Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-35-04 om boligskift - lejebolig til ejerbolig - højere boligudgift - løbende ydelse - årlig omberegning

Resume:

Hjælp til dækning af højere boligudgifter som følge af boligskift fra lejebolig til ejerbolig blev ydet som en løbende ydelse. Der var tale om højere boligudgifter, da nettoydelserne på bolig- og kreditforeningslån i den nye ejerbolig var højere end huslejen i den hidtidige lejebolig.

Ankestyrelsen fandt, at den løbende hjælp til højere boligudgifter skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske finansieringsudgifter i det kommende år. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen i forbindelse med boligskiftet havde godkendt låneoptagelsen, der indebar, at nettoydelserne varierede i løbet af lånenes løbetid.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 102, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 2

Sagsfremstilling:

En kommune blev af nævnet pålagt at yde en ansøger med stærkt nedsat fysisk funktionsevne hjælp til anskaffelse af anden bolig efter servicelovens § 102, stk. 2.

Kommunen besluttede, at hjælpen til anskaffelse af anden bolig til ansøgeren skulle ske i form af nybyggeri med finansiering som engangsudgift (til byggeomkostninger og særlig indretning) og 30-årigt huslån. Kommunen godkendte herefter låneoptagelsen.

Kommunen traf afgørelse om størrelsen af huslejetilskuddet efter servicelovens § 102, stk. 2. Kommunen beregnede huslejetilskuddet for to perioder, da banklånet var 25-årigt og kreditforeningslånet var 30-årigt, således at ydelsen ændredes væsentligt efter 25 år, når banklånet var tilbagebetalt. Kommunen opgjorde det månedlige huslejetilskud i den første periode til ca. 2.500 kr. (den månedlige nettoydelse på 25-årigt banklån + den månedlige nettoydelse på 30-årigt kreditforeningslån, som blev fratrukket den samlede husleje i ansøgerens tidligere lejebolig). For så vidt angik den anden periode beregnende kommunen det månedlige huslejetilskud til ca. 1.100 kr. (den månedlige nettoydelse på det 30-årige kreditforeningslån fratrukket den tidligere husleje). Kommunen tog ved beregningen udgangspunkt i nettoydelserne på bank- og kreditforeningslån på indflytningstidspunktet samt huslejeudgiften pr. samme dato.

Kommunen bemærkede i afgørelsen, at renteændringer ikke medførte forhøjelse eller nedsættelse af tilskuddet efter § 102, stk. 2. Ligeledes gav låneomlægninger eller andre dispositioner over de optagne lån ikke mulighed for forhøjelse af tilskuddet efter § 102, stk. 2. Låneomlægning, hvor lånetiden eventuelt nedsattes mod en højere ydelse, kunne efter skriftlig aftale med kommunen under visse betingelser medføre mulighed for forhøjelse af tilskuddet, dog på betingelse af en kortere ydelsesperiode.

Ansøgeren indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn, idet han blandt andet anførte, at støtten blev beregnet på et for lille grundlag, hvis der alene sås på ydelsen på indflytningstidspunktet.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, men tiltrådte dog beregningen af huslejetilskuddet for perioden fra den 1. juni til den 31. december 2003.

Nævnet henviste til, at der ved boligskift fra lejebolig til ejerbolig kunne ydes hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 til løbende merudgifter i form af højere boligudgifter. Det var en forudsætning, at merudgifterne var forbundet med selve anskaffelsen af ejerboligen. Nævnet henviste videre til, at efter SM C-4-00 skulle hjælpen ydes som en løbende ydelse, medmindre der var tale om et beløb til kontant udbetaling, som ikke kunne dækkes ved en prioritering af ejendommen.

Nævnet fandt, at hjælpen til dækning af ansøgerens merudgifter til bolig skulle beregnes én gang årligt fremadvirkende, indtil kreditforenings- og banklånet var endeligt afviklet. Der skulle ved denne beregning tages udgangspunkt i de faktiske forventede finansieringsudgifter for det pågældende år, således at der toges højde for, at nettoydelserne varierede over lånenes løbetid. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at kommunen i forbindelse med ejendommens prioritering havde godkendt låneoptagelsen og dermed også risikoen for renteudsving.

Det fremgik videre af nævnets afgørelse, at der fra den således fremkomne boligudgift skulle fratrækkes lejeudgiften i ansøgerens tidligere bolig, idet nævnet dog fandt, at der skulle foretages en årlig regulering af huslejen med nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks. Begrundelsen herfor var, at ansøgeren uden regulering ville blive kompenseret for lejeniveauet for 2003. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at formålet med udligningen af huslejeforskellen var, at den handicappede ikke skulle have merudgifter ved et boligskift, der var begrundet i handicappet, men at der heller ikke skulle kompenseres derudover.

