Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-30-04 om kronisk træthedssyndrom - ikke erhvervsmæssigt grundlag - bil - hjælpemidler

Resume:

Ansøgere med kronisk træthedssyndrom kunne som ansøgere med andre lidelser få støtte til bil, hvis de havde et betydeligt kørselsbehov, og deres funktionsevne var nedsat i et sådant omfang, at dette kørselsbehov ikke kunne løses på andre måder end ved brug af egen bil.

Ved bedømmelsen blev der lagt vægt på:

- om funktionsevnen var væsentligt nedsat ud fra en samlet vurdering af ansøgerens helbredsmæssige og sociale forhold såsom kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og uddannelses- eller arbejdsstedets placering i forhold til offentlige transportmidler o.l.

- om kørselsbehovet kun kunne løses ved benyttelse af egen bil og ikke ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger,

- om sygdommen var lægeligt veldokumenteret og havde været til stede i en længere årrække, og der ikke kunne påregnes en bedring af tilstanden.

Der kunne således ikke ydes støtte alene på grundlag af en diagnose.

I den konkrete sag var ansøgeren herefter efter en konkret og individuel vurdering berettiget til bilstøtte på ikke-erhvervsgrundlag. Ansøgeren fandtes således at have en varigt nedsat funktionsevne, der i væsentlig grad forringede hendes evne til at færdes uden brug af bil.

Der blev lagt vægt på omfanget af den nedsatte funktionsevne og på, at ansøgerens gener fandtes at være veldokumenterede. Der havde været symptomer siden 1986, og der var ikke udsigt til bedring. Endelig fandtes kørselsbehovet ikke at kunne løses mere hensigtsmæssigt på andre måder end ved brug af egen bil.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 99, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en kvinde, der led af kronisk træthedssyndrom. Herudover havde hun nedsat binyrebarkfunktion og nedsat stofskifte. Vedrørende kronisk træthedssyndrom var det oplyst, at hun havde haft gener siden 1986 i form af bl.a. muskel- og ledsvaghed, udmattelse efter mindre anstrengelser, svimmelhed og ledsmerter. Diagnosen kronisk træthedssyndrom blev stillet i 1993. Siden midten af 1990-erne havde kvinden været fast el-kørestolsbruger, idet hun ikke kunne stå på benene, og hun havde ikke armkræfter til at benytte manuel kørestol. Hun modtog højeste førtidspension. Hendes nuværende tilstand var præget af svær kraftnedsættelse, og der var ingen udsigt til bedring. Ved den objektive undersøgelse foretaget ved udfærdigelsen af den i sagen foreliggende speciallægeerklæring var der fundet normal trofik, kraft og reflekser i arme og ben.

Kvinden havde tidligere søgt om bilstøtte, men havde fået afslag. Hun havde nu søgt igen med den begrundelse, at hendes bil erhvervet for egne midler var meget tjenlig til udskiftning. Hendes funktionsniveau var beskrevet som stærkt svingende, idet der også var dage, hvor hun ikke havde kræfter til at komme ud af huset. Hun var bevilget 15 1/2 timers hjælp om ugen til diverse praktiske gøremål.

Vedrørende ansøgerens kørselsbehov var det oplyst, at hun havde brug for at kunne køre i forbindelse med sit job som smagsdommer i 10 timer pr. uge fordelt på 3 dage. Herudover var der kørselsbehov ved møder i forbindelse med psykologisk rådgivning for en forening, som hun ydede telefonisk fra hjemmet. Endelig var der kørselsbehov i forbindelse med aktiviteter med ansøgerens to hjemmeboende døtre, diverse indkøb, lægebesøg og besøg hos familie og venner osv.

Ansøgeren var ikke i stand til at benytte den handicapkørsel, som hun var tilkendt fra det regionale trafikselskab, fordi ventetiderne udtrættede hende. Videre var hun heller ikke i stand til at benytte offentlige transportmidler, således som hendes funktionsniveau var beskrevet.

Nævnet stadfæstede amtskommunens afgørelse og gav ansøgeren afslag på støtte til køb af bil. Nævnet fandt, at funktionsevnen var varigt nedsat, men at ansøgeren trods dette godt kunne færdes uden brug af bil.

