en kommune ret til at tinglyse pant for værdistigninger, ikke for en kommunes udgifter til boligindretning af en ejendom efter § 102.

Ankestyrelsen lagde til grund, at værdiforøgelsen fastsættes på baggrund af den offentlige vurdering.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen vægt på, at stigningen i ejendomsværdien på 80.000 kr. ifølge vurderingsrådet skyldtes den indvendige modernisering, som manden i væsentligt omfang havde været med til at bekoste.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det rente- og afdragsfrie lån måtte fastsættes ved en konkret sagkyndig vurdering af, hvilken del af værdiforøgelsen, der skyldtes de af kommunen finansierede boligændringer.