Det fremgik i øvrigt af nævnets afgørelse, at nævnet ud fra en formålsfortolkning var enig med kommunen i, at bidrag til obligatorisk trappevask samt leje af carport og depotrum skulle sidestilles med huslejeudgiften ved beregningen af huslejetilskud. Nævnet var endvidere enig med kommunen i, at merudgifter som følge af forhøjede drifts- og forbrugsudgifter ved den nye bolig skulle ydes efter servicelovens § 84. Der var herved lagt vægt på, at der var tale om udgifter, som ikke vedrørte anskaffelse af boligen.

Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen. I klagen anførtes blandt andet, at kommunen havde antaget, at omlægning af lån, ændringer i skatteregler med videre ikke medførte omberegning af huslejetilskuddet, som var beregnet på flyttetidspunktet med udgangspunkt i den daværende lejebolig og nettoudgiften på lånene optaget i nyindflyttet ejerbolig. Kommunen ønskede en afklaring på spørgsmålet om, hvilke betingelser kommunen kunne stille i forbindelse med et eventuelt ønske fra ansøgeren om låneomlægning, ændrede skatteregler med videre. Kommunen anså desuden nævnets afgørelse med hensyn til en årlig beregning af huslejetilskuddet i forhold til lån og udviklingen i lejen for at være meget upraktisk og administrativt tung og ønskede en afklaring af, om Ankestyrelsen var enig med nævnet i at pålægge kommunerne denne opgave på trods af, at metoden ikke entydigt ville være til fordel for hverken tilskudsmodtageren eller kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om løbende hjælp til højere boligudgifter som følge af boligskift efter servicelovens § 102, stk. 2, skal beregnes en gang årligt, således at der tages højde for, at ydelsen på et boligfinansieringslån kan variere i løbet af ydelsesperioden, eller om hjælpen i hele perioden kan/skal ydes på grundlag af forholdene ved boligskiftet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at den løbende hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 til dækning af ansøgerens højere boligudgifter skulle reguleres en gang årligt.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ligesom nævnet fandt, at den løbende hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 til ansøgeren skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske merudgifter som følge af boligskiftet i det kommende år.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen havde valgt at udbetale hjælpen til dækning af udgifterne ved anskaffelse af anden bolig efter reglerne i servicelovens § 102, stk. 2 som en løbende ydelse. Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at nettoydelserne på ansøgerens bolig- og kreditforeningslån varierede i løbet af lånenes løbetid.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på kompensationsprincippet, hvoraf fulgte, at en person med nedsat funktionsevne ikke skulle have merudgifter som følge af handicappet. Kompensationsprincippet medførte, at udmålingen af den løbende hjælp efter § 102, stk. 2 i den foreliggende sag skulle ske på en sådan måde, at ansøgeren ikke fik merudgifter som følge af, at ydelserne på lånene varierede i løbet af lånenes løbetid.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens beregningsmetode, hvor der blev taget udgangspunkt i nettoydelserne på kreditforenings- og banklånet på indflytningsdatoen, indebar, at ansøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang blev kompenseret for følgerne af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt derfor, at den løbende hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 i dette tilfælde skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske merudgifter i det kommende år som følge af anskaffelsen af den nye bolig.

Ankestyrelsen lagde herved afgørende vægt på, at kommunen havde godkendt ansøgerens låneoptagelse i forbindelse med boligskiftet, herunder at nettoydelserne varierede i løbet af lånenes løbetid.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet i, at der ved den årlige beregning af hjælpen efter § 102, stk. 2 skulle foretages en regulering af ansøgerens huslejeudgift i den hidtidige lejebolig med nettoprisindekset.

Ankestyrelsen var desuden enig med nævnet og kommunen i, at hjælp til dækning af ansøgerens eventuelle merudgifter til forhøjede drifts- og forbrugsudgifter som følge af boligskiftet skulle ydes efter servicelovens § 84.

Ankestyrelsen tog ikke i den foreliggende sag stilling til spørgsmålet om betydningen af eventuelle efterfølgende låneomlægninger, ændringer i skatteregler med videre. Ankestyrelsen tog således alene stilling til spørgsmålet om beregning af hjælpen efter § 102, stk. 2 ud fra det oplyste om, at ansøgerens låneoptagelse i forbindelse med boligskiftet indebar, at ydelserne varierede i løbet af lånenes levetid.

Ankestyrelsen var opmærksom på det af kommunen anførte om, at en årlig beregning af hjælpen efter § 102, stk. 2 var upraktisk og administrativ tung, men fandt ikke, at dette kunne medføre en ændret vurdering af den foreliggende sag.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.