Nævnet lagde vægt på, at der siden Ankestyrelsens afslag på bilstøtte i 1997 ikke var sket nogen væsentlig forværring. Ankestyrelsen var dengang opmærksom på, at ansøgeren benyttede el-kørestol, men fandt, at der ikke lægeligt sås at være holdepunkter for en væsentlig varig nedsættelse af gangfunktionen.

I klagen til Ankestyrelsen, som var indgivet af ansøgerens advokat, var det bl.a. anført, at det af samtlige de foreliggende lægeerklæringer tydeligt fremgik, at der var sket en forværring i forhold til tidligere, selv om den ikke var beskrevet som markant. Dette kunne vel også dårligt tænkes at være tilfældet, når en korrekt bedømmelse af ansøgerens helbredssituation havde ført til tilkendelse af højeste førtidspension.

Videre var det anført, at på grund af sygdommen blev ansøgeren udmattet efter mindre anstrengelser. Dette betød, at hendes normale kraft selv efter mindre anstrengelser forsvandt. Derfor var det nødvendigt for hende at bruge el-kørestol, da hendes kræfter ikke rakte til at bevæge en manuel kørestol rundt.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af nedsat funktionsevne ved kronisk træthedssyndrom og betingelserne for at få bilstøtte.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren havde ret til støtte til køb af bil og afgiftsfritagelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen efter en meget konkret og individuel vurdering fandt, at ansøgeren havde en varigt nedsat funktionsevne, der i væsentlig grad forringede hendes evne til at færdes uden brug af bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på det oplyste om omfanget af ansøgerens nedsatte funktionsevne. Det fremgik således, at hun led af kronisk træthedssyndrom, som gav hende mange gener f.eks. i form af muskel- og ledsvaghed, udmattelse efter mindre anstrengelser, svimmelhed og ledsmerter. hun havde siden midten af 1990-erne været permanent el-kørestolsbruger, fordi hun ikke kunne stå på benene. hun modtog højeste førtidspension, og hun var bevilget 15 1/2 timers hjælp pr. uge til løsning af praktiske opgaver i hjemmet. Hendes nuværende tilstand var præget af svær kraftnedsættelse, og tilstanden var beskrevet som meget vekslende.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgerens gener efter en lægelig vurdering fandtes at være veldokumenterede, og hun havde haft symptomer gennem en længere årrække, nemlig siden 1986. Forløbet havde vist, at der i ansøgerens tilfælde ikke var udsigt til nogen bedring. Det forhold, at der ved de objektive undersøgelser foretaget ved udfærdigelse af den i sagen foreliggende speciallægeerklæring blev fundet normal trofik, kraft og reflekser i arme og ben, stemte ikke overens med, at ansøgeren gennem en årrække havde været permanent kørestolsbruger, men ifølge den vejledende udtalelse fra Ankestyrelsens medicinske lægekonsulent var det et kendetegn ved kronisk træthedssyndrom, at der ikke var nogen eller kun få objektive fund.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på det oplyste om ansøgerens kørselsbehov og på, at dette kørselsbehov ikke fandtes mere hensigtsmæssigt at kunne løses på anden vis end ved brug af egen bil. Ansøgerens kørselsbehov var beskrevet som kørsel i forbindelse med hendes job som smagsdommer og kørsel til møder ved den psykologiske rådgivning, som hun ydede, samt kørsel ved diverse aktiviteter med hendes døtre og diverse indkøb, lægebesøg og besøg hos familie og venner. Efter en lægelig vurdering fandtes dette kørselsbehov på baggrund af beskrivelsen af hendes funktionsniveau ikke at kunne løses ved brug af offentlige transportmidler. Videre fandt Ankestyrelsen på baggrund af oplysningerne om, at ansøgeren hurtigt blev udtrættet, at hendes kørselsbehov heller ikke ville kunne løses via det regionale trafikselskabs handicapkørsel på grund af ventetiderne, der var forbundet med benyttelse af denne kørselsordning.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvilken type bil ansøgeren var berettiget til støtte til, ligesom der heller ikke var taget stilling til spørgsmålet om hjælp til særlig indretning.